forvirret, bange, ked af det og har brug for lidt hjælp

det er menneskeligt at blive forelsket i andre men mærk efter om det er en pige du hellere vil ku leve med end din nuværende og dit barn.

arbejde og stress kan nemt ødelægge eller gøre det nuværende forhold trivielt.

det er ikke for at gøre dig ked men ved at droppe din nuværende siger du også farvel til at have dit barn til dagligt.. min mand gik ned med flaget da ham og hans ex gik fra hinanden. for nu var det ikke ham der så ungerne komme hjem fra skole eller hjalp med lektierne. og nu var det hendes nye kæreste der hentede ungerne i børnehaven og kyssede dem godnat. han ser dem hver anden weekend og de vokser såå hurtigt og weekenden går så hurtigt. men de har så mange ting og fritidsinteresser i egen by at det er svært at ses oftere.

nu er han selvfølgelig glad for det (han har jo mig og "de nye" piger) men det er jo stadig noget der gør avs.

du skal ikke blive hvis du ikke kan for det hjælper ikke jer eller barnet. prøv bare at mærke efter om det er noget der kan ordnes med samtaleterapi, nyt job eller noget pift i sex/kærligheden (en rejse?)

bare så du ikke fortryder men py hvor må det være svært og godt at du i det mindste tager ansvar for jeres beslutning.

jeg håber det bedste for jer og jeres barn

dsl157 skriver:

Kære jer, som kunne finde på at læse den er tråd. Jeg har et ret alvorligt problem, som jeg simpelthen bliver nødt til at spørge fuldstændigt uvildige om råd til nu. Det bliver jer, selvom jeg risikerer at løbe ind i et stormvejr af en anden verden, men den her post.

 

Midt i sidste uge fik jeg at vide, at min kæreste er blevet gravid. Det er ikke noget vi har FORSØGT på, men derimod noget vi for et stykke tid siden aftalte "at lade ske som det ville". Hun er selvfølgelig meget glad, og jeg er ikke ked af tanken om at skulle være far (men jo, bange, det indrømmer jeg gerne).

Mit problem er bare det, at jeg omtrent samtidig med at jeg fik denne nyhed gik og meget alvorligt overvejede at FORLADE min kæreste. Jeg er under et ret voldsomt pres på arbejdet (der er nedskæringer og spareplaner og hvadvedjeg), og jeg havde i grunden konstateret, at jeg hverken var glad på arbejdet eller hjemme, og at der måtte forandringer til - hurtigst muligt. Den hele sandhed er oven i købet, at jeg igennem et stykke tid er blevet ret forelsket i en anden kvinde, selvom den slags bestemt ikke er noget jeg ellers synes om. Når det alligevel er sket har jeg taget det som en indikation på, at jeg jo desværre nok ikke var så glad som jeg burde være, hvilket igen førte til den næsten trufne beslutning om at forlade kæresten.

Og nu er hun så gravid.. Jeg talte med hende forleden, og forklarede at jeg havde det SVÆRT med det her lige nu, men jeg ville ikke gå i detaljer, for jeg kan ikke engang selv finde rundt i det helvede, som er inde i mit hoved for tiden. Hun blev meget ked af det, selvfølgelig, men jeg var nødt til at fortælle hende, at jeg ikke var glad i vores forhold.

Mine overvejelser er så nu, at jeg på den ene side faktisk ikke er glad for at være sammen med min kæreste. Jeg elsker hende, det MÅ der ikke herske tvivl om, men jeg er ikke glad. Jeg synes vi er kørt fast, vi har ikke meget til fælles (ud over en ret lang historie sammen), men det virkede meget som om, at jeg står alene med den følelse i forholdet.

På den anden side har jeg meget, meget, meget svært ved at forlige mig med tanken om at gå fra hende NU. Abort er ikke aktuelt, hvilket jeg ikke har noget som helst imod, men det betyder at forlader jeg hende, forlader jeg hende på det nok værst tænkelig tidspunkt - eller hvad?

For jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg har de her tanker nu (og jeg har haft dem før, altså det med at overveje at gå - men besluttet mig for at "tage mig sammen"), er der så NOGEN som helst grund til at tro, at de ikke vil forblive eller komme igen senere? Gør jeg hende overhovedet en tjeneste ved at blive, når jeg ikke er glad? Udskyder jeg muligvis noget (ifølge dem jeg har snakket med hidtil) uundgåeligt, og ender jeg derfor med måske at gå når barnet ER født.

