Frygter mine forældres reaktion ..

De finder ud af at vi skal være forældre på søndag ..

Jeg havde forventet at de tog i sommerhus - så var der da 90 km imellem os :b Men nu har de så valgt at blive hjemme .. Tror de står og ringer på søndag morgen .. Tør i hvert fald ikke tage telefonen på søndag :p

Men på den anden side .. Det er deres første barnebarn , det er planlagt og mig og kæresten er rigtig glade .. 

"Skal" de ikke tage det pænt så ? :b

Er der nogle som har nogle POSITIVE historier om jeres forældres reaktioner ?

Hejsa.

Hvorfor skulle de ikke blive glade?? Min svigefar begyndte at tude da han fik det afvide, og det bliver deres 3 barnebarn.

Mine forældre blev også rigtig glade, men tror ldt de havde set det komme. Tror der gik 5 min, så havde min far ringet til hele familien og fortalt det, og det er på trods af at det var meget tidligt de fik det afvide. Er sikker på de vil være glad både på jeres og deres egne vejne.

Hilsen Julie

 

De finder ud af at vi skal være forældre på søndag ..

Jeg havde forventet at de tog i sommerhus - så var der da 90 km imellem os :b Men nu har de så valgt at blive hjemme .. Tror de står og ringer på søndag morgen .. Tør i hvert fald ikke tage telefonen på søndag :p

Men på den anden side .. Det er deres første barnebarn , det er planlagt og mig og kæresten er rigtig glade .. 

"Skal" de ikke tage det pænt så ? :b

Er der nogle som har nogle POSITIVE historier om jeres forældres reaktioner ?

Hvordan har du tænkt dig at overrække dem nyheden? Og hvad er du bange for - at de vil sige "åh nej", og ikke være glade på dine vegne?

Jeg vil tro, du ikke er så gammel, og derfor frygter, hvordan de vil tage det.
Har jeg ret ??

Jeg er sikker på, hvis du og din kæreste har et godt og stabilt forhold, og I har valgt at I ønsker Jer dette barn sammen, at de så støtter op om Jeres beslutning og bliver glade på Jeres vegne ...og på deres egne vegne, da de jo bliver bedsteforældre også.

Men giv dem tid til at "sluge nyheden", og forvent ikke at de jubler og hopper af glæde lige med det samme. Derfor kan de jo godt være glade. Men måske de liiige skal tilvænne sig tanken først.

Og overvej så også HVORDAN du siger det til dem. Det skal jo ikke være en sms eller en flygtig sætning i en masse snak.
Det skal siges, så de kan høre, mærke og se på dig, at det virkelig er en glædelig og god ting, som du er meget begejstret for.

Jeg ønsker dig held og lykke med at overbringe nyheden.
Og tillykke med graviditeten.

Jamen de får en ramme med

"i kan ej med det samme 

få fyld til denne ramme.

Men til vinter i år

I et dugfrisk billede får.

For storken vil komme

inden december er omme."

De er lige flyttet , så det er en slags indflytningsgave ..

Men nej , vi er ikke særlig gamle .. Vi er 20 - Vi når godt nok begge at blive 21 , men det gør jo ikke den store forskel .. Vi bor sammen og sådan , så jeg synes da vi er stabile .. 

Men det var planen at jeg skulle starte på uddannelse til sommer .. Og det bliver jo så forsinket nu .. Tror nok det er dér de bliver mest bekymrede .. Har været igang med mange uddannelser som jeg er stoppet på .. Så de frygter at jeg aldrig "bliver til noget" .. 

Håber virkelig de bliver glade ..

Anonym skriver:

De finder ud af at vi skal være forældre på søndag ..

Jeg havde forventet at de tog i sommerhus - så var der da 90 km imellem os :b Men nu har de så valgt at blive hjemme .. Tror de står og ringer på søndag morgen .. Tør i hvert fald ikke tage telefonen på søndag :p

Men på den anden side .. Det er deres første barnebarn , det er planlagt og mig og kæresten er rigtig glade .. 

"Skal" de ikke tage det pænt så ? :b

Er der nogle som har nogle POSITIVE historier om jeres forældres reaktioner ?

Første gang jeg fortalte mine forældre det var jeg også ved at gå til af nervøsitet. Derfor ringede jeg - synes det var nemmere end at sige det face to face. Fik heldigvis min far i telefonen først (er fars pige ), og jeg sagde til ham at han skulle være morfar. Først blev der lidt stille, men så sagde han "betyder det så at jeg bliver gammel?" - og jeg kunne høre at han var glad. Bagefter snakkede jeg med min mor som var lidt mere "det skal jeg nok lige vænne mig til". Og det var jo helt, helt ok - det er selvfølgelig en stor mundfuld at skulle sluge! Så vi afsluttede samtalen. Bagefter udfrittede jeg min yngste bror som stadig bor hjemme pr sms for lige at høre om de var sure, glade ell hvad? Han fortalte at de sad og diskuterede om det skulle være "mormor og morfar" eller "bedstefar og bedstemor" - så det var da i hvert fald et rigtig godt tegn!

Altså: selvom de bliver overraskede er jeg sikker på at de vil blive glade ret hurtigt også - om ikke før, så når de ser at din mave begynder at vokse. Og det hjælper jo ikke noget at blive sur på dig - det er vel i situationer som denne, de virkelig skal støtte dig/jer? Jeg er sikker på at din nervøsitet bliver gjort til skamme og at dine forældre bliver rigtig glade!

