nå, ja, og så en ting mere angående intimitet. Det er en af de ting jeg som mor lægger meget vægt på, og som jeg gør meget for!
Jeg synes en af mine fornemmeste opgaver som mor, der er at sikre et vedvarende intimt / fortroligt forhold til mine børn. Selvfølgelig ændre måden man er intim sammen på sig med tiden.
Det er i orden at sidde og give masser af kys til sin 5 dage gamle baby på panden, det er også i orden at kysse sin 5 årige en gang imellem, men ikke så meget som da de var nyfødt, og jeg mener ikke at man skal gå og kysse sin 15årige, overhovedet!!!
Men derfor vil jeg gerne have et intimt/fortroligt forhold til mine børn, så de ved at de kan regne med mig og altid komme til mig når livet er hårdt og tingene går dem imod. Hvis jeg skal kunne forvente at min 16årige pige kommer hjem og fortæller sine sorgere og bekrymringer, så kræver det at hun fra hun var helt lille nyfødt og op gennem hele hendes opvækst har oplevet at jeg er der for hende, at jeg tilfredstiller hendes fysiske og følelsesmæsssige behov (som konstant ændre sig og som også bliver mindre og mindre med alderen!!! Hun har ikke brug for at blive ammet som 5årige, men hun har brug for at blive ammet når hun er 5 dage gammel. hun har brug for at sidde på skødet i timevis når hun er 5 mdr gammel, hun har ALDRIG brug for at sidde på skødet når hun er 15år! Den udvikling er det selvfølgelig meget meget vigtigt at man følger med i, men det gør de aller fleste jo.!!!) Men jeg mener at det er forkert hvis man som mor lægger beslag på sig selv og forsøge at gå imod 'mindre intimitet/fortrolighed' med sit barn. Formen skal ændres, mængeden er også aftandene, men med mindre der er noget mentalt ivejen med en, som gør at man har et sygelig forhold til sit barn, så mener jeg at den løsrivningsproces skal foregå helt stille og roligt og i barnets tempo og ALDRIG en rationel beslutning om at nu må jeg som mor også trække mig tilbage. Barnet kan mærke at der er modstid mellem følelserne og handlingerne, og det giver bare usikkere børn, og det er ingen jo interesseret i.
Nå, nu er der sikkert lagt i kakkelovnen til at jeg skal have en over nakken, fordi andre sikkert mener at jeg er HEEEELT gal på den, og jo hurtige børn bliver selvstændige jo bedre og jo mere de kan løsrive sig fra forældrene jo mere succerig har man været som forældre. Det er bare ikke den type forhold jeg har lyst til at have til mine voksne børn. (som selvfølgelig skal leve deres eget liv!!! med deres ægtefælde og børn (hvis det er den livsvej de vælger).
Nå, jeg trykker send.....
Anmeld