Jeg kammer fuldstændig over snart

dorthemus skriver:

Jeg orker det ikke...12 ugers springet er jeg ikke kommet mig over endnu  Lige nu er der stille før storm, men hendes soverytme om dagen er totalt fucked up

Runa er 15½ uger gammel...men hvis det skal regnes fra terminen så er hun 16 uger i morgen...det rykker tættere og tættere på

Til din trøst kan jeg sige at det vi oplever nu endnu ikke er i nærheden af 12ugersspringet! Slet slet ikke! Han er rigtig dejlig det meste af tiden, han har bare sine ulvetimer der mellem 11 og 16 hvor han svinger rigtig meget. Og det der hjælper allerbedst er rutine rutine rutine!!! Og han er 19 uger på mandag

Rosa skriver:

Til din trøst kan jeg sige at det vi oplever nu endnu ikke er i nærheden af 12ugersspringet! Slet slet ikke! Han er rigtig dejlig det meste af tiden, han har bare sine ulvetimer der mellem 11 og 16 hvor han svinger rigtig meget. Og det der hjælper allerbedst er rutine rutine rutine!!! Og han er 19 uger på mandag

Jamen det hjælper for jeg troede at 19 ugers springet var værre....vi havde en rigtig god putterutine for nogle uger siden hvor jeg kunne putte hende i egen seng om aftenen, men det kan jeg ikke længere. Og jeg er ved at blive bims i kasketten over at der skal være så meget gråd og brokmås om aftenen og at hun ligger i sofaen og skal sove....jeg har brug for, at være mig selv engang imellem

...ja og så er det hårdt at hun sover så uroligt om dagen og kun tager korte lure.

Ved PRÆCIS hvordan du har det - Nicolaj er også krop umulig disse dage - 3. dagen idag.. og har bare været ved at blive sindssyg idag!! Har også tænkt, er det tænder, er han forkølet, er han bare overtræt, er han syg, er det et tigerspring - hvad fanden foregår der!!!?

Og det er super forvirrende, at der indimellem det larmende tuderi, eller småklynken eller kampe for at få ham til at sove/spise - så pludselig kommer en masse smilere min vej og en glad dreng som ligger og svinger med arme og ben på puslebordet af fryd.. så bliver man vildt glad jo! Men få minutter efter, er han tilbage i samme sure/kede humør igen... weird..

Er stadig ikke helt sikker på hvad det er der foregår.. han er fra 23 april... jeg fik selv tænder som 5 mdr ved ik om det er det eller et tigerspring, men feber er der ikke.

Men ja - ved præcis hvordan du har det...

Hold da op, præcis vores liv pt, vi er igang med 12 ugers springet..........Det er såååååå hårdt, alle rutiner man har kæmpet med forsvinder!!!!!!!!!!!

Gud hvor rart der andre i samme situation, nogle gange tænker jeg hmmmm hun gør det for at plage os he he 

Jeg har lige været igennem det med Alfred. Man bliver SÅ frustreret og gider slet ikke gå hjemme - eller dvs. sådan havde jeg det!!! Heldigvis er det - som mange allerede har skrevet - en fase. Hold ud - det holder snart op!

Julie

Som de andre skriver - det lyder som et tigerspring og selvom de kan være slemme går de over igen Du skal nok få din dejlige datter tilbage igen..

Ikke for at skræmme nogen, men herhjemme blev de værre og værre med alderen. 72 ugers springet tog 1½ -2 måneder med ynk og klynk og konstant gråd og hysteriske anfald med 10 minutters mellemrum. Hun ville intet og kunne intet og brød totalt sammen i gråd hvis man gav hende vand istedet for mælk eller tillod sig at åbne hendes ostehaps eller tage hendes sko af... 

Det var så slemt en overgang at jeg begyndte at lægge hende i seng ½ time tidligere, simpelt hen fordi jeg ikke magtede mere.

Heldigvis er det stadig bare en fase - det går over igen, så bare hold ud

Prøv at være lidt eftergivende og forebygge situationerne istedet for at holde på principper, så bliver det hele lidt nemmere. Bare pas på ikke at få indført 117 dårlige vaner, men hvis du fx VED hun starter med at græde, hvis du går nogle steder, så gå hen og saml hende med op og tag hende med, hvis du fx skal i køkkenet og prøv at tilrettelægge dagen efter at hun skal være i fokus. Spis rugbrød eller færdigretter, hvis det er alt hvad du kan få hænderne fri til at lave osv... Det er ikke nogen mirakel kur, men det hjælper en lille smule...

Jeg har lige været igennem det med Alfred. Man bliver SÅ frustreret og gider slet ikke gå hjemme - eller dvs. sådan havde jeg det!!! Heldigvis er det - som mange allerede har skrevet - en fase. Hold ud - det holder snart op!

Julie

Hvor ER han iøvrigt bare dejlig på dit profilbillede - jeg kan slet ikke stå for det smil der... 

Åhhh stakkels piger...jeg føler sådan med jer.
Der er kun een måde..tilkald garden.
Tilkald bedstemor, søster, veninde eller endnu bedre farmand...læg skrigeballonen i armene på dem og sig: NU tager DU over!!!
Og så går du ud og tager din jakke på og smutter. Tag et par timer for dig selv og glem alt om børn, hus, hjem og hvad der elelrs kan være. Gå en lang tur, gå i byen, gå på en café, gør hvad som helst, men kom væk. Og tag så kage med hjem til babypasseren når du føler, at nu har du fået rettet sjælen ud.

Da jeg havde fået min den første, havde hun 3 måneders kolik, og jeg var ved at blive sindsyg. Lige pludseligt en eftermiddag, da jeg var ved at gå helt ud af mit gode skind, dukkede svigermor op. Hun tog ungen ud af armene på mig, sendte mig i bad og så ellers en tur i byen. I guder hvor var det skønt.
Efter det aftalte vi at hun ville komme 3 gange om ugen et par timer og tage over...og miraklet skete efter et par uger stilnede det af. Når jeg kom hjem var der fred og ro i huset og jeg fandt svigermor gående rundt med hende, hængene på armen på maven. Sådan en gammel rotte vidste præcis hvad der skulle til, og havde mit forhold ikke været godt til min svigermor før, så blev det endnu bedre efter det. Hun lærte mig lidt gode gammeldags tricks og fiduser, og så havde hun også den ro og fasthed, der skulle til. Men først og fremmest så gav hun mig mulighed til at genfinde mig selv, lade batterierne op og tænke på noget andet.
Held og lykke

Kærligst
Sussie

Skouboe skriver:

 

Hvor ER han iøvrigt bare dejlig på dit profilbillede - jeg kan slet ikke stå for det smil der... 

Ih hvor er du sød - ja han er lidt af en charmetrold  Nu er jeg bare spændt på hvordan han bliver her i seperationsangstfasen. Han er SÅ udadvendt og glad for alle mennesker nu, så det bliver spændende at se! Men tusind tak fordi du siger det - det varmer bare en mors hjerte helt op 

Julie

tak for alle jeres svar og historier. Vi er vist ikke alene her . Mange er åbenbart igennem det. Det hjælper måske lidt, at det er helt normalt - men fuck (undskyld) hvor er det hårdt.

Her troede jeg, at tiden på min arm næsten var forbi efter hun ikke er nyfødt mere - men så lige pludselig ud af den klare himmel, vil hun ingenting.

Jeg har det med at blive frusteret, og så bliver jeg ked af det. En ond cirkel - det smitter af på hele familien.

Hun er nu 18 uger gammel, og det begyndt for et par dage siden.