Den første gang var faktisk lidt "uheldigt" på en måde....
Jeg havde egentlig drømt at min svigerinde var gravid... Jeg fortalte hende om min dræm, og den faldt ikke i god jord

Hun skulle sove hos os samme nat, så jeg købte for sjov en pakke med to tester, på vej hjem fra job.
Mins vigerinde nægtede dog pure at tage testen for hun skulle fandmer ikke være gravid.... (som om test eller ej kunne have gjort forskellen)...
Nåh men testerne havde vi jo, og der var masser af sjov og spas i luften. Så jeg sagde, at jeg turde fandmer godt tage en test (var ikke engang gået over tid, så no worries - right!)
Nåh men der gik noget tid, hvor testen lå på bordet, fordi vi så film. Da filmen var slut (eller på pause) tog kæresten fjernbetjeningen fra bordet, og ved siden af den lå en MEGET positiv test...
Først troede jeg det var løgn, og tænkte at: "ja hvor smiler du dog sådan til mig - to streger er jo en negativ test.... Eller næh, vent nu liiiige lidt... Ååååååh shit..... HVOR ER DEN ANDEN TEST HENNE?"
OG gæt hvem der bare IKKE kunne tisse..... Suk... Jeg tog test nummer 2, og så blev den positiv inden for 2 minutter.....
Det mest mærkelige er, at min kæreste plejer at trække sig ud, og det havde virket i maaaange år... Så havde vi et par måneder hvor vi af diverse praktiske årsager ikke passede på (vi boede i telt til noget halløj). Men da teltlivet var overstået, begyndte han ikke at trække sig ud igen. Så jeg tog en snak med ham en dag, og fortalte ham, at han jo skulle være klar over, at han risikerede at gøre mig gravid, og at jeg så ville beholde barnet, uanset hans mening.... Han sagde, at det gjorde ikke så meget. Hvis jeg blev gravid, så skulle vi bare være forældre.....
Og faktisk var det mindre end en måned før jeg fandt ud af at jeg reelt var gravid... Så da jeg tog snakken med kæresten var jeg umiddelbart allerede befrugtet

Underligt ikke?
2. gang....
Igen havde vi ikke passet på overhovedet... En beslutning kæresten havde gjort på eget initiativ, fordi jeg i forbindelse med fødsel nummer 1, startede på P-piller.... Pillerne tog jeg dog kun 3 måneder, fordi jeg blev sur på dem. Informerede kæresten om, at jeg ikke tog dem længere... Og vi sexede videre.... Efter et stykke tid, hvor han stadig ikke trak sig ud, sagde jeg til ham, at han skulle huske jeg risikerede at blive gravid (hvilket jeg jo åbenbart ikke havde svært ved.....)
1-2 måneder senere, begyndte jeg at tænke på om jeg mon ikke snart skulle have mit lort (havde altså haft det i mellemtiden skal det lige siges

) Jeg har altid været typen der ligesom glemmer at sætte kryds i kalenderen... Så det er sådan lidt 'enten er det denne eller den næste weekend det skal komme' Så jeg gav det lige ca. 2 uger, og stadig ingen mens....
til gengæld havde jeg mens. smerter der kom og gik hele tiden, og bare aldrig blev til mens...
Så tænkte jeg aaaaarh, nu må du vidst hellere begynde at overveje det...
Havde dog ikke rigtig nogen penge, og en test stod ikke øverst på min indkøbsliste... Så jeg luftede muligheden for kæresten, som sagde noget á la nåh nåh, eller okay... Som om det var da nærmest sådan en hverdagsting, at jeg lige var gravid (den store er altså endnu ikke fyldt 1 år

) Og jeg gav det liiige lidt mere tid (naivt ikke

)
Nåh men tiden gik, og jeg fik sgutte lige købt en test... til gengæld begyndte jeg at få kvalme bare jeg så varm mad, eller lugtede det, og kærestens kommentar til det var: "så er du helt sikkert gravid"... Madlede (ved især varm mad) var simpelthen bare den værste graviditetsgene jeg havde ved nummer 1....
Desuden gjorde mine bryster stadig ondt, og jeg havde stadig menssmerter...
Tænkte lidt, nåh, måske skulle du lige få talt din cyklus, og se hvor meget du egentlig er over tid... Kunne huske jeg havde mens. 1. eller 2. dag sidst jeg var sammen med min veninde, så jeg bad hende tjekke sin kalender, da vi sås... Og hun talte sig frem til at det var 53 (!) dage siden jeg havde haft mens sidst....
Nååååååh for søren da.... Så fik jeg altså lige en test af min søster... Og jeg nåede sgu ikke engang at få bukserne på før den var positiv - men der var vi ligesom heller ikke rigtig i tvivl længere jo

Så på den stores 1 års fødselsdag, var jeg lige knapt 3 måneder henne