forvirret, bange, ked af det og har brug for lidt hjælp

Kære jer, som kunne finde på at læse den er tråd. Jeg har et ret alvorligt problem, som jeg simpelthen bliver nødt til at spørge fuldstændigt uvildige om råd til nu. Det bliver jer, selvom jeg risikerer at løbe ind i et stormvejr af en anden verden, men den her post.

 

Midt i sidste uge fik jeg at vide, at min kæreste er blevet gravid. Det er ikke noget vi har FORSØGT på, men derimod noget vi for et stykke tid siden aftalte "at lade ske som det ville". Hun er selvfølgelig meget glad, og jeg er ikke ked af tanken om at skulle være far (men jo, bange, det indrømmer jeg gerne).

Mit problem er bare det, at jeg omtrent samtidig med at jeg fik denne nyhed gik og meget alvorligt overvejede at FORLADE min kæreste. Jeg er under et ret voldsomt pres på arbejdet (der er nedskæringer og spareplaner og hvadvedjeg), og jeg havde i grunden konstateret, at jeg hverken var glad på arbejdet eller hjemme, og at der måtte forandringer til - hurtigst muligt. Den hele sandhed er oven i købet, at jeg igennem et stykke tid er blevet ret forelsket i en anden kvinde, selvom den slags bestemt ikke er noget jeg ellers synes om. Når det alligevel er sket har jeg taget det som en indikation på, at jeg jo desværre nok ikke var så glad som jeg burde være, hvilket igen førte til den næsten trufne beslutning om at forlade kæresten.

Og nu er hun så gravid.. Jeg talte med hende forleden, og forklarede at jeg havde det SVÆRT med det her lige nu, men jeg ville ikke gå i detaljer, for jeg kan ikke engang selv finde rundt i det helvede, som er inde i mit hoved for tiden. Hun blev meget ked af det, selvfølgelig, men jeg var nødt til at fortælle hende, at jeg ikke var glad i vores forhold.

Mine overvejelser er så nu, at jeg på den ene side faktisk ikke er glad for at være sammen med min kæreste. Jeg elsker hende, det MÅ der ikke herske tvivl om, men jeg er ikke glad. Jeg synes vi er kørt fast, vi har ikke meget til fælles (ud over en ret lang historie sammen), men det virkede meget som om, at jeg står alene med den følelse i forholdet.

På den anden side har jeg meget, meget, meget svært ved at forlige mig med tanken om at gå fra hende NU. Abort er ikke aktuelt, hvilket jeg ikke har noget som helst imod, men det betyder at forlader jeg hende, forlader jeg hende på det nok værst tænkelig tidspunkt - eller hvad?

For jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg har de her tanker nu (og jeg har haft dem før, altså det med at overveje at gå - men besluttet mig for at "tage mig sammen"), er der så NOGEN som helst grund til at tro, at de ikke vil forblive eller komme igen senere? Gør jeg hende overhovedet en tjeneste ved at blive, når jeg ikke er glad? Udskyder jeg muligvis noget (ifølge dem jeg har snakket med hidtil) uundgåeligt, og ender jeg derfor med måske at gå når barnet ER født.

Vil det ikke være værre for barnet?

Jeg er FULDT ud villig til at tage ansvaret for barnet, både frem til og efter fødsel, men jeg ved bare ikke, om jeg ikke gør både min kæreste og mig en enorm bjørnetjeneste ved at blive, når jeg nu ikke er glad.

Tanker fra jer kommende mødre vil jeg tage imod med kyshånd (men hvis du overvejer at taste en lang svada om hvor dum jeg er, så er jeg helst fri, hvis det er okay). Jeg ved virkelig ikke hvad der er det værste alternativ..

 

gå nu, men forsøge at være der i det omfang hun vil have det, eller vente, forsøge og ret sikkert fejle, samtidig med at jeg ignorerer mine egne følelser.

