Puhhhhh synes det er et hårdt emne...

Puhhh altså synes det så hårdt at læse når folk mister, og synes at det er tit iøjeblikket, håber ikke jeg træder nogle over tæerene ved dette indlæg,eller river op i noget som er i bearbejdning, men jeg bliver så ulykkelig, jeg bare græder og græder på andres vegne .... Det er ikke ok, alle bør have lov til at have børn og mærke det fantastiske ved at bærer en graviditet..!

Jeg ved de første 12 uger er " de farlige " hvor alle organer udvikler sig, men hvad derefter, hvad kan forsage en sådan tragedie, og hvor tit det sker ved jeg ikke.... 

Må indrømme at afløser jordmoderen fra igår også nok har gjort mig ekstra følsom og nervøs, idet hun meget fast sagde at hver og en bevægelse som var anderledes end den plejer skulle tages alvorligt!

Endnu engang håber jeg ikke jeg river op i noget for nogen, synes bare der ikke nok info omkring....

Christina uge 37, som slet har ord når hun læser om folk der mister

JEg har det på præcis samme måde... Jeg har det virkelig svært. Det gør ondt i hjertet. Men jeg blvier nødt til at sætte en låge for mine følelser, for ikke at gå amok i bekymring...

Chancen for at noget går galt efter nf ER jo lille... Så man bliver nødt til ikke at gå og bekymre sig for meget.

Men det er frygteligt for dem der står i det og det gør ondt at læse. Man har slet ingen ord...

Jeg havde ikke overlevet de sidste par uger med så mange historier som der er herinde.. men de fleste børn har jo anerledes bevægelser lige inden fødsel, min datter bevægede sig ihvert fald langt mindre lige op til, men de var mere flydende.. (hun bevægede sig meget skal det lige siges)

Der er ikke meget info om det og jeg tror det er godt nok. Ingen har lyst  til at tænke over det gennem en graviditet -  og så er det jo altid noget der sker for naboen og ikke en selv. Men der er altid en risiko på en eller anden måde og hvis de ikke kan finde en årsag (infektion, løs moderkage mm) så kaldes det vuggedød. Men igen - vid at det kan ske, men tænk endelig ikke for meget over det. Ellers tror jeg du bliver tosset i hovedet. Bare nyd maven og snak med den

Zafir skriver:

JEg har det på præcis samme måde... Jeg har det virkelig svært. Det gør ondt i hjertet. Men jeg blvier nødt til at sætte en låge for mine følelser, for ikke at gå amok i bekymring...

Chancen for at noget går galt efter nf ER jo lille... Så man bliver nødt til ikke at gå og bekymre sig for meget.

Men det er frygteligt for dem der står i det og det gør ondt at læse. Man har slet ingen ord...

Ja det er det jeg mener, vil jo super gerne sige/gøre et eller andet for disse stakkels mennesker, men kan ikke!! Får dårlig samvittighed over hvor heldig jeg selv er og alligevel skræmt fra vid og sans, for hvad nu hvis der skulle ske hende noget

N&J skriver:

Jeg havde ikke overlevet de sidste par uger med så mange historier som der er herinde.. men de fleste børn har jo anerledes bevægelser lige inden fødsel, min datter bevægede sig ihvert fald langt mindre lige op til, men de var mere flydende.. (hun bevægede sig meget skal det lige siges)

Nej der er virkelig mange, og det gør så ondt!!!

Jeanne skriver:

Der er ikke meget info om det og jeg tror det er godt nok. Ingen har lyst  til at tænke over det gennem en graviditet -  og så er det jo altid noget der sker for naboen og ikke en selv. Men der er altid en risiko på en eller anden måde og hvis de ikke kan finde en årsag (infektion, løs moderkage mm) så kaldes det vuggedød. Men igen - vid at det kan ske, men tænk endelig ikke for meget over det. Ellers tror jeg du bliver tosset i hovedet. Bare nyd maven og snak med den

Jeg er håbløs kontrol menneske, derfor er det rigtig svært ikke at kunne kontrollere hvad der sker i maven, og desuden er det første gang så ved jo ikke hvordan mange ting skal føles..... Læner mig til dagligt op af tal og statestikker derfor leder jeg med lys og lygte, selvom det er unødvendigt.

Plejer også at have rimelig mange løsningsmuligheder på situationer som er mindre opløftende, men aner virkelig bare ikke hvad jeg dog skal sige til disse stakkels mennesker, det må være sååååå hårdt for dem, og mit hjerte knuses når jeg læser om det...

lululupo skriver:

 

Nej der er virkelig mange, og det gør så ondt!!!

Ja, men det er også frygtelig tragisk, men jeg kan stadig ikke rumme det altid og springer dem over, jeg tror man skal være selektiv når man er gravid, og selvfølgelig skal det nok gå alt sammen, det bliver man simpelthen nødt til at tro på, jeg havde det princip at jeg virkelig ikke stod ud af sengen før min baby havde sparket (nu sparkede hun også rigtig meget), men de få gange hvor hun ikke ville, blev der både puffet til maven, hældt vand derned, og mange gange skulle jeg bare ligge mig roligt ned og lytte til jeff burkleys hallejuja, så blev der sparket, men hold da hvor kan man nå at tænke mange tanker.. og de gange hvor jeg havde været meget fysisk aktiv, så var der ikke meget liv (dvs. hun sparkede højst 10 gange på en dag)dagen efter (regner med hun sov) 

Håber du kommer godt igennem de sidste par uger.. det er jo lige om lidt,.. 

lululupo skriver:

Jeg er håbløs kontrol menneske, derfor er det rigtig svært ikke at kunne kontrollere hvad der sker i maven, og desuden er det første gang så ved jo ikke hvordan mange ting skal føles..... Læner mig til dagligt op af tal og statestikker derfor leder jeg med lys og lygte, selvom det er unødvendigt.

Plejer også at have rimelig mange løsningsmuligheder på situationer som er mindre opløftende, men aner virkelig bare ikke hvad jeg dog skal sige til disse stakkels mennesker, det må være sååååå hårdt for dem, og mit hjerte knuses når jeg læser om det...

Der er heller ikke noget man kan sige. Det eneste er at vise du høre dem Det eneste der hjælper for mig, er når en, der har prøvet detselv fortæller mig, at det bliver bedre på et tidspunkt. Alt det med op på hesten igen osv. det fiser fra det ene øre til det andet.

Men nej - man har ingen kontrol over maven, men husk nu bare at nyde den og ikke fokusere på det der kan gå galt

lululupo skriver:

Ja det er det jeg mener, vil jo super gerne sige/gøre et eller andet for disse stakkels mennesker, men kan ikke!! Får dårlig samvittighed over hvor heldig jeg selv er og alligevel skræmt fra vid og sans, for hvad nu hvis der skulle ske hende noget

Ja, det er hårdt at være gravid og blive konfronteret med virkeligheden, på en alt for nær måde...

Samtidig er det en del af virkeligheden, men man kan bare ikke gå rundt og blive syg af bekymring for det har baby heller ikke godt af.

Det er meget svært syntes jeg...