Nu kan jeg snart ikke mere...

(Har valgt at skrive som anonym, respekter venligst dette).

Jeg er simpelthen nået helt derud hvor jeg snart ikke kan mere... Min mand og jeg har siden fødslen for 6 mdr siden kæmpet en kamp derhjemme for at han skulle deltage mere, det hev og sled i os, og jeg følte endelig vi var nået til enighed om hvordan man i samhørighed kan nå længst...

Men nej, nu er vi tilbage til at han da tager vores barn lidt efter arbejde, men nu om natten så kunne jeg simpelthen sætte mig til at tude.

Hvis jeg f.eks. ikke kan få bejs til ro, ja så får jeg skældud for at larme, beder jeg ham en enkelt gang hente bejs ja så bliver han bare så gal og taler med store bogstaver f.eks. "Det kan fandme ikke passe du ikke kan tage bejs selv!" - dette sagt i en meget høj og ond tone, og jeg synes jeg det går ud over bejs, hvis han f.eks. skal hente bejs ind til sengen, så bliver bejs nærmest revet op i arrigskab...

Jeg er simpelthen nået derhen hvor jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre, vi kan sagtens sætte os ned og snakke om tingene og så er han jo i og åh så enig, og det er også for dårligt han reagerer sådan, og så er det bare det samme dagen efter igen...

Vi har det ellers godt sammen og er glade for hinanden, jeg tror bare det hele lidt strander på at jeg har bejs hele dagen og aften og nat, og så bliver jeg altså ked af det når han ikke lige træder ind om natten når han kan se jeg for 7. gang trasker ind til bejs...

Pyller pyller pyller, håber i kunne læse den lettere krypterede tekst.

Hvad pokker gør jeg, skal jeg tage endnu en snak, igen igen igen, eller hvad ville i gøre?

måske skulle du fortælle ham hvordan du har det. Tage snakke med ham ikke lige når han kommer hjem fra arbejde, men måske i en weekend, fortæl ham hvad der gør dig ked af det og såre dig. Du kunne jo evt forslå at i gik til en parterapeut og fik hjælp til at komme på rette køl.

Men det er jo dit ansvar at sige stop, det vil jeg simpelthen ikke finde mig og nu stopper festen.

Tror din mand skal have en snak med en psykolog. For han vil tilsyneladende gerne ændre sig, og kan også godt se det urimelige i hans adfærd......................men når det kommer til praksis, så reagere han på samme uhensigtsmæssige måde hver gang. Det er et mønster, han skal have hjælp til at bryde, da det er nærmest er umuligt at lave om selv.

Jeg er helt enig med dig i, at jeres lille Bejs bestemt ikke har godt af, den tone, og den adfærd.

Håber at tingene løser sig for jer............

Mette

Nu er barnets første år sindssygt hårdt for begge parter, det er kronisk manglende søvn, som jo er et anerkendt form for tortur. Og lad os være ærlige, det første halve år er der ikke meget plads til manden, det moren der ved hvornår bebsen vil det ene eller det andet, simpelthent fordi det er moren der kender bebsen bedst.

De to faktorer er ret så nedbrydende for et forhold. Det lyder som om I er der, om der er mere, som det kunne tyde på eftersom han har svært ved at lade være med at reagere vredt, må der evt. tages hånd om. Der må han gå til lægen, men en start kunne være at han sover ude af huset en til to nætter om ugen så han kan få sine batterier op og have mere overskud når han så er hjemme og I to derhjemme, mor og barn, kan få lidt fred. Det kunne være det der skulle til. Hvis faren ikke sover i sengen så er der også dejlig meget plads til at lægge og putte mor og barn

Men tror I skal tage hånd om problematikken men først skal I finde ud af hvordan I løser det her og nu, så I alle kan være mere rolige og måske bedre venner. At tage en snak til er lidt omsonst. Det har ikke fungereret tidligere hvorfor skulle det lige pludselig så? Nej det tror jeg ikke. Og det er da også irriterende at skulle sidde og køre rundt i det samme som man har snakket om så længe, så hellere sige. "ok det funker jo ikke, lige meget hvorfor eller hvordan, hvad skal vi gøre for at få det til at fungere, mere søvn eller ude aften med drengene, alene tid med bebsen? Hvad skal der til?" Og prøv ikke at være anklagende, selvom det er dødsvært når det er poden det handler om!, men mere "jeg føler at ...." osv.

