:((

 Har været til gyn. forundersøgelse i dag. Stik imod al forventning, gik jeg grædende hjem. De sagde at man skal vent mindst 2 år før det overhovdet kan komme på tale at få hjælp - selvom min kærestes sædkvalitet er i bund. De sagde at jeg var ung og havde maaasser af tid, og at mit underliv så godt ud, og at jeg bare var gået i panik, og at 1 år, det er sgu ikke at prøve ihærdet.

I min omgangskreds er jeg allerede sen på den, så jeg synes da ikke at jeg er så ung. Og hvor nægter jeg at blive en tudsegammel kælling mor, der holder komfirmationer når jeg er i tresserne.

Dette er den første dag hvor jeg har tænkt at "nu gi'r jeg op"! Gider ikke mere. Gider ikke at sidde grædende, med blod på papiret en gang om måneden! Gider ikke arbejde med noget der er så håbeløst :,(

kvinde84 skriver:

 Har været til gyn. forundersøgelse i dag. Stik imod al forventning, gik jeg grædende hjem. De sagde at man skal vent mindst 2 år før det overhovdet kan komme på tale at få hjælp - selvom min kærestes sædkvalitet er i bund. De sagde at jeg var ung og havde maaasser af tid, og at mit underliv så godt ud, og at jeg bare var gået i panik, og at 1 år, det er sgu ikke at prøve ihærdet.

I min omgangskreds er jeg allerede sen på den, så jeg synes da ikke at jeg er så ung. Og hvor nægter jeg at blive en tudsegammel kælling mor, der holder komfirmationer når jeg er i tresserne.

Dette er den første dag hvor jeg har tænkt at "nu gi'r jeg op"! Gider ikke mere. Gider ikke at sidde grædende, med blod på papiret en gang om måneden! Gider ikke arbejde med noget der er så håbeløst :,(

Hvad er det dog for en læge du har??!! Hvad er det for noget at sige?!! Et år er LÆNGE, at have været igang med projekt baby! Og når de oven i købet VED, at din kæreste har dårlig sædkvalitet, er det da for tåbeligt ikke at hjælpe jer, istedet for at I skal igennem endnu et års skuffelser (håber selvfølgelig det lykkes inden )

Og det er da ligegyldigt, om man er 'ung endnu', det gør da ikke ønsket om baby mindre, eller mere udholdeligt, at det ikke lykkes..!! Jeg havde skiftet læge..!!!

Stort til dig

Det er åbenbart meget forskelligt fra læge til læge, hvor hurigt man kan få hjælp. Jeg synes da godt nok, din læge er streng med den udmelding... Har du overvejet at skifte læge?

K.h. Linda

det er trist på dine vegne, menjeg er enig med de andre du skal virkelig overveje en anden læge......

For før man ved af det så er man over 30 og så er det endnu sværere...

det er i hvert fald ikke sandt, det du har fået at vide. Vi fik hjælp efter halvandet år selvom alle vores prøver og undersøgelser viste at vi burde kunne undfange selv.

1 år er ikke længe nej, det er helt normalt, men at sige at der skal gå to år før man får tilbudt hjælp er en lodret løgn.

Nu var det alså ikke min egen praktiserende læge der var af den mening. Det var gynækologen på hospitalet, som jeg var blevet henvist til via min egen læge (min kærestes læge anbefalede mig også at blive undersøgt) 

Det lyder helt uretfærdigt - der er vidst en gyn der har glemt der er noget der hedder empati, og at h*n taler til en kvinde der ikke har det let...

Jeg ville klart prøve med en anden læge eller overveje selv at betale for det. Jeg mener ikke insemination er "meget" dyrt... Det er i hvert fald en mulighed... Men jeg ville også blive ved med at presse på - og måske finde en anden læge...

Vi har snakket en del om, at hvis det tog lang tid at blive henvist, at så betale for det selv på en privatklinik. Tror det koster en del, men det må vi så bare finde ud af (min mor tilbød engang at betale halvdelen  hun ønsker sig sikkert ligsåmeget et barnebarn). 

Gyn henviste mig dog i det mindste videre til at få taget blodprøve for ÆL, + at tjekke mig og min kæreste for hepatitis og AIDS. Prøver som fert.klin. forlanger hvis man skal sættes i behandling.

Jeg synes, ligesom de andre, at det er noget af en udmelding, du har fået smidt i hovedet!

Da min læge fik at vide, at jeg havde smidt p-pillerne, men ingen mens havde fået (der var gået max. 3 mdr.), så sendte hun mig til gyn.
Min læge har helt sikkert kunne regne ud, at min krop ikke besad de bedste egenskaber til at blive gravid med. Og det viste sig, at jeg har PCO.
Så det er klart, at hun har en stor del af fortjenesten, sammen med gynækologen, selvom de altså ikke var med under selve akten

Det er så vigtigt med forståelse fra lægen!! 

Er bare så træt af projekt baby. Jeg orker ikke mere at tænke på at ikke drikke, ikke spise dit og ikke gøre dat, for at optimere fertilitet og hvis nu...!! Jeg er sgu ikke gravid endnu, og tænker at jeg måske aldrig bliver det.

Det er til at blive sindsyg i hovdet af. Og hvorfor skulle jeg egentlig tænke så meget over det. Jeg har levet et forbilledeagtigt liv, hele mit liv, og så uden at tænke på det, for det lå ligesom i opdragelsen. Jeg har dyrket sport og spist sundt altid, jeg kan ikke særlig godt lide søde sager, og har aldrig vejet et gram for meget eller for lidt. Har aldrig været på kur, fordi jeg synes at det er åndsvagt men div. slankekure. Jeg har heller aldrig overøst mig med kemikalier.

Jeg har været sundsund unden at tænke det mindste over det. Indtil for ca et halvt år siden hvor vi virkelig kampstartede projekt baby. Siden da har jeg stresset alt for meget over at leve så sundt som jeg kan, med det resultat at min cyklus har teet sig lige siden, der er sket alt muligt, aldrig det samme hver cyklus.

Min største last, som er at jeg kan godt li' at feste, eller sidde med familien og drikke et glas vin eller to i weekenden, blev også helt parkeret (det med festerne var dog ikke så svært siden de fleste af veninderne enten er blevet mødre eller er flyttet). Denne månede tænkte jeg så, hul i det hele. Spiste hvad jeg havde lyst til, tog på vild druk sammen med min lillesøster, hvor der blev festet til den lyse morgen, to weekender i træk. Surprise, ingen pletblødninger ingen brystspændinger eller nogetsomhelst andet underligt. Det må så lære mig at jeg virkelig skal lade være med at tænke over det.

Fuck hvor var det her en lang svade af brok!! Sorry, i behøver as ikke at kommentere