Hvad er bedst? en altid tilstedeværende mand/far som ikke er glad, eller en delvist tilstedeværende som har fulgt sit hjerte?

hjælp... please...

Det er godt nok synd for din kæreste at følserne ikke går begge veje, og ja det er nok det værste tidspunkt. Men jeg syntes at du skal følge dit hjerte, det er bedst for begge parter. Og hvis jeg var hende, så ville jeg ikke være sammen med en mand der ikke var glad for at være sammen med mig. Men hvad ved jeg, det kan jo godt være at hun/i priotere anderledes.

Håber i finder ud af det, og at alle parter bliver glade i det lange løb.

Sikke en frustation /:

Hvis jeg var i din kærestes sko , så ville jeg nok hellere have sandheden at vide - gravid eller ej.! Selvfølgelig er en gravid kvinde mere sårbar og lidt mere ustabil.! Men når du har haft de følelser før & er meget i tvivl om hvorvidt jeres forhold er.! Så synes jeg du gør jer begge en bjørnetjeneste ved at blive. Sæt dig ned og snak med hende om hvordan du har det med det hele.! Der er ingen grund til at fortsætte et forhold der alligevel er ved at gå hen , efter min mening.! I kan jo sagtens tage jer kærligt af jeres barn sammen!

Kh Bellinda

Åhh nej, din stakkel, det må være forfærdeligt at have det sådan, det er en meget uheldig situation at stå i.

Jeg kan ikke sige dig hvad der er det bedste at gøre, men mit råd til dig er, at lytte til dig selv, man kommer ingen vegne ved at tage valg for andres skyld. Du bliver nød til at lytte til dig selv og dit hjerte, selvom det måske vil være rigtig hårdt for din kæreste, men som du selv siger, så ender det jo nok der lige meget hvad, og det vil ikke blive lettere af den grund. Din kæreste får intet ud af, at være gravid, og få barn med en, som er kørt helt fast, og som på ingen måde er glad, det kan også hurtigt ende ud i en depression for dig.

Jeg ville gøre det helt klart for hende, at du ikke kan forsætte jeres forhold mere, men at du er 100 % klar på, at være der for hende, og jeres kommende barn i fremtiden.

Held og lykke med det hele.

-Nanna

dsl157 skriver:

Kære jer, som kunne finde på at læse den er tråd. Jeg har et ret alvorligt problem, som jeg simpelthen bliver nødt til at spørge fuldstændigt uvildige om råd til nu. Det bliver jer, selvom jeg risikerer at løbe ind i et stormvejr af en anden verden, men den her post.

 

Midt i sidste uge fik jeg at vide, at min kæreste er blevet gravid. Det er ikke noget vi har FORSØGT på, men derimod noget vi for et stykke tid siden aftalte "at lade ske som det ville". Hun er selvfølgelig meget glad, og jeg er ikke ked af tanken om at skulle være far (men jo, bange, det indrømmer jeg gerne).

Mit problem er bare det, at jeg omtrent samtidig med at jeg fik denne nyhed gik og meget alvorligt overvejede at FORLADE min kæreste. Jeg er under et ret voldsomt pres på arbejdet (der er nedskæringer og spareplaner og hvadvedjeg), og jeg havde i grunden konstateret, at jeg hverken var glad på arbejdet eller hjemme, og at der måtte forandringer til - hurtigst muligt. Den hele sandhed er oven i købet, at jeg igennem et stykke tid er blevet ret forelsket i en anden kvinde, selvom den slags bestemt ikke er noget jeg ellers synes om. Når det alligevel er sket har jeg taget det som en indikation på, at jeg jo desværre nok ikke var så glad som jeg burde være, hvilket igen førte til den næsten trufne beslutning om at forlade kæresten.

Og nu er hun så gravid.. Jeg talte med hende forleden, og forklarede at jeg havde det SVÆRT med det her lige nu, men jeg ville ikke gå i detaljer, for jeg kan ikke engang selv finde rundt i det helvede, som er inde i mit hoved for tiden. Hun blev meget ked af det, selvfølgelig, men jeg var nødt til at fortælle hende, at jeg ikke var glad i vores forhold.

