tinasmor skriver:
Jeg har ikke det ikke inde på livet selv, da jeg kun har en med min dejlige mand, og regner bestemt med at vi bliver sammen og skal have flere.
Men mit spørgsmål er, hvad gør I mht det med at børnene ser deres far. Jeg havde en bekendt engang der havde 3 børn. Den første var en hvor faren overhoved ikke ville se hende (smuttede da han fik af vide hun var gravid- de havde kun været sammen en måned eller lign) så fik hun en ny kæreste hvor de så fik 2 børn sammen. Han havde jo kendt hende nr 1 fra hun var helt lille bitte og hun kaldte den nye "stedfar" for far, hun havde jo heller ikke prøvet andet. Så skete der det, at faren gik fra moren. Nu skulle han jo så se sine egne børn. Så hver anden weekend kom han og hentede drengen og pigen, mens den ældste (på 5 - 6 år ) så stod der og var ked og kunne ikke forstå hvorfor "far" ikke også skulle have hende. Moren havde spurgt om han ikke kunne tage hende bare en gang i mellem. Men det ville han ikke høre tale om.
Hvordan klare I andre det mht af de forskellige fædre ser deres børn (eller ser de dem slet ikke)
Aller dybest inde, må jeg nok indrømme, at jeg stadigvæk tænker mit når jeg høre, at en mor har 3 børn med 3 forskellige mænd. Men jeg ved jo godt, at det rigtig ofte faktisk kan være faren som er "skyld" i det, ved ikke at være interesseret. Men jeg tænker måske, at hvis man først fik børn, når man var 100 procent sikker på, at det var den person (og begge ville have børn) så var der mindre risiko for at ende med at have flere fædre. Så ved godt, det er fordomme for mine sider, da ingen jo bevist går efter at have flere steder, men måtte bare lige indrømme, at jeg desværre stadigvæk tænker sådan, selv om jeg prøver at lade være
kan nu kun tale for mig selv...
her er Marcus far og jeg ganske enkelt vokset fra hinanden og bestemt ulempen i at være ung mor-jeg var 21 da jeg blev gravid og ville så meget med mit liv bla. læse studenter eksamen osv. så var selv med marcus fra han var 1½ år nu er han så snart 6 år...
Milas´far bad mig faktisk vælge mellem ham og barnet da jeg blev gravid, da vi så blev enige om at vi alligevel prøvede men Marcus og jeg flyttede så for os selv da jeg ikke følte jeg kunne vide mig sikker på hvornår han næste gang sagde stop eller lignene samt var der ikke plads til os alle sammen i hans hus. så han skulle bygge ud. Mellem os var sket så meget dumt at der virkelig skulle noget til for at rette det op. og i slutningen af det forhold fortalte han mig selv han så en anden og det er også hende der idag er hans kæreste. ham havde jeg ialt kendt i 4 år og vi har mødtes jævnligt igennem de år...
så deraf 2 børn med 2 forskellige...
nu mødte jeg så min nuværende kæreste i min 18 graviditets uge og vi flyttede relativ hutigt sammen pga min søns skolestart og for at undgå senere skoleskift og det at der kom en baby.
begge børn har/for samvær med hver deres far, jeg er klar over at min kæreste er den sekundære over for de 2.
en 3 barn ?? tjah jeg syntes det lyder vildt 3 m 3 forskellige, men jeg har mødt manden jeg vil dele mit liv med føler jeg selv-han har været der for mig i en svær periode og vi supplere hinanden godt-jo vi kan være uenige men det gode ved det er faktisk også vi bruger ikke flere timer på det, vi er gode til at få et budskab ud. Jeg værdsætter ham og respektere ham og elsker ham meget højt.
men er stadig en del itvivl, og blir ikke afklaret med det bare sådan-men er meget nysgerrig hvem flere end mig ude i samfundet...
jeg har nok også følt det sådan ved de 2 andre, men desværre tror jeg det er nemt at gå fra hinanden når ting blir for uoverskulige i et forhold så er der et kamælon samfund dvs. man skifter bare sin partner hvis han / hun ikke passer ind i ens livstil, som også kan ændres hele livet igennem. og man er jo uafhængige af hinanden da begge parter kan formå at leve et godt liv uden hinandens hjælp...
