Er jeres børn ligeså morsyge?

Bayze skriver:

Altså der er ingen tvivl om at det er mig der har det bedste tag på Anthon - det har det været hele tiden og sådan er det stadig. Nu gik min amning jo i fisk allerede efter 4 uger, så derfor har den ikke alene "bundet mig" til Anthon. Efter godt 5 uger begyndte jeg at ride igen, er seriøs dressurytter og har min egen hest, så var jo vild for at kome i gang igen. Så siden da har jeg været afsted stort set hver dag i ca 2 timer. Det var vildt hårdt i starten, stressede helt vidlt, men syntes omvendt også det var vigtigt for min egen trivsel.

I starten kunne Rasmus godt rende ind i at Anthon græd meget og han havde svært ved at stoppe det (nu var han jo MEGET urolig de første par måneder), gik det helt galt ringede han efter mig og så kom jeg bare hjem og så prøvede vi igen næste dag. Men der er absolut INGEN tvivl om at det er det faktum at jeg har ladet de to have en daglig stund for sig selv der har gjort at Rasmus stille og roligt er blevet super god til at tackle ham, og han har også knyttet sig helt vildt til ham og lært ham at kende på en anden måde ved at være selv med ham. Det er stadig sådan indimellem at han ringer efter mig og så smider jeg hvad jeg har i hænderne og kommer hjem, men der går langt imellem (nu har vi jo lige haft det lede 19 ugers tigerspring). Jeg synes at det for os har været et kæmpe plus for alle parter at vi har gjort sådan, hvis ikke jeg engang imellem slap roret, så ville Rasmus aldrig komme til fadet og når han var, så ville jeg sidde og rette på ham, som den mor af værste skuffe jeg kan være

SÅ, det jeg vil sige er, I skal bare stille og roligt tage hul på at vænne jer til at du tager lidt afsted og de er alene, så skal Johanne nok "tage ham mere til sig" igen. Det er nødvendigt for dig, det er godt for faren og det er jo også godt for Johanne. Men det kommer nok til at gøre lidt ondt i hjertet på dig i starten. Men Maria, du skal jo tage hul på at bryde lidt med efter-fødsels-symbiosen på et eller andet tidspunkt, og nu er hvert fald ikke for tidligt. Gud forbyde det, men vi skal jo aflevere dem i pasning inden vi når at se os om BUHUUU

Kære Tina, hvor er det skønt at høre at jeg ikke er alene om gerne at ville lidt ud selv, og hvor er den dejligt for jer at det er gået så fint med at lade Rasmus tage over. Manden her har sådan set hele tiden støttet mig i, at jeg skulle få lov til at have lidt egentid, men her i de hårdeste sommermåneder, hvor han er på arbejde HELE tiden, har det bare ikke rigtig kunne lade sig gøre, og nu hvor vi har mulighed for det igen, går det bare slet ikke. Jeg glæder mig enormt til at komme ud og løbe en tur igen, og faktisk til at komme på arbejde nogle timer. Jeg er forsker og det er bare ikke et job man lægger i skuffen eller får en vikar til, når man ikke er der, og glæder mig til at komme på kontoret et par timer, lukke døren og tænke og kommunikere med mine kolleger. Indtil nu har jeg haft Johanna med til projektmøder og til jobmiddage, fået mine specialestuderende til at gå tur med barnevognen og vejledt over telefonen mens jeg ammede . Jeg føler egentlig ikke, at det er mig, der lider af seperationsangsten (nærmere jeg skiller mig lidt ud fra flertallet ved overhovedet at have lyst til at tage hjemmefra uden min baby). Vi har øvet med sutteflaske her de sidste uger og har endelig fået DET til at fungere, og mor her har malket mælk, så alt er klart til at far kan tage over, men han mister modet lidt, når hun bliver så ked af det hos ham. Jeg tror jeg skal dele jeres succeshistorie med Rupert og håber vi også får det til at lykkes her.

MariaJ skriver:

