er det mig der er galt på den ???

mig og kæresten kom op og skændes igår .. og det var et af de værre 

vi har en søn på 1 måned og det er jo selvfølgelig mest mig han er ved , men også mig han helst ved værre hos og det har min kæreste det rigtigt svært ved og siger flere gange at vores søn slet ikke kan lide ham fordi han har meget svært ved at trøste ham..

og da det er begrænset hvor meget jeg som mor kan holde til at mit lille barn græder spørger jeg derfor tit om jeg skal ta' ham hvilket får min kæreste til at føle jeg ikke synes han er nogen god far  

igår kulminerede det så lidt da han skulle ta' ham mens jeg gik i bad .. og kort fortalt så endte det med at han sagde i vrede at så kunne jeg også bare passe ham ALENE de næste par år !!!

efter at ha' tygget lidt på den fik han at vide at hvis det skulle være på dén måde så kunne han sq lige så godt bare skride !! 

og sagde så bagefter, at der var jo ingen grund til at han var der hvis ikke han ville være der for ham og mig!!

og måtte så bruge resten af dagen på at forklare at det jo ikke var fordi jeg ville ha' at han skulle skride og jeg stadig elskede ham  men ville ikke kunne være i et forhold der skulle fungere sådan ..

så er det så at jeg gerne vil vide om det er mig der er galt på den at bede ham om at skride ??? 

håber det var nogenlunde til at forstå og så undskyld det blev lidt langt men måtte bare lige ud med det ..

Herhjemme har vi den aftale at man ALDRIG siger sådan til den anden med mindre man mener det. At sige vedkommende skal skride er noget af det mest sårende man kan sige til et andet menneske.

Og jeg forstår godt at din kæreste er frustreret over at han i hans øjne fejler som far, når han ikke engang kan trøste sin egen søn. Så han er da dybt sårbar og at du så ovenikøbet siger til ham at han bare kan skride, og dermed siger at han heller ikke duer som kæreste, så kan han da ikke være trådt mere på …

Tror du bliver nødt til at løssne op i forhold til din søn og kæreste og så arbejde ihærdigt på at de to får et forhold til hinanden. Det er guld værd at ens partner også kan håndtere den lille. Så giv ham noget rum til at lære sin søn at kende - og håndtere ham på SIN måde.

Håber I får løst det og alle 3 får et forhold til hinanden som er bæredygtigt i længden.

Ag

Er det ikke bare almindelig turbulens efter der er kommet en lille ny til? Der er mange ændringer som både mor og far skal acceptere. Selvfølgeligt vil din kæreste kunne passe jeres barn alene, men lige nu er han frustreret over ikke at føle sig tilstrækkelig.

Måske det ville være sundt at han passede jeres dreng med dig ude af huset. Du ammer formentligt stadig, men bare kortvarigt i en ammepause. Når du ikke er der kan han ikke bare "give op" og du kan ikke bare "tage over". Så vil han hurtigt finde ud af at han KAN det hele Og at han har sine egne måder at gøre tingene på - han vil aldrig kunne trøste som dig, men han kan trøste som ham

Så ro på. Tror begge I har sagt og kommer til at sige ting I ikke mener. Det er en turbulent tid Og jeres barn bliver super glad for jer begge, det skal ingen af jer være i tvivl om

i mine øjne handler det overhovedet ikke om han skal skride eller ej, eller hvem der sagde hvad.

Der er ikke noget mere sående end når man føler sig fravalgt af ens eget barn! -det må være helt vildt svært for din kæreste, og meget meget ømtåligt at indrømme. Det gør jo ondt på ham. At han så oven i hatten skal have den med at; Nu skal jeg nok tage ham. Når den lille græder og far ikke kan trøste. Det er næsten ubærligt. Forestil dig lige sitiuationen den anden vej rundt! Når du kæmper for at få jeres dreng trøste, hvis farmand så kom at tog drengen ud af hænderne på dig, fordi han var en bedre forældre end dig! Det ville ikke føles rart!

Du skal selvfølgelig amme, men ellers så gælder det bare om at jeres dreng er så meget ved far som overhoevedet muligt, når far er hjemme. Det er den eneste måde de kan få et forhold på. Far kan holde og skifte ble, mens du laver aftensmad. Far kan give nattøj og putte, og du kan amme i søvn.

Men hvis I skal være ligeværdige, er I også nød til at respekter hinanden og hinanden følese og at det er jeres FÆLLES barn.

Marco2 skriver:

Herhjemme har vi den aftale at man ALDRIG siger sådan til den anden med mindre man mener det. At sige vedkommende skal skride er noget af det mest sårende man kan sige til et andet menneske.

Og jeg forstår godt at din kæreste er frustreret over at han i hans øjne fejler som far, når han ikke engang kan trøste sin egen søn. Så han er da dybt sårbar og at du så ovenikøbet siger til ham at han bare kan skride, og dermed siger at han heller ikke duer som kæreste, så kan han da ikke være trådt mere på …

Tror du bliver nødt til at løssne op i forhold til din søn og kæreste og så arbejde ihærdigt på at de to får et forhold til hinanden. Det er guld værd at ens partner også kan håndtere den lille. Så giv ham noget rum til at lære sin søn at kende - og håndtere ham på SIN måde.

Håber I får løst det og alle 3 får et forhold til hinanden som er bæredygtigt i længden.

