Jordet af mine forældre

SussieThyssen skriver:

Nogle mødre er bare sådan.
Sådan har min desværre også været, men jeg har gennem årene fået vendet hende..næsten..af med det.
Det er bare som om man ALDRIG kan gøre noget godt nok.
Og når man kommer farende og jubler over noget, så skal de nok pille alle minusserne ud af det og rive en i næsen med det.
Og helt ærligt..selv som 51 årig kan jeg stadig undre mig over det.
Jeg levede med det så længe det kun var mig det gik ud over, men da hun begyndte på det samme over for min ældste, så sagde jeg stop. Og sagde lige ud, at hvis hun ikke kunne glæde sig og sige noget positivt istedet for altid at skulle ødelægge glæden, jamen så opnåede hun bare, at hverken jeg eller hendes børnebørn nogen sinde gad fortælle hende noget.
Den tog hun til sig.
Hun har ind imellem et lille tilbagefald, men hun har lært at tøjle sine bekymringer og sige: Ihh hvor er det dejligt skat!
Hvis hun så vitterligt bekymrer sig, jamen så læsser hun af til en anden.
Jeg tror, du simpelthen skal sige fra..kort og kontant..og så må hun blive lige så sur hun vil.

Kærligst
Sussie

Syntes det er mega svært hvordan man lige skal få det bragt på banen

Tulipan skriver:

Syntes det er mega svært hvordan man lige skal få det bragt på banen

Vil da anbefale at du nu og her griber hende i armen næste gang hun begynder og siger: Mor, må jeg lige tale med dig!
og så går du i enrum med hende, og meddeler hende hvad du har at sige.
Kort kontant og ærligt.
Kærligst
Sussie