Kære Tina, hvor er det skønt at høre at jeg ikke er alene om gerne at ville lidt ud selv, og hvor er den dejligt for jer at det er gået så fint med at lade Rasmus tage over. Manden her har sådan set hele tiden støttet mig i, at jeg skulle få lov til at have lidt egentid, men her i de hårdeste sommermåneder, hvor han er på arbejde HELE tiden, har det bare ikke rigtig kunne lade sig gøre, og nu hvor vi har mulighed for det igen, går det bare slet ikke. Jeg glæder mig enormt til at komme ud og løbe en tur igen, og faktisk til at komme på arbejde nogle timer. Jeg er forsker og det er bare ikke et job man lægger i skuffen eller får en vikar til, når man ikke er der, og glæder mig til at komme på kontoret et par timer, lukke døren og tænke og kommunikere med mine kolleger. Indtil nu har jeg haft Johanna med til projektmøder og til jobmiddage, fået mine specialestuderende til at gå tur med barnevognen og vejledt over telefonen mens jeg ammede . Jeg føler egentlig ikke, at det er mig, der lider af seperationsangsten (nærmere jeg skiller mig lidt ud fra flertallet ved overhovedet at have lyst til at tage hjemmefra uden min baby). Vi har øvet med sutteflaske her de sidste uger og har endelig fået DET til at fungere, og mor her har malket mælk, så alt er klart til at far kan tage over, men han mister modet lidt, når hun bliver så ked af det hos ham. Jeg tror jeg skal dele jeres succeshistorie med Rupert og håber vi også får det til at lykkes her.

Jeg tror absolut ikke du skiller dig ud fra flertallet ved at have det som du har det, det er ikke min erfaring, og hvad så hvis du gjorde!? Jeg ville blive bims hvis ikke jeg fik lov at lade op for mig selv på min måde en lille stund indimellem - så har jeg noget at give igen. Jeg er 100% sikker på det udelukkende er et spørgsmål om stille og rolig tilvænning hjemme hos jer, og jo hurtigere I kommer i gang jo bedre. Og fodnote til Rupert - det er jo ikke ham som person hun afviser, det er udelukkende fordi hun har været vant til næsten kun at være med dig og han har grundet omstændigheder ikke været der så meget. Det laver I da bare om på nu Jeg tør godt garantere at det kun er et spørgsmål om tilvænning, og jeg tror det vil gøre jer alle tre gladere. Så prøv at sig til ham at han ikke skal tage det personligt eller som et spørgsmål om at han ikke gør det godt nok når Johanna reagerer

Og UNDSKYLD - jeg var sikker på det er Johanne.... det var det så ikke, sorry

Bayze skriver:

Jeg tror absolut ikke du skiller dig ud fra flertallet ved at have det som du har det, det er ikke min erfaring, og hvad så hvis du gjorde!? Jeg ville blive bims hvis ikke jeg fik lov at lade op for mig selv på min måde en lille stund indimellem - så har jeg noget at give igen. Jeg er 100% sikker på det udelukkende er et spørgsmål om stille og rolig tilvænning hjemme hos jer, og jo hurtigere I kommer i gang jo bedre. Og fodnote til Rupert - det er jo ikke ham som person hun afviser, det er udelukkende fordi hun har været vant til næsten kun at være med dig og han har grundet omstændigheder ikke været der så meget. Det laver I da bare om på nu Jeg tør godt garantere at det kun er et spørgsmål om tilvænning, og jeg tror det vil gøre jer alle tre gladere. Så prøv at sig til ham at han ikke skal tage det personligt eller som et spørgsmål om at han ikke gør det godt nok når Johanna reagerer

Og UNDSKYLD - jeg var sikker på det er Johanne.... det var det så ikke, sorry

Tak og pyt pyt med navneforvirringen. Det er da heller ikke til at holde styr på alle de små puslingers navne.

Nej, det gør såmænd ingenting om jeg skiller mig ud fra flertallet , og hvem ved, måske har du ret, at jeg ikke gør det. Herinde har jeg tit indtryk af at mange slet ikke kan bære at være uden deres små i fem minutter, men her "kender" man jo også bare folk ud fra nogle enkelte løsrevne udsagn her og der. 

...og ja, jeg er også ved at blive en lillebitte smule bims, men håber det snart går over

MariaJ skriver:

Tak og pyt pyt med navneforvirringen. Det er da heller ikke til at holde styr på alle de små puslingers navne.

Nej, det gør såmænd ingenting om jeg skiller mig ud fra flertallet , og hvem ved, måske har du ret, at jeg ikke gør det. Herinde har jeg tit indtryk af at mange slet ikke kan bære at være uden deres små i fem minutter, men her "kender" man jo også bare folk ud fra nogle enkelte løsrevne udsagn her og der. 

...og ja, jeg er også ved at blive en lillebitte smule bims, men håber det snart går over

Ha ha - nej, de "toneangivende" herinde er heller ikke min referenceramme Tro mig - du ER altså helt normal og det er da klart at du trænger til at komme ud og have lidt tid for dig selv. Ja, jeg synes jo det er vildt du ikke rigtig har haft det endnu, men kan godt se det selvfølgelig er svært sådan som du beskriver Ruperts arbejde hen over sommeren

Giv det tid og prøv at lade farmand deltage aktivt i mange af de andre ting end lige at trøste, f.eks. badning, sang, læsning, leg, putning alt hvad I kan komme i tanke om, så skal det nok komme.

