Misundelse er en grim ting

Sådan har jeg det også lidt... Føler også mit liv står lidt stille i denne periode, gør det heller ikke bedre jeg har sommerferie i 3 mdr, så tænker man mere over sådanne ting. Det er jo bedst ikke at tænke for meget på det

Puha det er en skide træls følelse - min veninde og jeg startede sjovt nok på samme tid med projekt baby, hun ringede til mig for en måned siden og det første hun sagde var bare "jeg er 4+4 idag" .. 

Selvfølgelig er jeg super glad på hendes vegne - men hvor gjorde det ondt at det ikke var mig.

Igår fik jeg så at vide at min ekskæreste skal være far til Marts - snakker stadig lidt med ham, og av av av! 

Jeg har først test-dag 4 september og synes bare der er så lang tid til!

Du er slet ikke alene, 

Jeg og kæresten forsøgte i 2 år og 3 måneder inden det lykkedes os at blive gravide. I den tid vi forsøgt blev flere og flere på mit arbejde gravide, også to af mine nære kollegaer

Jeg tog mig selv i ikke at være videre glad på deres vegne, for nu havde vi jo prøvet så længe uden resultat. En af de nære kollegaer blev gravid efter 2½ måneds prøven, så det slog jo bare ekstra hårdt og den anden blev det ved et uheld, de havde tre børn i forvejen.

Jeg blev dog bedre til at møde gravide og snakke med dem, selvom et var enormt hårdt.

Lige nu er jeg godt nok en af dem du er misundelig på, men jeg kan følge dig hele vejen med de tanker og følelser du går med.

 for at I snart får en positiv test

MoriSverige skriver:

Du er slet ikke alene, 

Jeg og kæresten forsøgte i 2 år og 3 måneder inden det lykkedes os at blive gravide. I den tid vi forsøgt blev flere og flere på mit arbejde gravide, også to af mine nære kollegaer

Jeg tog mig selv i ikke at være videre glad på deres vegne, for nu havde vi jo prøvet så længe uden resultat. En af de nære kollegaer blev gravid efter 2½ måneds prøven, så det slog jo bare ekstra hårdt og den anden blev det ved et uheld, de havde tre børn i forvejen.

Jeg blev dog bedre til at møde gravide og snakke med dem, selvom et var enormt hårdt.

Lige nu er jeg godt nok en af dem du er misundelig på, men jeg kan følge dig hele vejen med de tanker og følelser du går med.

 for at I snart får en positiv test

Tak håber jeg også, og håber det også for alle andre der prøver

Det må også have været hårdt for jer at prøve så længe.

Man føler sig på en måde lidt som en fiasko når det ikke lykkedes, det lyder måske mærkeligt, men jeg føler at jeg bare burde blive gravid med det samme, for det er jo naturens vej! Men nææ nej, sådan er det ikke 

Ork ja, jeg har det da på samme måde. Tror der er ca 7 i fam + omgangskreds + det løse som har fået børn eller er blevet gravide mens vi har prøvet.

Kan sagtens følge dig.

Hilsen en som har prøvet i snart 2 lange år...

GUD hvor er jeg dog glad for jeg ik er den eneste som har det sådan .. Føler mig som sådan et dårligt menneske når jeg tænker sådan,,

Arbejder på en café og ser tit folk komme forbi med barnevogne og store flotte maver og ligger meget mærke til det lige pt sys det er så snyd..

Men man kan jo bare håbe det kommer for os en dag..

I hvertfald glad for jeg ik er den eneste da..

Ja det er rigtig dejligt at få bekræftet man ikke er den eneste. Men hvordan tackler i det når i har prøvet længe, dvs hvertfald 1 års tid?

Chrizzer skriver:

Ja det er rigtig dejligt at få bekræftet man ikke er den eneste. Men hvordan tackler i det når i har prøvet længe, dvs hvertfald 1 års tid?

 

Vi fortsatte med at dyrke lagen gymnastik til den helt store guldmedalje.

Men da vi havde rundet 2 år begyndte vi at snakke om at blive undersøgt, for det kunne jo være at en af os fejlede et eller andet. Vi gik da helt væk fra tanken om at blive gravide og dyrkede bare lagengymnastik som normalt og pludselig var jeg gået 9 dage over tiden og vi nåede aldrig at få en tid på sygehuset, men psykisk hjalp det faktisk at stoppe med at prøve så 'hårdt'.

Derudover er der jo også mange andre faktorer der spiller ind, bl.a. overvægt og så er det ikke alle par der 'genetisk' passer sammen (hvis man kan sige det sådan). Altså begge parter kan være sunde og raske, men sæd og æg nægter bare at arbejde sammen.

Ja det er rigtig dejligt at få bekræftet man ikke er den eneste. Men hvordan tackler i det når i har prøvet længe, dvs hvertfald 1 års tid?

 

Hm.... der er ikke rigtig nogen opskrift- gid der var. Når man ønsker noget så stærkt, så bliver man bare ved og ved. Nogle gange holder jeg lidt afstand fra siden her, og graviditets snak. Så hygger jeg med de venner jeg har uden børn, som ikke prøver osv.

Og så snakker jeg rigtig meget med de nærmeste veninder/venner, og sørger for, at snakke med min mand løbende.

Følelserne kan hoppe op og ned, så det er svært at helgradere sig - ja faktisk umuligt.

Så, one day at a time, og har jeg brug for at rase ud, sørger jeg for at få det gjort så jeg ikke går og bliver bitter.

Alexis skriver:

Hm.... der er ikke rigtig nogen opskrift- gid der var. Når man ønsker noget så stærkt, så bliver man bare ved og ved. Nogle gange holder jeg lidt afstand fra siden her, og graviditets snak. Så hygger jeg med de venner jeg har uden børn, som ikke prøver osv.

Og så snakker jeg rigtig meget med de nærmeste veninder/venner, og sørger for, at snakke med min mand løbende.

Følelserne kan hoppe op og ned, så det er svært at helgradere sig - ja faktisk umuligt.

Så, one day at a time, og har jeg brug for at rase ud, sørger jeg for at få det gjort så jeg ikke går og bliver bitter.

Ja det er nok også meget godt, uanset hvor længe man har prøvet. Simpelthen ikke at fokusere hele sit liv på baby, men huske der også er andre ting i verden