Held og lykke!

Min svigerinde var den første der fik det at vide...

Hun havde selv lige født en dreng 4 jan '08 og da jeg ringed og fortalte hende det, var hun ved at tabe hendes dreng - fordi hun hopped sådan rundt i sofa'en... Tror det var midt i januar hun fik det at vide...

Svigermor og svigerfar tog det stille og roligt, men var vildt glade for at kunne få endnu et barnebarn i 08... Også fordi de blev farmor og farfar - for første gang...

Min mor blev mega stille og begyndte at smile... Hm sagde hun, jeg er da alt for ung til at være mormor... Og fortsatte; jeg nægter at klæde mig mormor agtig...

Min far har altid været den tavse og ikke giver udtryk for følelser mm... Men Frederic var ret gammel før han skulle side på morfar's skød og lære om hans mini el togbane, lednings net - spor skifte osv... Nu nyder de hinanden i fulde drag...

Mit arbejde var også ellevilde, da jeg er deres første kvindelige autoredder...

Hej

Da jeg skulle fortælle min forældre at jeg var gravid frygtede jeg det MEGA, fordi min mor tror man skal hava uddannelse, hus, bil o.a. inden man vælger at få barn.

Mig og min eks kæreste gik så hen til min forældre, min mor skulle lige til at gå ud, men sætte sig i sofaen igen da vi kom, men spurgte om vi snart gik igen så hun kunne aflyse sin aftale vis det var at vi ville være der længe.... huff tænkte jeg, jeg bliver nød til at fortælle det nu... men så sagde jeg at jeg have en hemmilighed at fortælle hende, og det var at hun skulle være mormor til august så sad hun bare og styrrede ind i tv'et og jeg kunne slet ikke få kontakt til hende.... så pludsligt udbrød hun jamen tillykke min skat EJ hvor blev jeg bare glad

min far var ikke hjemme så da han kom hjem var min mor kommet, fortalte ham det så, og så kunne jeg se tåre i hans øjen

Ved ikke hvad det var som jeg frygtede fordi at de blev mega glad også min bror og søster

Min søn er i dag 3½ år og de elsker ham over alt på jorden

begge gange brian's ældre har fået af vide de skulle have et barnebarn, har der ikke været den store jubel. De er lidt mere "praktisk" anlaft end vi, så de så gerne at jeg havde været færdig med min uddannelse og Brian havde vist hvor i verden han havde fået læreplads som flymekaniker.

Nu er Mille snart 1 ½ år, og hun er elsket overalt på jorden. Jeg tror bare lige de skulle vænne sig til tanken.

Lillebror/lillesøster kommer til verden til august (efter planen) og da de fik afvide der var en mere på vej, var vi dele-familie fordi Brian var startet i lære i Karup og jeg ikke kunne flytte fra Kbh pga studiet. Nu bor vi sammen igen også er det som om det er lidt mere ok at der kommer en mere.

Så det vigtigste er nok hvordan I selv har det med at være gravide og skal være bundet sammen for altid. Forældre skal tit have lang tid til at vænne sig til tanken, men så når baby er der i levende live bliver barnet jo elsket over alt på jorden.

SMIL fra Mette 27+2

Jeg var 18 og kæresten 20 da jeg blev gravid, og ja, ud skulle det jo.. Alle vores forældre var lidt i chok til at starte med, og havde ikke lige håbet det ville komme allerede nu, men måske alligevel set det komme. Vi har været sammen i 6 år til november, og ja, de glæder sig helt vildt nu... Ingen af dem blev sure, for hvad skulle de blive sure over!?

Held og lykke...

Marikka, 39+1..

vi fortalte vores familie det i søndags og i mandags

da jeg var til første læge undersøgelse, kom jeg ud, efter jeg havde fået taget en blodprøve, også sad min mor der, så vi gik selvfølge hen og sagde hej, så sagde hun, er du gravid? også sagde jeg nej, men hun kunne se at det ikke var rigtigt, så jeg sagde så ja, hun var helt oppe og køre, hun kunne næsten ikke side stille der i venteværelset ved lægen

mine svigerforældre: min svigerfar var lige udenfor, og vi havde taget et billede med, for da jeg var til scanning i uge 7 også skulle hun til at finde noget på computen, også satte kristian billede ind for and hende, hun kiggede på det, også sagde hun ej er det rigtigt, også tog hun hænderne op til sit ansigt, hun var så glad at hun var ved at græde, (skal lige siges at hun har to børnebørn i forvejen) også fortalte hun det til min svigerfar, han tog det meget stille og rolig

min far og stedmor: vi kom op til dem i mandags og vi havde taget billede med igen, også var de ved at finde noget aftenskaffe frem til os, så imens lag jeg billede på bordet ( med bagsiden op ad) der hvor han sad, og han kom og sat sig igen, så efter et stykke tid sagde jeg til ham, skal du ikke se hvad der ligger der? også tog han det op, og så sagde han: skal jeg være bedstefar? han var rigtigt glad, også gav han os en kæmpe knuser og min stedmor blev også helt vildt glad og sagde tillykke, også sagde hun at hun havde det på fornemmelsen

her er lidt hvordan vores forældre tog det og det er vores første gravidtet

jeg er sikker på at de nok skal blive glade når i fortæller det

-silden85 10+3