Vil det ikke være værre for barnet?

Jeg er FULDT ud villig til at tage ansvaret for barnet, både frem til og efter fødsel, men jeg ved bare ikke, om jeg ikke gør både min kæreste og mig en enorm bjørnetjeneste ved at blive, når jeg nu ikke er glad.

Tanker fra jer kommende mødre vil jeg tage imod med kyshånd (men hvis du overvejer at taste en lang svada om hvor dum jeg er, så er jeg helst fri, hvis det er okay). Jeg ved virkelig ikke hvad der er det værste alternativ..

 

gå nu, men forsøge at være der i det omfang hun vil have det, eller vente, forsøge og ret sikkert fejle, samtidig med at jeg ignorerer mine egne følelser.

Hvad er bedst? en altid tilstedeværende mand/far som ikke er glad, eller en delvist tilstedeværende som har fulgt sit hjerte?

hjælp... please...

Din stakkel.... Synes næsten jeg kan kende det fra det forhold jeg var I da jeg fik min datter, og vi valgte at blive sammen og gik fra hinanden 2 måneder efter, og jeg ville ønske nu set i bagspejlet at vi havde gået fra hinanden inden min datter blev født det havde gjort det hele meget nemmere.....

Det er virkelig synd for dig og er ikke sjovt at være i dine sko lige nu. Det er hårdt når man elsker et mennesker men ikke har de kæreste føelser for personen som der skal være og synes du skal fortælle din kæreste hvordan du har det....

Synes  du skal følge dit hjerte og siger det at du skal slå op med din kæreste så er det, det du skal gøre.....

Det bliver ikke nemmere at gå fra hinanden når barnet er blevet født.... Håber virkelig at I kan forblive gode venner også når Jeres barn kommer til verden.

Som sagt har ejg selv en del erfaring med dele børn og blive sammen med en kæreste fremfor at blive fordi man mener det er det der er bedst for barnet, så skriv endelig igen hvis du mangler et råd.

Men husk din kæreste hun fortjener at få sandheden ivide.....

Held og lykke med det hele.....

hov.

og jeg sys ikke du skal fortælle din kæreste du er forelsket i en anden.

det ville jeg ikke vide når jeg lige var blevet gravid, følsom og på vej til at min krop vil blive forandret.

alle kan blive forelsket selvom de har en kæreste. spørgsmålet er jo om man vælger at gøre mere ud af det. hvis du allerede har gjort mere ud af det (sex) så sys jeg du skal fortælle hende det for så skal hun overveje om du fortjener hende.

good luck igen

Jeg synes da bestemt også du er en stakkel....og så synes jeg du skal lade være med at gøre din kæreste gravid når du er forelsket i en anden og overvejer at forlade hende. Jeg ved godt at du ikke vil have den slags svar, men jeg synes bare det hele bliver lidt for "nååååhhh" - du har et ansvar for dine handlinger og derfor må du jo gå hvis du ikke er lykkelig i forholdet. Men det rigtige havde jo været at fortælle hende at du ikke følte dig klar til et barn og så ha' fundet ud af hvad du ville inden du gjorde hende gravid.

Og i forhold til ikke at være lykkelig hverken på job eller hjemme - så havde jeg nok valgt at ændre jobsituationen først - den har rigtig stor indflydelse på resten af dagligdagen og kan sagens gøre at man føler sig sur og udbrændt derhjemme - og kæresten burde jo være vigtigere end et job - især hvis man er igang med projekt baby.

SeptemberBaby skriver:

Jeg synes, du skal forsøge (selvom det sikkert er svært) at tage den kvinde, som du er blevet forelsket i, ud af ligningen. 

Forelskelse gør nemlig blind, og det kan sagtens være, at den følelse snart går over - eller ligefrem bliver vendt til det modsatte - sådan er det i min erfaring ofte med fascinationer. 

Prøv at tænk, hvis hun nu ikke eksisterede, hvordan ville du så have det med din kæreste? Og pas på med at rationalisere i retning i, hvad du har lyst til lige nu. Jeg mener, det er så let, når man bliver forelsket at sige: "Det jeg har, er jeg jo heller ikke så glad for." - osv. - For så passer pengene jo, og man har retfærdiggjort sine forbudte tanker.

