Fra furie til tudefjæs!

Riksen skriver:

 

Godt at jeg ikke er den eneste!

Jeg synes det er mærkeligt at have det sådan. Når jeg føler noget, føler jeg virkelig noget! Det er med krop og sjæl, og jeg kan ikke tale mig selv til fornuft, når ført jeg føler noget.

Jeg tuder, råber, skælder ud, bander som en havnearbejder, surmuler, piver som en fem-årig, græder vildt og ulykkeligt og griner helt hysterisk. Nogle gange bliver jeg helt nervøs for om jeg kan skræmmer min kæreste væk - det må ikke være udelukkende sjov og ballade at have en gravid hormonbombe som kæreste

Jeg er fuldstændig enig med dig, alle følelser og ja alle slags følelser kommer bare bragende med 180km/t og selvom jeg prøver at sige til mig selv at nu skal jeg være en sød kæreste, vælter vreden bare nedover mig!

Jeg er virkelig taknemlig for de mænd der har/kan overskue en gravid hormonella kæreste! For jeg tænker da tit på om min kæreste ikke snart går op i en spids! For jeg kunne i hvert fald ikke være kæreste med mig selv lige for tiden    

blomst84 skriver:

Jeg er fuldstændig enig med dig, alle følelser og ja alle slags følelser kommer bare bragende med 180km/t og selvom jeg prøver at sige til mig selv at nu skal jeg være en sød kæreste, vælter vreden bare nedover mig!

Jeg er virkelig taknemlig for de mænd der har/kan overskue en gravid hormonella kæreste! For jeg tænker da tit på om min kæreste ikke snart går op i en spids! For jeg kunne i hvert fald ikke være kæreste med mig selv lige for tiden    

Jeg kunne ikke forklare det bedre selv! Jep, 180 km/t!

Og nej, jeg kunne bestemt heller ikke holde ud at være kæreste med mig for tiden - jeg synes det er svært nok at være i mit hoved, så hvordan er det så ikke at bo sammen med mig?!!

Jeg er også taknemmelig for min dejlige mand, der altså må have en engels tålmmodighed.

Riksen skriver:

 

Nårh, stakkels mand! Jeg ved ikke om min mand er nået til det punkt, hvor han er bange for mig, men det skulle ikke undre mig at der ikke er længe til

Har lidt ondt af vores mænd - vi er jo totalt utilregnelige.

Ja for pokker det har jeg også ha ha. siger også tit til ham når jeg er glad at han skal huske at jeg mener jo ikke noget med mit raserri ha ha. 

Diana... skriver:

Ja for pokker det har jeg også ha ha. siger også tit til ham når jeg er glad at han skal huske at jeg mener jo ikke noget med mit raserri ha ha. 

Det er nok også en god ide at gøre. Jeg har også sagt til min mand at jeg pga. milliarder af hormoner reagerer meget irrationelt og prompte (hvis nu han ikke skulle have opdaget det), og at jeg inderst inde er den Rikke, han kender, og at jeg ikke mener noget med det.

Skønt indlæg Rikke!
Jens har helt fra starten været meget opmærksom på og bekymret for at jeg ville udvikle mig til en hormonheks. Han har listet rundt om mig for ikke at pisse mig af og forsvinder ud i den blå luft hvis jeg hæver stemmen.
Men jeg synes nu ikke selv det er så slemt! Jeg kan godt mærke at min lunte er kortere end ellers - især over for mennesker jeg ikke kender og som fx skubber i bussen osv. Til gengæld har jeg lagt mærke til at mit humør er fuldstændig lissom hos små børn. Jeg bliver utrolig gnaven og irriteret hvis jeg er sulten, og meget pylret og ugidelig hvis jeg er træt... Så inden for de næste tre - fire måneder kommer Jens til at stå med to små børn - mig og Lillemanden

Det er da skønt og meget praktisk at du kan fornemme, når der er optræk til noget, så du kan advare din datter. Det kan jeg godt nok ikke. Det vælter ud af mig som skidt fra en spædekalv...

Hvor sødt at Mikkel er så rummelig at han giver dig kager. Jeg får ingen kager (måske jeg skulle indføre det), men min kæreste spørger lige så stille om jeg er kølet af, når han fornemmer at faren er drevet over, og så giver han mig et stort kram. Meget overbærende!

He he ja det må man sige!! Altså kager og en kop the kan klart løse RIGTIG mange problemer (dvs. mig) herhjemme pt.!!!

I forgårs havde jeg dog en rigtig tudedag. Jeg græd hele dagen over alt muligt latterligt, blandt andet at Mikkel ikke satte hans stol ind til bordet efter brug, og at Kirsitne havde glemt at lukke et køkkenskab og at jeg skulle ud til min mor og hente noget, og at jeg skulle vaske noget tøj. UTROLIGT store problemer, he he. Jeg var ikke vred, bare sådan helt ulykkelig og gik sådan rundt med tårerne trillende ned af kinderne hele dagen, he he... Ihh hvor verden var imod mig, altså!!

