Sig det er normalt...

årh smukke.
Er helt sikker på at det er HELT normalt.
Kan fortælle dig jeg har det sådan, er bare ikke på homoner endnu.
Den der uvished er frygteligt. Selvfølgelig tænker man, lykkedes det nogensinde? Bliver vi forældre osv. osv. tro mig jeg kender tankerne.

Var din kæreste igennem scanninger osv. før i kom igang.

Håber I klarer den smukke

er her hvis du får brug for mig

Åh hvor jeg føler med dig søde ...

Det er simpelthen det mest forfærdelige når bolden bare triller, man føler sig bare SÅ ucharmerende, ikke nok med de fysiske ændringer i kroppen, som bare gør man føler man ligner LORT, så er der også de psykiske ting. At man virkelig bare på ingen måde føler sig som en kvinde, hvorfor gider ens mand overhoved se på en eller være sammen med en når man går igennem alt det her? Hvorfor kan man ikke bare blive gravid som alle andre?

Det er virkelig noget af det hårdeste psykisk jeg nogensinde har prøvet at være i behandling. Aldrig at vide hvor længe man skal fortsætte, altid at skulle bevare håbet og samtidig ikke lade det overskygge ens hverdag. Det er nærmest en umulig opgave at finde en vej gennem det hele.

Men bare giv dig selv lov til at reagere og bande det hele væk og græde når du bare har brug for det. For du er helt normal søde.

Kruse90 skriver:

årh smukke.
Er helt sikker på at det er HELT normalt.
Kan fortælle dig jeg har det sådan, er bare ikke på homoner endnu.
Den der uvished er frygteligt. Selvfølgelig tænker man, lykkedes det nogensinde? Bliver vi forældre osv. osv. tro mig jeg kender tankerne.

Var din kæreste igennem scanninger osv. før i kom igang.

Håber I klarer den smukke

er her hvis du får brug for mig

Nej, han var ikke igennem scanninger? Jeg tænker lidt: Hvad og hvordan skulle han scannes???

Jeg synes det hele føles så hårdt lige nu, og skal dagligt samle mig op fra gulvet. Har aldrig haft det så skidt som nu, tror jeg... Det er virkelig en kamp uden lige...

Tak for tankerne og brevene. Jeg orker bare ikke at svare

Sofiekdk skriver:

Åh hvor jeg føler med dig søde ...

Det er simpelthen det mest forfærdelige når bolden bare triller, man føler sig bare SÅ ucharmerende, ikke nok med de fysiske ændringer i kroppen, som bare gør man føler man ligner LORT, så er der også de psykiske ting. At man virkelig bare på ingen måde føler sig som en kvinde, hvorfor gider ens mand overhoved se på en eller være sammen med en når man går igennem alt det her? Hvorfor kan man ikke bare blive gravid som alle andre?

Det er virkelig noget af det hårdeste psykisk jeg nogensinde har prøvet at være i behandling. Aldrig at vide hvor længe man skal fortsætte, altid at skulle bevare håbet og samtidig ikke lade det overskygge ens hverdag. Det er nærmest en umulig opgave at finde en vej gennem det hele.

Men bare giv dig selv lov til at reagere og bande det hele væk og græde når du bare har brug for det. For du er helt normal søde.

Tusind tak. søde Sofie. Du skriver det altid så fint, så alt giver mening. Du er god til at sætte ord på, hvad det er der sker, og hvordan det føles.

Jeg har svært ved at give mig selv lov til at være svag og sårbar.... Men jeg må nok hellere lære det, for det kan ikke ignoreres, at det gør ondt og er hårdt for både krop og sind!

Jeg føler jeg svigter så mange, både familie og venner (herinde som IRL) fordi jeg knapt orker en sms eller at tage telefonen.. Mit studie/praktik og behandlingen fylder hele min dag, og tager det energi der er.... Og det ligner mig ikke.. Men sådan er det nu engang. Man ofrer alt for sit højeste ønske; Et barn, med den man elsker!

Kære Kitty

Jeg kan ikke andet end at komme med lidt trøstende ord og tanker.

Det er en hård tid du for øjeblikket går ignnem, men hvor klarer du det flot..

Gør lidt godt for dig selv og husk der er lys forude

linefun skriver:

Kære Kitty

Jeg kan ikke andet end at komme med lidt trøstende ord og tanker.

Det er en hård tid du for øjeblikket går ignnem, men hvor klarer du det flot..

Gør lidt godt for dig selv og husk der er lys forude

Tak!