Det er altid så dejligt, når man møder mennesker som jer..det varmer helt ind i sjælen, det skal I vide. 
Jeg hører til dem, der hele mit liv har "reddet" alt, hvad der reddes kan, og jævnfør en anden tråd herinde omkring det at hjælpe mennesker i nød, så har jeg valgt, at de fleste af de få hjælpe-penge jeg bruger (har råd til at bruge) går til dyr.
Siden jeg var lille, har jeg været aktiv inden for alle mulige former for dyrebeskyttelse...sådan i det små.
Jeg er medlem af Dyreværnsforeningen, Dyrernes beskyttelse, Kattens værn, Danske Pindsvine Venner, og en hel del flere. Og hvis jeg havde mulighed for at donere et stort beløb, så ville det netop gå til Falck's dyrereddere. De er engagerede og entusiastiske dyreelskere, og kommer altid så hurtigt som de kan og kan få lov. Privat er mange af dem også aktive inden de før nævnte foreninger, og de tager også gerne ud og hjælper nødlidende dyr i deres fritid.
Og JO, det er helt gratis at bede Falck om hjælp til et nødstedt dyr. så det må aldrig afholde jer fra at kontakte dem. Iøvrigt er deres nummer 70 10 20 30 og der kan man ringe døgnet rundt 
Jeg er vokset op i en dyretosset familie, det må indrømmes. Min far var ingeniør og landmand, så min barndom har altid været tilknyttet en stor gård med masser af dyr. Køer, heste, får, høns, ænder, hunde og katte har været en vigtig del af hele min barn- og ungdom. Jeg husker når det var lemningssæson og vi havde 7-8 kasser med for tidligt fødte eller forkomne små lam stående inde ved oliefyret i bryggerset og mor trofast stod op 2-3 gange om natten for at tilse dem og give dem mælk, eller dengang min far flyttede 25000 baller halm for at grave sig ned til en lille forladt killing, der lå og skreg gudjammerligt allernederst i hjørnet af halmladen. Eller dengang jeg kom hjem med en ælling der ikke kunne svømme og var forladt af sin mor. Den havde vi i mange år som kæleand 
Hvad jeg ikke har fyldt huset og gården med, fugleunger, krageunger, ugleunger, museunger. Skadede fugle i massevis, trafikramte katte osv osv
Da jeg var 8 år kom jeg til at klemme en killing i lukkedelen ved hængslerne i døren til en hestebox. Den stak simpelthen sit lille hoved igennem sprækken, og da jeg så lukkede døren, ja så blev hele dens lille hals kvast sammen. Det var dér min praktiske sans og evne til at handle konstuktivt i krisesituationer for første gang virkeligt viste sig. Jeg var med det samme klar over at det lille dyr ikke stod til at redde og at den led ganske forfærdeligt, så jeg så mig om efter det rigtige redskab og greb en spade og hakkede simpelthen hovedet af den. Først bagefter brød jeg helt sammen, og løb tudbrølende over til min mor, der omgående fik samlet sammen på mig, puttede mig i bad, for jeg var helt oversprøjtet med blod og trøstede mig længe, længe. Den aften besluttede min far sig til at lære mig hvordan man afliver et dyr humant og effektivt, og han lærte mig bl.a. at bruge sin salonriffel. Jeg har siden altid haft en spade og en solid mukkert liggende i bilen, og jeg har gennem årene haft brug for dem. Sørgeligt men sandt.
Så jo jeg forstår alt for godt en lille piges fortvivlelse når ingen gider stoppe op og hjælpe. Stakkels, stakkel lille dig. 
Senere hen i mit voksenliv har jeg været "pindsvinemor", nok noget af det sværeste og mest tidskrævende der findes, været katteredder, opfostret utallige killinger, været kontrol-kontakt person for både kattens værn og dyrernes beskyttelse og meget andet. Så at se mig køre forbi et skadet dyr vil aldrig kunne forekomme.
Efter jeg er blevet mindre mobil rent fysisk pga mit smadrede bækken, har jeg lagt foster-mor opgaverne på hylden, men så er der alligevel stadig mange andre ting jeg kan gøre.
Så JO...kunne aldrig lade et forsvarsløst eller lidende dyr ligge.
Kærligst
Sussie
