Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

B&J skriver:

JEG HADER:

af jeg ingen god veninde har og dem jeg har fundet har altid pisset på mig fordi jeg ikke drikker eller går i byen eller kan tåle sandheden...

af jeg altid tuder når jeg ser en film der sker noget med død eller noget der bare minder om noget trist..

af jeg ikke tror noget mere på mig selv for når jeg gør nogle ting kan jeg jo godt...

af min mor ikke altid fatter vi ikke gider og høre om de mænd hun skriver med, fordi hun vil lege ung fordi vi tog hendes ungdom som hun siger...

og ja der er sku så mange ting man kan finde...

de tre første som du skriver hopper jeg med på...

og så hader jeg at folk ikke kan snakke til mig uden at jeg skal blive tomatrød i ansigtet....

og så hader jeg at jeg har svært ved at sige nej til folk (er blevet bedre efter jeg har fået sofie)

At folk altid gør grin med min planlægning og så beder om hjælp når det går galt. At jeg derfor ikke kan sige fra og at de må sejle i egen sø.

At jeg føler at jeg altid er bagud med alt jeg laver. Døgnet har ikke timer nok.

At når min mand beder om hjælp med sine opgaver at jeg ikke er bedre til at sige fra i stedet for at sige ja og bekymre mig om mine egne ting.

At jeg tuder over alle film der bare er den mindste smule sørgelige.

af jeg ingen god veninde har og dem jeg har fundet har altid pisset på mig fordi jeg ikke drikker eller går i byen eller kan tåle sandheden...

min vægt

Ligesom mange andre er jeg enormt dårlig til at tage kritik...

 

Jeg er træt af jeg ikke er bedre til at sige fra, hvis nogen træder på mig, eller bare gør noget jeg synes der er træls - og så være ligeglade med om de bliver sure. 

Jeg er ked af mit syn på mig selv - jeg burde have masser af selvværd, men det har jeg desværre bare ik ret meget af..

jeg er pisse træt af at jeg endnu ikke har gennemført en eneste uddannelse jeg er startet på, det går godt i starten, men så lige pludselig halter det med afleveringer og lektier. Ville bare så gerne gennemføre noget!

- også ting at arbejde med til mig...

Jeg ville gerne være bedre til at turde konfrontere folk. Hader simpelthend konfrontationer.

Er utilfreds med min vægt, men den knokler jeg pt. røven ud af bukserne, for at ændre på.

nok meget mere som jeg ikke lige tænker over dagligt

jeg hader at jeg ikke har fået læst de sølle 50 sider jeg SKULLE læse idag af min eksamenslæsning!! fordi jeg kom hjem fra jordemoder og var helt rundt på gulvet og istedet er endt med at stene New Zealands Next Top Model på youtube hele eftermiddagen (den eneste engelsksprogede top model serie hvor jeg ikke har set ALLE afsnit endnu )

jeg hader også at jeg valgte at læse Historie på tilvalg istedet for at blive på Litteraturvidenskab...men det er jo heldigvis overstået om halvanden måned!!

At jeg ikke har viljestyrke til at tabe de skide kilo jeg ikke gider at glo på...det irriterer mig, det er let at ændrer...men for pokker var er jeg træt af at jeg ikke bare gør det så...

jeg hader at jeg ikke kan sige fra over for min familie at jeg ikke bare kan tage afstand til dem selvom at de pisser på mig hele tiden

Sisley skriver:

Jeg hader, at jeg altid bliver mega rød i hovedet over ingenting! Bare det at en lidt fremmed person pludselig taler til mig, kan gøre mig helt perpleks - eller hvis jeg får sagt noget dumt.

Og så er jeg bange for at køre bil - altså som fører - det synes jeg også er mega pres fordi det lægger begrænsninger for min "frihed".

Den kan jeg være med på
Det er bare slet ikke sjovt... Jeg kan bare mærke hvordan rødmen breder sig...
Det behøver ikke engang være fremmede personer, også hvis vi sidder en flok venner, eller er til noget familiehalløj... ja så snart flere en et par stykker retter deres opmæksomhed mod mig... Og er der så nogen der synes de er sjove og sige "neeej nu bliver du rød i hovedet" så bliver det bare endnu værre

Jeg er træt af at jeg kan være ret "smagsdommer"-agtig overfor andre, især mht. musik - MIN smag er den bedste...  Morer mig også klart bedst til fester hvor jeg får lov at være DJ (hvilket jeg også er god til)...

At jeg er rigtig dårlig til at sætte mig igennem overfor myndige personer som f.eks. folk ansat i kommunen - også selvom jeg ved jeg har ret... Jeg går direkte fra ekstremt høflig og lattermild til grænsende til hysterisk lillepige uden mellemtrin...

At jeg er SUPERdårlig til at tage mig sammen til at læse og har været det alle årene på uni...

At jeg stadig bliver irriteret på min lillesøster over hendes problematikker selv om hun har fået en diagnose og det altså er fastlagt at hun ikke kan gøre for at hun har de vanskeligheder som hun har... Som næsten psykolog burde jeg om nogen vide bedre og have forståelse... 

Min næse! Og håber så inderligt at min datter ikke har arvet den tud.

AG