Det er svært, men det er bare med at holde modet (bare lidt) oppe. Og jeg kan kun sige at jeg kender den følelse alt alt for godt.
Jeg smed pillerne i januar 2008 og fik først en positiv i maj 2010. Har termin i januar 2011.
Vi forsøgte alt og jeg mener ALT hvad men kan tænke sig, uden held. Så vi begyndte at tro at vi simpelthen ikke kunne få barn/børn sammen naturligt. Nogen passer simpelthen ikke sammen på det punkt. Så da vi havde taget en beslutning om at stoppe med at prøve (så meget) og så blive undersøgt for at se om en af os eventuelt fejlede noget, så lykkedes det pludselig. Vi havde ikke tænkt så meget på det i et par måneder og wupti så lykkedes det.
Det siges at man kan prøve for meget og tænke for meget på det. Det er enormt svært ikke at tænke på det når man så inderligt ønsker en lille bebs. Og følelser bliver bestemt ikke bedre af at alle andre omkring en bliver gravide. Selvfølgelig er man glad på deres vegne, men det er også som et lille stik i hjertet for 'hvorfor er det ikke mig?'
Tro på og bliv ved med at tro på det. Det skal nok komme.
Krydser alt hvad krydses kan for at det lykkedes for jer 
Anmeld