Mine overvejelser er så nu, at jeg på den ene side faktisk ikke er glad for at være sammen med min kæreste. Jeg elsker hende, det MÅ der ikke herske tvivl om, men jeg er ikke glad. Jeg synes vi er kørt fast, vi har ikke meget til fælles (ud over en ret lang historie sammen), men det virkede meget som om, at jeg står alene med den følelse i forholdet.

På den anden side har jeg meget, meget, meget svært ved at forlige mig med tanken om at gå fra hende NU. Abort er ikke aktuelt, hvilket jeg ikke har noget som helst imod, men det betyder at forlader jeg hende, forlader jeg hende på det nok værst tænkelig tidspunkt - eller hvad?

For jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg har de her tanker nu (og jeg har haft dem før, altså det med at overveje at gå - men besluttet mig for at "tage mig sammen"), er der så NOGEN som helst grund til at tro, at de ikke vil forblive eller komme igen senere? Gør jeg hende overhovedet en tjeneste ved at blive, når jeg ikke er glad? Udskyder jeg muligvis noget (ifølge dem jeg har snakket med hidtil) uundgåeligt, og ender jeg derfor med måske at gå når barnet ER født.

Vil det ikke være værre for barnet?

Jeg er FULDT ud villig til at tage ansvaret for barnet, både frem til og efter fødsel, men jeg ved bare ikke, om jeg ikke gør både min kæreste og mig en enorm bjørnetjeneste ved at blive, når jeg nu ikke er glad.

Tanker fra jer kommende mødre vil jeg tage imod med kyshånd (men hvis du overvejer at taste en lang svada om hvor dum jeg er, så er jeg helst fri, hvis det er okay). Jeg ved virkelig ikke hvad der er det værste alternativ..

 

gå nu, men forsøge at være der i det omfang hun vil have det, eller vente, forsøge og ret sikkert fejle, samtidig med at jeg ignorerer mine egne følelser.

Hvad er bedst? en altid tilstedeværende mand/far som ikke er glad, eller en delvist tilstedeværende som har fulgt sit hjerte?

hjælp... please...

Hvis du ikke mener du er lykkelig, så må du tage ansvar for dig selv og sørge for at blive det. Du ved nok selv bedst hvad det er der skal til

For mig lyder det som om: at hvis du skal følge dit hjerte, så forlader du din kæreste og tager samtidig ansvar for det barn der kommer og er en så tilstedeværende far som muligt...

Personligt ville jeg nok hellere forlades nu end senere (hvis jeg var din kæreste). For at have en ikke-glad mand er der heller ikke meget fidus ved og på den måde giver du din kæreste mulighed for at finde rammerne til hendes liv som alenemor.

Det er en skidesvær beslutning og meget svær at rådgive om fordi ingen andre end jer selv 2 ved 100% hvordan i har det sammen.

Held og lykke med alting!

Tror ikke der er nogen herinde der kan give dig svaret..

Det er da bestemt ikke en sjov situation for nogle af jer. Tror simpelthen I hver især må gøre op om I vil forholdet. Hvis bare en af jer siger nej, så er det ud af vagten. Det er ikke godt for barnet, hvis I bliver af nogen anden grund end kærlighed og lyst.

Men husk at overveje, at problemer på arbejdet godt kan smitte gevaldigt af på humøret derhjemme. Det behøver ikke at være på grund af parforholdet at du ikke har været glad derhjemme.

Husk også at græsset ikke altid er grønnere på den anden side af hækken. Det er super dejligt at være nyforelsket, men det bliver også hverdag på et tidspunkt

Håber I finder ud af det hele på den ene eller anden måde

Jeg synes, du skal forsøge (selvom det sikkert er svært) at tage den kvinde, som du er blevet forelsket i, ud af ligningen. 