Lærke har også været utrolig morsyg og jeg kunne ikke rejse mig og gå ud i køkkenet uden at hun begyndte at græde, selv om farmand sad på gulvet lige ved siden af hende.

Det har helt sikkert noget at gøre med at din mand har været væk hjemmefra i mange timer i over sommeren, men det skal nok komme

Bayze skriver:

Ha ha - nej, de "toneangivende" herinde er heller ikke min referenceramme Tro mig - du ER altså helt normal og det er da klart at du trænger til at komme ud og have lidt tid for dig selv. Ja, jeg synes jo det er vildt du ikke rigtig har haft det endnu, men kan godt se det selvfølgelig er svært sådan som du beskriver Ruperts arbejde hen over sommeren

Han er havneagent i en havn, der modtager stort set alle sine anløb mellem juni og august, så der er ikke meget tid til familielivet, når skibene står i kø for at komme til kaj. Til gengæld er der ikke meget at gøre i en havn, der er islagt fra december til maj, så nu ser vi frem til masser af hjemmetid .

Brams skriver:

Giv det tid og prøv at lade farmand deltage aktivt i mange af de andre ting end lige at trøste, f.eks. badning, sang, læsning, leg, putning alt hvad I kan komme i tanke om, så skal det nok komme.

Lærke har også været utrolig morsyg og jeg kunne ikke rejse mig og gå ud i køkkenet uden at hun begyndte at græde, selv om farmand sad på gulvet lige ved siden af hende.

Det har helt sikkert noget at gøre med at din mand har været væk hjemmefra i mange timer i over sommeren, men det skal nok komme

Det er lidt sådan vi har det herhjemme også. I hvert fald nogle dage. Godt at høre, at det blev bedre hos jer. Vi skal virkelig prøve at få far på banen i så mange situationer som muligt.

MariaJ skriver:

Tak og pyt pyt med navneforvirringen. Det er da heller ikke til at holde styr på alle de små puslingers navne.

Nej, det gør såmænd ingenting om jeg skiller mig ud fra flertallet , og hvem ved, måske har du ret, at jeg ikke gør det. Herinde har jeg tit indtryk af at mange slet ikke kan bære at være uden deres små i fem minutter, men her "kender" man jo også bare folk ud fra nogle enkelte løsrevne udsagn her og der. 

...og ja, jeg er også ved at blive en lillebitte smule bims, men håber det snart går over

hehe .. tjaee .. sådn kan det nu godt se ud... men tro mig du er ikke den eneste der har brug for at være dig selv engang imellem ... Jeg nyder MEGET den ene gang om ugen hvor far har serina og mor er til kor ... vi har også flere gange fået hende passet af farmor så vi kunne få lidt tid sammen ... blandt andet blev hun i sommer passet af farmor i en hel uge hvor mor og far var på festival og havde voksentid ... og både farmor og serina elskede den uge  det er self oss nemmere for os at få hende passet da jeg ikke ammer ...

serinasmor skriver:

hehe .. tjaee .. sådn kan det nu godt se ud... men tro mig du er ikke den eneste der har brug for at være dig selv engang imellem ... Jeg nyder MEGET den ene gang om ugen hvor far har serina og mor er til kor ... vi har også flere gange fået hende passet af farmor så vi kunne få lidt tid sammen ... blandt andet blev hun i sommer passet af farmor i en hel uge hvor mor og far var på festival og havde voksentid ... og både farmor og serina elskede den uge  det er self oss nemmere for os at få hende passet da jeg ikke ammer ...

Tak . Skønt at høre at der er andre, der godt kan undvære baby lidt, og har glæde af at komme ud selv.

Vi har ikke familie i nærheden, så pasning af andre er ikke rigtig på bordet endnu. Det kommer det nok, når hun bliver større.

MariaJ skriver:

Tak . Skønt at høre at der er andre, der godt kan undvære baby lidt, og har glæde af at komme ud selv.

Vi har ikke familie i nærheden, så pasning af andre er ikke rigtig på bordet endnu. Det kommer det nok, når hun bliver større.

kunne også mærke på mig selv henover sommeren hvor koret holdt ferie at jeg var ved at blive bims af bare at gå derhjemme... selvom vi self var ude at gå tur osv .. det er bare ikke det samme ... og nej .. når familien er langt væk er det self et problem at skulle have hende passet... men husk på at i sikkert også godt kunne trænge til lidt voksentid hvor det ikke handler om baby... det må jo så bare blive når hun sover i stedet