Ag

jeg mente det skam også , hvis ikke han vil være der for ham synes jeg slet ikke han skal være der ! det kan godt være det er hårdt sagt men gider ikke at min søn skal ha' en far som går og kommer som det passer ham ..

og tro mig , jeg kæmper for at de skal få et rigtig godt forhold sammen . men det er bare som om han har givet op på forhånd

men tak fordi du er ærlig 

Det der med at dit barn græder og du spørger om du skal tage over skal du for guds skyld lade være med .. Det gjorde jeg også da William var ny og det bliver kæresterne altså irriteret over.. Jeg ved det er super hårdt at de græder, men lad din kæreste finde hans egen måde at trøste på! Det vil give ham så meget selvtillid i sidste ende og endda også hjælpe dig, at han kan tage over når det brænder på

Så stol på din kæreste os selvom det tager tid, det skal nok lykkedes i sidste ende Det gjorde det ihvertfald her

Mumto3 skriver:

i mine øjne handler det overhovedet ikke om han skal skride eller ej, eller hvem der sagde hvad.

Der er ikke noget mere sående end når man føler sig fravalgt af ens eget barn! -det må være helt vildt svært for din kæreste, og meget meget ømtåligt at indrømme. Det gør jo ondt på ham. At han så oven i hatten skal have den med at; Nu skal jeg nok tage ham. Når den lille græder og far ikke kan trøste. Det er næsten ubærligt. Forestil dig lige sitiuationen den anden vej rundt! Når du kæmper for at få jeres dreng trøste, hvis farmand så kom at tog drengen ud af hænderne på dig, fordi han var en bedre forældre end dig! Det ville ikke føles rart!

Du skal selvfølgelig amme, men ellers så gælder det bare om at jeres dreng er så meget ved far som overhoevedet muligt, når far er hjemme. Det er den eneste måde de kan få et forhold på. Far kan holde og skifte ble, mens du laver aftensmad. Far kan give nattøj og putte, og du kan amme i søvn.

Men hvis I skal være ligeværdige, er I også nød til at respekter hinanden og hinanden følese og at det er jeres FÆLLES barn.

undskyld mig , men indimellem er det jo bare sin mor han gerne vil ha' og så kan jeg da ikke lade mit barn græde i flere timer .. det får de da ihvertfald ikke noget godt forhold ud af .. 

og vil også godt tilføje at det ikke er fordi at det er med det samme han begynder at græde jeg tager ham .. jeg giver dem virkelig en chance for at finde ud af det sammen men der er bare en grænse for hvor meget jeg kan ta'..

men også tak til dig fordi du er ærlig har sku nok brug for at blive sat lidt på plads engang imellem

Naannaa87 skriver:

Det der med at dit barn græder og du spørger om du skal tage over skal du for guds skyld lade være med .. Det gjorde jeg også da William var ny og det bliver kæresterne altså irriteret over.. Jeg ved det er super hårdt at de græder, men lad din kæreste finde hans egen måde at trøste på! Det vil give ham så meget selvtillid i sidste ende og endda også hjælpe dig, at han kan tage over når det brænder på

Så stol på din kæreste os selvom det tager tid, det skal nok lykkedes i sidste ende Det gjorde det ihvertfald her

rart at høre det kan blive bedre .. tror bare jeg må gå en tur når han græder så han ikke føler jeg "overvåger" ham hele tiden ..

men synes sku bare det er så hårdt når han græder

MarieMor skriver:

rart at høre det kan blive bedre .. tror bare jeg må gå en tur når han græder så han ikke føler jeg "overvåger" ham hele tiden ..

men synes sku bare det er så hårdt når han græder

Det er en rigtig god ide at du går lidt væk som du selv siger når han prøver at trøste, det skulle jeg ihvertfald for det stresser farmand at blive kigget på

Du skal ihvertfald bare være glad for at der ikke er kolik hjemme hos jer som der var her Jeg ved hvor svært det er når baby græder bare giv dem tid og plads

Vi har været igennem samme problematik her.. Tror faktisk det er en ret normal diskution...

Jeg spurgte også altid om jeg skulle tage vores datter når hun græd, og efter min mand flere gang var bleve sur, aftalte vi at jeg ikke skulle blande mig og hvis ikke han kunn trøste hende, så kom han selv og gav hende til mig. og der gik aldrig mere end 10min, så det var til at holde ud.

Det fungerede rigtigt godt.

Men min mand og datter har et super forhold til hinanden, det havde de også da hun var helt lille bare ikke lige når hun var ked. Men den første 14 dage, sov hun hver nat på sin fars mave, så på den måde har de haft masser af gode stunder sammen, når hun var glad og tilfreds.

Så kunne være du skulle få kæreste til at have noget ekstra tid med jeres søn når du ved han er glad... Eks. hvis han godt kan lide at være i bad, så lad din kæreste stå for det.. Så din kæreste kan se at han godt kan tage sig af sin søn, og jo mere selvtillid han får i forhold til hvad han kan jo mere ansvar skal du også være villig til at give ham.

Og tilsidst, vi har også haft diskutioner hvor jeg sagde at min mand bare kunne smutte hvis det skulle være på den måde, men tror vi har det anderledes med den diskution i forhold til andre, da vi ofte siger det.... Eks. hvis min mand siger han vil på skiferie og scorer en dulle, så siger jeg så smutter jeg. Men er mere et spørgsmål om at vi begge ved at han kunne ikke finde på at være samme med en anden lige så vel som jeg ikke vil smutte fra ham, fordi vi ved hvor vi har hinanden. Så tror det er svært at sige om det er okay at sige eller ej, kommer for mig meget an på forholdet.