Er jeres børn ligeså morsyge?

Min datter er fire måneder og kan stort set ikke trøstes af andre end mig. Det gør det enormt svært for mig at være hjemmefra bare en kort tur, og gør også at jeg hele tiden må være på lur, selvom far putter hende i seng eller forsøger at trøste hende om natten. Vi troede længe at det var fordi hun var sulten, at hun altid skulle til mig, men det gælder altså også selvom hun lige har spist eller vi er helt sikre på, at hun ikke er sulten. Manden bliver jo ked af at hun ikke vil være ved ham, og at han ikke kan være der for hende som han gerne vil, og jeg ville elske at få en halv time til mig selv engang imellem eller bare at kunne slappe af i sofaen, mens far putter Johanna.

Hun har været meget alene med mig over sommeren, fordi min mands arbejde er sæsonbetonet, med meget lange arbejdsdage om sommeren, men de sidste tre-fire uger har han haft en del tid med os herhjemme og også taget mere del i Johannas hverdag. Hun var en rigtig fars pige i tiden lige efter fødslen, sov i fars arm og kunne trøstes af ham ligeså godt som af mig, men nu er det bare kørt helt skævt, og det ville være rigtig dejligt for os alle hvis far kunne komme lidt mere på banen igen. Hvordan er det hjemme hos jer? Kan I deles om det praktiske med baby eller er det kun den ene der duer? Hvordan har I fået ændret på det, hvis det har været nødvendigt?

Maria

ammer du?

det du skal tænke på er, at din datters verden lige nu er: du og hende.... hun tror i er et... hun ved ikke at hun faktisk ikke hænger fysisk sammen med dig... og jeg er sikker på at det er derfor hun reagerer... ofte vil børn der ammes, reagere kraftigere...

Ni-ko-li-ne skriver:

ammer du?

det du skal tænke på er, at din datters verden lige nu er: du og hende.... hun tror i er et... hun ved ikke at hun faktisk ikke hænger fysisk sammen med dig... og jeg er sikker på at det er derfor hun reagerer... ofte vil børn der ammes, reagere kraftigere...

Ja, det gør jeg, og der er ingen tvivl om at hun er tæt knyttet til mig pga mælken, men synes alligevel det er lidt synd at far slet ikke får lov at være med. Er det bare sådan det er?

MariaJ skriver:

Ja, det gør jeg, og der er ingen tvivl om at hun er tæt knyttet til mig pga mælken, men synes alligevel det er lidt synd at far slet ikke får lov at være med. Er det bare sådan det er?

 

jamen kan far ikke pusle osv?

altså ja, det er sådan det er med nogen børn... ikke alle... og det ændrer sig jo... og i skal da også fortsætte med at prøve og vise jeres datter at far også er tryg osv... det vi fandt frem til, var at det var bedst at lade barnet få trygheden... og når det så var trygt kunne far tage over igen...

Altså der er ingen tvivl om at det er mig der har det bedste tag på Anthon - det har det været hele tiden og sådan er det stadig. Nu gik min amning jo i fisk allerede efter 4 uger, så derfor har den ikke alene "bundet mig" til Anthon. Efter godt 5 uger begyndte jeg at ride igen, er seriøs dressurytter og har min egen hest, så var jo vild for at kome i gang igen. Så siden da har jeg været afsted stort set hver dag i ca 2 timer. Det var vildt hårdt i starten, stressede helt vidlt, men syntes omvendt også det var vigtigt for min egen trivsel.

I starten kunne Rasmus godt rende ind i at Anthon græd meget og han havde svært ved at stoppe det (nu var han jo MEGET urolig de første par måneder), gik det helt galt ringede han efter mig og så kom jeg bare hjem og så prøvede vi igen næste dag. Men der er absolut INGEN tvivl om at det er det faktum at jeg har ladet de to have en daglig stund for sig selv der har gjort at Rasmus stille og roligt er blevet super god til at tackle ham, og han har også knyttet sig helt vildt til ham og lært ham at kende på en anden måde ved at være selv med ham. Det er stadig sådan indimellem at han ringer efter mig og så smider jeg hvad jeg har i hænderne og kommer hjem, men der går langt imellem (nu har vi jo lige haft det lede 19 ugers tigerspring). Jeg synes at det for os har været et kæmpe plus for alle parter at vi har gjort sådan, hvis ikke jeg engang imellem slap roret, så ville Rasmus aldrig komme til fadet og når han var, så ville jeg sidde og rette på ham, som den mor af værste skuffe jeg kan være