Jeg har bare sådan en fornemmelse af, at hvis du bliver hos din gravide kæreste (evt. med hjælp fra noget terapi og sådan), så vil du en dag om ej så længe tænke: "Fårk!- Hvad nu hvis jeg havde forladt det her?? Den kvinde jeg elsker og mit dyrebare barn?! " Og den tanke vil give dig koldsved...  Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, det forholder sig, jeg siger blot, at du skal virkelig passe på med at smide noget så potentielt fantastisk væk.

I øvrigt så synes jeg ikke, at din jobsituation bør have nogen som helst indflydelse på dine beslutning. Kan ikke se, hvad det har med kæreste og barn at gøre? Det er jo trods alt "bare" et job.

Men altså: Hvis du forlader din kæreste, så lav på forhånd en kontrakt med dig selv om, at du ikke rør den kvinde, du er forelsket i. Så kan du nemlig være mere sikker på, at din beslutning ikke er sløret.

Det var mit råd. Givet på baggrund af de sparsomme oplysninger, jeg kender til .

Håber, I finder ud af det hele på en ordentlig måde.

Godt skrevet

SeptemberBaby skriver:

Jeg synes, du skal forsøge (selvom det sikkert er svært) at tage den kvinde, som du er blevet forelsket i, ud af ligningen. 

Forelskelse gør nemlig blind, og det kan sagtens være, at den følelse snart går over - eller ligefrem bliver vendt til det modsatte - sådan er det i min erfaring ofte med fascinationer. 

Prøv at tænk, hvis hun nu ikke eksisterede, hvordan ville du så have det med din kæreste? Og pas på med at rationalisere i retning i, hvad du har lyst til lige nu. Jeg mener, det er så let, når man bliver forelsket at sige: "Det jeg har, er jeg jo heller ikke så glad for." - osv. - For så passer pengene jo, og man har retfærdiggjort sine forbudte tanker.

Jeg har bare sådan en fornemmelse af, at hvis du bliver hos din gravide kæreste (evt. med hjælp fra noget terapi og sådan), så vil du en dag om ej så længe tænke: "Fårk!- Hvad nu hvis jeg havde forladt det her?? Den kvinde jeg elsker og mit dyrebare barn?! " Og den tanke vil give dig koldsved...  Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, det forholder sig, jeg siger blot, at du skal virkelig passe på med at smide noget så potentielt fantastisk væk.

I øvrigt så synes jeg ikke, at din jobsituation bør have nogen som helst indflydelse på dine beslutning. Kan ikke se, hvad det har med kæreste og barn at gøre? Det er jo trods alt "bare" et job.

Men altså: Hvis du forlader din kæreste, så lav på forhånd en kontrakt med dig selv om, at du ikke rør den kvinde, du er forelsket i. Så kan du nemlig være mere sikker på, at din beslutning ikke er sløret.

Det var mit råd. Givet på baggrund af de sparsomme oplysninger, jeg kender til .

Håber, I finder ud af det hele på en ordentlig måde.

Enig..

Syntes du skal tage alle de udefra påvirkelige ting væk, så som forelskelsen og jobbet.. Du skal se udelukket på jer 2 sammen, er det virkelig hende der gør dig ulykkelig, en forelskelse går hurtigt over og et trist job kan man altså skifte ud. Det ville ikke være fair at give din kæresten skylden for din ulykkelige job situation.

Det som der gør, at jeg syntes du skal tænke det lidt mere igennem er, at du skriver du elsker hende. Så syntes jeg et eller andet sted der er noget at kæmpe for og arbejde med, evt stille nogle krav til hende om parterapi.. Pas på med at smide noget så dyrbart væk, for et øjebliks frustrationer og følelser..

Men hvis du virkelige er ulykkelig med hende, og ikke elsker hende, så skal du selvfølgelig ikke blive.. Du skal gå helhjertet indfor et forhold, det skal ikke være på et falsk grundlag, eller udelukket for hendes skyld.. Så er hun også bedste tjent med en chance for, at blive lykkelig med en anden mand.. Du er jo din egens lykkes smed, som jo siger..  

Barnet trives bedst i lykkelige omgivelser om det er jer to sammen, eller hver for sig..  

Du skriver du stadig elsker hende var det så en ide måske at prøve med noget prof hjælp? 