Godt jeg kun har haft EEN dag som den indtil nu!! Skrækkeligt! Og man ved jo godt at man er latterlig, jeg kunne bare slet ikke holde op, og slet ikke blive glad igen!! Det var som om at aller inderst er man helt normal og kan sagtens se at man er helt ude i tovene, men det der kommer ud af een er kun tårer og ulykkelighed!

CHRIST!!

Mettemus skriver:

Skønt indlæg Rikke!
Jens har helt fra starten været meget opmærksom på og bekymret for at jeg ville udvikle mig til en hormonheks. Han har listet rundt om mig for ikke at pisse mig af og forsvinder ud i den blå luft hvis jeg hæver stemmen.
Men jeg synes nu ikke selv det er så slemt! Jeg kan godt mærke at min lunte er kortere end ellers - især over for mennesker jeg ikke kender og som fx skubber i bussen osv. Til gengæld har jeg lagt mærke til at mit humør er fuldstændig lissom hos små børn. Jeg bliver utrolig gnaven og irriteret hvis jeg er sulten, og meget pylret og ugidelig hvis jeg er træt... Så inden for de næste tre - fire måneder kommer Jens til at stå med to små børn - mig og Lillemanden

He he, stakkels mand

Ja, det er rigtigt godt beskrevet; at man er som et lille barn. Tilgengæld bliver jeg så også rigtig, rigtig glad over fx et par bittesmå overalls, som jeg absolut må eje, eller endnu bedre: i går hvor Tommy for første gang kunne mærke Bønne/Møffe. Jeg var simpelthen sååå lykkelig - og så er al irritation og vrede, som evt. skulle have været til stede, forsvundet som dug fra solen.

Det er noget af nogle rutsjeture, man får taget sig i løbet af 9 mdr.! Satser på at det bliver bedre, når man er blevet mor...

Riksen skriver:

He he, stakkels mand

Ja, det er rigtigt godt beskrevet; at man er som et lille barn. Tilgengæld bliver jeg så også rigtig, rigtig glad over fx et par bittesmå overalls, som jeg absolut må eje, eller endnu bedre: i går hvor Tommy for første gang kunne mærke Bønne/Møffe. Jeg var simpelthen sååå lykkelig - og så er al irritation og vrede, som evt. skulle have været til stede, forsvundet som dug fra solen.

Det er noget af nogle rutsjeture, man får taget sig i løbet af 9 mdr.! Satser på at det bliver bedre, når man er blevet mor...

Arghh.... Altså det bliver bedre... Men ens psyke bliver ALDRIG den samme! Altså hvor var jeg hård i det, før Kirstine. Der skulle RIGTIG meget til før jeg blev sur eller fornærmet. Jeg var bare mig helt inde i kernen hvor ingen kunne nå. Så blev jeg gravid og fødte og siden har hyyyler jeg over sørgeligt fjernsyn (det lille hus på prærien f.eks eller fødsler i DUM) og jeg bliver SÅ ked af det hvis jeg får lidt kritik osv osv. Det bliver bare ALDRIG det samme!

DK skriver:

Arghh.... Altså det bliver bedre... Men ens psyke bliver ALDRIG den samme! Altså hvor var jeg hård i det, før Kirstine. Der skulle RIGTIG meget til før jeg blev sur eller fornærmet. Jeg var bare mig helt inde i kernen hvor ingen kunne nå. Så blev jeg gravid og fødte og siden har hyyyler jeg over sørgeligt fjernsyn (det lille hus på prærien f.eks eller fødsler i DUM) og jeg bliver SÅ ked af det hvis jeg får lidt kritik osv osv. Det bliver bare ALDRIG det samme!

Puha! Der bristede min idylliske forestilling om et "normalt liv"

Ej, jeg har forvejen altid haft let til tårer, men det her er på et niveau, hvor selv jeg synes, jeg tuder for meget - og så er det slemt. Men jeg har heldigvis en dejlig og ikke mindst forstående kæreste, der kan rumme mine følelser, når jeg ikke selv kan - hurra for det!

Men jeg er da godt nok spændt på hvordan vores nye liv bliver - især i forhold til min psyke - håber da at mine raseriudbrud bliver moderede en smule

Riksen skriver:

He he, stakkels mand

Ja, det er rigtigt godt beskrevet; at man er som et lille barn. Tilgengæld bliver jeg så også rigtig, rigtig glad over fx et par bittesmå overalls, som jeg absolut må eje, eller endnu bedre: i går hvor Tommy for første gang kunne mærke Bønne/Møffe. Jeg var simpelthen sååå lykkelig - og så er al irritation og vrede, som evt. skulle have været til stede, forsvundet som dug fra solen.

Det er noget af nogle rutsjeture, man får taget sig i løbet af 9 mdr.! Satser på at det bliver bedre, når man er blevet mor...

Eijh det er virkelig også fantastisk når han får lov at mærke liv. Så er han meget mere med. Synes godt det kan være lidt ærgerligt at graviditeten er så meget for moren og ikke rigtig for faren.

Mht til lykke over små bitte bukser kan jeg fuldstændig følge dig, men det er som om Jens ikke forstår min umiddelbare kærlighed (for det er det!) overfor marineblå fløjlsbukser med rød traktor på numsen?!??!?! Så er det godt i herinde er mere forstående!