SÅ, det jeg vil sige er, I skal bare stille og roligt tage hul på at vænne jer til at du tager lidt afsted og de er alene, så skal Johanne nok "tage ham mere til sig" igen. Det er nødvendigt for dig, det er godt for faren og det er jo også godt for Johanne. Men det kommer nok til at gøre lidt ondt i hjertet på dig i starten. Men Maria, du skal jo tage hul på at bryde lidt med efter-fødsels-symbiosen på et eller andet tidspunkt, og nu er hvert fald ikke for tidligt. Gud forbyde det, men vi skal jo aflevere dem i pasning inden vi når at se os om BUHUUU

Ni-ko-li-ne skriver:

ammer du?

det du skal tænke på er, at din datters verden lige nu er: du og hende.... hun tror i er et... hun ved ikke at hun faktisk ikke hænger fysisk sammen med dig... og jeg er sikker på at det er derfor hun reagerer... ofte vil børn der ammes, reagere kraftigere...

Hej Nikoline

Det er ikke for at være irriterende kloge-Åge, men det der med at baby ikke opfatter sig selv som et selvstændigt væsen, men som en del af moren, det er Johanne for længst ovre. Det er en udvikling de går igennem indenfor de første par måneder og i  Johannes alder kan de sagtens skelne...

Bayze skriver:

Hej Nikoline

Det er ikke for at være irriterende kloge-Åge, men det der med at baby ikke opfatter sig selv som et selvstændigt væsen, men som en del af moren, det er Johanne for længst ovre. Det er en udvikling de går igennem indenfor de første par måneder og i  Johannes alder kan de sagtens skelne...

jo men børn er jo forskellige... vores datter slap det først senere...

og først helt da jeg stoppede amningen.... det er noget tryghedshalløj

Ni-ko-li-ne skriver:

jo men børn er jo forskellige... vores datter slap det først senere...

og først helt da jeg stoppede amningen.... det er noget tryghedshalløj

Jo jo, det med trygheden og primært at være tilknyttet til mor er jeg helt med på. Sådan er det også herhjemme og det er selvom jeg ikke ammer. Det var bare lige det der med at baby ikke kan skelne sig selv fra moren, det er ikke så aktuelt mere

Ni-ko-li-ne skriver:

jamen kan far ikke pusle osv?

altså ja, det er sådan det er med nogen børn... ikke alle... og det ændrer sig jo... og i skal da også fortsætte med at prøve og vise jeres datter at far også er tryg osv... det vi fandt frem til, var at det var bedst at lade barnet få trygheden... og når det så var trygt kunne far tage over igen...

Jo, det kan han godt, og problemet er ikke de aktiviteter, der bare varer i forholdsvis kort tid. Det er mere at han også gerne vil kunne lægge hende i seng, eller bare være den, der går ind og trøster og giver sutten, hvis hun vågner og græder eller bare sidde med hende i lidt længere tid. Hun er nok en lille tryghedsnarkoman. Det har hun hele tiden været, men i begyndelsen opfattede hun også far som den trygge havn, og der vil vi nok gerne tilbage til hvis vi kan.

hmmm ... her har det været omvendt ... jeg blev indlagt da serina ikke var ret gammel så far tog over ... da jeg så kom hjem igen var hun ikke helt så tryg ved mig som ved far ... nok fordi jeg også selv var lidt utryg ... det er dog for længst gået over... så nu er hun tryg ved os begge .. dog mest mig ... men nu er det jo også mig der går hjemme med hende hver dag og har barsel..

så fat mod .. hun skal nok lisså stille blive tryg ved far igen (og far bliver tryg ved hende igen) det kommer nok i takt med at farmand er mere hjemme... når bare han får lov at pusle osv når hun ikke er ked .. så er jeg sikker på at han nok skal få lov at trøste om et par uger