Bayze skriver:
Selv tak, søde du
Jamen vi har det efterhånden, efter en hård start, også bare rigtig rigtig godt i vores lille familie. I starten var Anthon jo MEGET urolig og krævende og al vores tid gik med at passe ham op og al vores tid gik derhjemme. Så selvom vi forgudede ham fra starten, så var det sgu hårdt og der var mange afsavn, og det chokerede mig helt ærligt lidt hvor hårdt det var ved parforholdet. Men nu hvor man er kommet ud på den anden side, og Anthon er blevet denne her fantastiske glade givende og livsbekræftende lille baby-dreng der kan en masse og faktisk sjældent græder sådan længere tid af gangen, og som er vild med at komme med - i stalden, ind i byen, ud og spise og på tur i det hele taget, ja, så er livet jo bare dét rigere end før. Livet føles bare så rigt og det er faktisk ret så skønt det der med at være en familie - altså familie med børn

Jeg kan sagtens huske hvilket granatchok det at få Simon, som også bare græd og græd... Jeg troede faktisk ikke rigtig at det ville holde op igen, eller at han nogensinde ville blive et "normalt" og tilfreds barn. Men det blev han jo og sikke et af slagsen. Jeg elskede ham fra første spiltsekund, men det vokser stadig dag for dag, selvom han lige er blevet 5år.
Og ja parforholdet kommer på prøve med sådan en skrigeballon i huset - vi havde bl.a. den regel at man aldrig kunne blive holdt op på noget man havde sagt kl l**t om natten 
Dejligt at det er lysnet for jer - og jeg sagde det jo, de der skrigende spædbamser er i virkeligheden meget begavede og nysgerrige - og elsker at opdage og observere
Knus
Anmeld