Til sidst, prøv at giv jer selv indtil at poden sover igennem om natten før I laver drastiske beslutninger, humøret bliver bare så meget bedre når man får søvnfyldte nætter i træk

Tanker og knus

Jeg vil foreslå at I får noget hjælp til at kommunikere, og hvis I ikke selv har mulighed for at betale for det er der mulighed for i nogle sogn at snakke med præsten, det virkede for min søster og hendes mand, og de er normalt ikke mere kristne end alle andre danskere, men det stod i næsten samme problematik som jer, nu deles de mere ligeligt og skændes meget sjældent. 

Hejsa jeg er fuldtsændig enig i det de andre sige rmed hensyn til adfærd og han skal snakke ordenligt mm.  jeg må dog lige spørger dig om du er begyndt på arbejde eller om du er hjemme på barsel? for jeg har det sådan lidt hvis du går hjemme så er det min mening at så skal han jo ikke tage barnet om natten i hvert fald ikke når han skal på arbejde dagen efter, det er jo derfor man går hjemme på barsel også? eller er det mig som har misforstet noget her? barsel betyder da at den ene går på arbejde og den som har barsel tager sig af barnet, jeg vil dog sige at var det mig ville jeg kræve at han skulle træde til evt. en dag i weekenden, nu ved jeg intet om hvor stort i bor eller lign. men så ville jeg måske forslå ham at tage og sove i et andet rum hvis han havde et problem med larmen, da det jo er fuldstændig urimeligt at opføre sig sådan.

Måske han skulle tage noget forældre orlov også?

Det er helt korrekt jeg går på barsel, jeg kan så ikke se rimeligheden i at han har et 8-16 job 5 daage om ugen og har fri resten, og jeg har 24-7 job 7 dage i streg, det er bestemt ikke hvad jeg forbinder med barsel.

Anonym skriver:

Det er helt korrekt jeg går på barsel, jeg kan så ikke se rimeligheden i at han har et 8-16 job 5 daage om ugen og har fri resten, og jeg har 24-7 job 7 dage i streg, det er bestemt ikke hvad jeg forbinder med barsel.

I så fald, så tror jeg vist vi skal bytte.

Lige nu har du i det mindste din mand til at hjælpe dig bare en smule. Han er sikkert træt når han kommer hjem og han har brug for søvn for at klare hverdagene så jeres økonomi kan hænge sammen     Jeg vil mene at når du nu er den der har barsel så hviler det største ansvar på dine skuldre  Hvis du bliver træt så fortæl din familie eller venner at du har brug for søvn eller alene tid med din mand inden det ender i skilsmisse. Han har ikke brug for en psykolog, han har brug for dig. Hvis det fortsætter så kunne du lufte ordet parterapi for ham  Håber du finder en løsning

Er nødt til at erklære mig enig med Perl og Shibby. Jeg mener også, at det er dig der må tage nattevagterne mens du er på barsel, da han har et arbejde hvor han skal være frisk og på hele dagen.

Når det er sagt, så skal han stadig tale ordentlig til dig og høre det du siger.

Tænker som de andre, at det handler om kommunikation og samarbejde og det kan man få hjælp til så I ikke kører sur i tingene - det handler om at blive hørt og respekteret og det er gensidigt.

Jeg håber virkeligt, at I får noget hjælp til at komme tilbage på rette spor og få afstemt jeres forventninger til hinanden.

At din mand tager noget forældreorlov kunne være en rigtig god idé