Hvis du mener at i ikke kan finde gnisten igen ville jeg klart også forlade hende nu frem for når barnet er født så hun kan vende sig til livet som kommende enlig mor. 

held og lykke med det håber i finder den bedste løsning for jer alle.

Jeg må sige jeg kender den situation du står i alt for godt... bare med modsat fortegn. Jeg står og skal føde om 5 uger og mit barns far gik fra mig da jeg var 3 mdr henne... det hele blev for meget for ham, med manglende fast job, bøvl med eks og teenagebørn, økonomi og det hele... så han valgte at gå lige før vores bryllup.

At han gik fra mig det er hans valg! Men han har svinget meget frem og tilbage mht vores barn og som det ser ud nu vil han ikke med til fødslen eller se hende... OG DET GØR ONDT!

Så hvis du vælger at gå, er det det du bliver nødt til at gøre for dig. Men stå ved dit ansvar både overfor dit barns mor, for hun vil stadig få brug for dig under graviditeten, og ikke mindst overfor dit barn når det bliver født! Også selv om I helt sikkert vil få det svært i perioder, så er det et valg man tar, om det skal fungerer, om det er en giraf man bliver nødt til at sluge for barnets skyld!!!

Kan ikke se hvorfor du skal få på puklen. Du skriver jo meget ærligt om dine følelser og de frustrationer det giver.

Men det der slår mig allermest er, at du siger du elsker din kæreste!!

Hvis det er sandt og du VIRKELIg elsker hende, så kan jeg ikke se løsningen er, at forlade hende!

Det kan være rigtig rigtig svært at finde ud af hvad der gør man er utilfreds med sit liv og hvorfor man ikke er glad.

Men vil det gøre dig glad at forlade den kvinde du elsker?? 

Stress kan virkelig gøre meget ved et menneske, ligeså kan en forelskelse/betagelse. Men husk græsset er IKKE grønnere på den anden side.

Prøv at fokusere på dit forhold nu, hvad er det du gerne vil have ændret?? er det den trivielle trædemølle der tynger dig? manglende anerkendelse eller noget helt 3?!

Hvis du IKKE ved hvad der skal laves om, kan du ikke ændre på noget, heller ikke ved at gå fra din kæreste og til en ny. Problemet vil jo følge med.

Hvis du derimod ved hvad der skal ændres og din kæreste ikke kan/vil, så er det jo en anden sag.

Hvis lykken er at forlade kæresten, jamen så er det jo den vej du skal gå. Hellere gå end at blive pga. Graviditet/barn. 

Håber du finder lykken igen.

Sisse

Nu har jeg ikke læst hvad de andre piger har skrevet, men kommer alligevel med mine egne råd og holdninger.

Jeg synes at det er enormt flot af dig at du søger vejledning, det er en svær situation at så i, og jeg kender kun følelsen alt for godt mht forrige forhold. Men så vil jeg også sige at når man "lader det gå sin gang" mht baby, så planlægger man altså også at få et barn sammen, og det er en meget stor beslutning, og det kræver begge partnere, så ja, selvfølgelig er det et mega dumt tidspunkt at forlade hende i nu. og det er slet ikke fair overfor din kæreste, men det fortæller du jo også selv, men når det også er sagt...

så når man går og tænker over at forlade sin kæreste, så er man begyndt at miste noget for sin partner hvis man ikke kan se en fremtid, og det er hverken sundt for jer eller barnet hvis i ignorere det.

Nu ved jeg selv at jeg ikke ville kæmpe for det jeg havde dengang, for jeg vidste at der var noget bedre for mig derude, og det er ikke at være egoistisk, det betyder bare at man vælger lykken. der er jo ikke noget ved at være ulykkelig

Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, Men jeg synes da virkelig at du skal overveje det her kraftigt, spørge dig selv igen og igen om det er det rigtige for dig. hvis det ikke er det rigtige for dig, så er det heller ikke for din kæreste.

Jeg synes ikke at man skal blive sammen kun for børnenes skyld.

Men jeg synes godt at man kan kæmpe for det, når man nu har valgt at lave et barn sammen. ellers synes jeg godt at du kunne ha sagt fra noget før, disse følelser er jo ikke lige pludselig dukket op, det er formentlig noget du har gået med i lang tid.

held og lykke

Mischa