Forelskelse gør nemlig blind, og det kan sagtens være, at den følelse snart går over - eller ligefrem bliver vendt til det modsatte - sådan er det i min erfaring ofte med fascinationer. 

Prøv at tænk, hvis hun nu ikke eksisterede, hvordan ville du så have det med din kæreste? Og pas på med at rationalisere i retning i, hvad du har lyst til lige nu. Jeg mener, det er så let, når man bliver forelsket at sige: "Det jeg har, er jeg jo heller ikke så glad for." - osv. - For så passer pengene jo, og man har retfærdiggjort sine forbudte tanker.

Jeg har bare sådan en fornemmelse af, at hvis du bliver hos din gravide kæreste (evt. med hjælp fra noget terapi og sådan), så vil du en dag om ej så længe tænke: "Fårk!- Hvad nu hvis jeg havde forladt det her?? Den kvinde jeg elsker og mit dyrebare barn?! " Og den tanke vil give dig koldsved...  Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, det forholder sig, jeg siger blot, at du skal virkelig passe på med at smide noget så potentielt fantastisk væk.

I øvrigt så synes jeg ikke, at din jobsituation bør have nogen som helst indflydelse på dine beslutning. Kan ikke se, hvad det har med kæreste og barn at gøre? Det er jo trods alt "bare" et job.

Men altså: Hvis du forlader din kæreste, så lav på forhånd en kontrakt med dig selv om, at du ikke rør den kvinde, du er forelsket i. Så kan du nemlig være mere sikker på, at din beslutning ikke er sløret.

Det var mit råd. Givet på baggrund af de sparsomme oplysninger, jeg kender til .

Håber, I finder ud af det hele på en ordentlig måde.

AV for den, da  Sikke en redelighed..

Jeg synes nu ikke du virker som et dumt svin - hvis du var det, ville du jo ikke forhøre dig her i hønsegården

Jeg har heldigvis ikke selv stået i lignende situation, men jeg har været gravid to gange, og kender til den forvandling man gennemgår i de ni mdr. Jeg mener at det bedste for alle parter er at være ærlig med det samme, og forlade hende nu. Hvis ikke du er glad i dit forhold, og kun ville blive hos hende pga de"lykkelige omstændigheder", så udskyder du jo kun det uundgåelige. Det er ikke nemt at få et barn sammen, så det vil nok bare gå i stykker senere.............................og det ville ikke være fair over for barnet, eller din kæreste.

Jeg har en veninde der har stået som den anden kvinde i denne situation. Det var simpelthed så frygteligt for både hende, og ham idioten der var så uærlig overfor sin kæreste. Hun gennemgik hele graviditeten i den tro at nu skulle de være en familie, mens han bare gik og tog sig sammen til at fortælle hende at han altså skred. Han mødte min veninde ca på samme tid som hans kæreste blev gravid.

Vær ærlig - hun skal nok klare det. Især hvis du ikke bliver helt væk, men stadig er der for hende igennem graviditeten, og selvfølgelig for barnet efterfølgende..  

Jeg synes du skal sætte dig stille og roligt ned med din kæreste og vise hende det brev du har skrevet her. Fortæl hende, at du gerne vil stå ved dit ansvar og du hjælper igennem det hele. Det er ikke fordi du skal være sammen med den anden kvinde. Men at du simpelthen synes det hele ramler for dig, og du har brug for at være alene.

Uanset hvad du siger, bliver du nok "slynglen" - men jeg tror stadig at hun vil tænke over det du har skrevet og senere vil være glad for din måde at fremlægge det på.

og lad være med at hæve stemmen under forløbet.

Held og lykke

Knus

(ps. jeg har egentlig selv prøvet det. Jeg var gravid med en jeg var forelsket i, men han ville hellere være venner med mig. Jeg tabte fosteret. Men jeg tænker stadig på ham som en god ven, fordi han ikke afviste mig, eller forsøgte at overtale mig til at jeg skulle have en abort osv. - Han var imødekommende og ville støtte mig.)