Hvad gør I, hvis det ikke lykkes?

Jeg har altid været for adoption, lige siden jeg var barn.. ved faktisk ikke helt hvorfor jeg har tænkt den tanke dengang, men anyhow..

hvis det skulle ske at jeg ikke kunne få flere børn, har en i forvejen, så vil jeg helt klart adoptere og jeg vil helst have et barn fra grønland, hvis det kan lade sig gøre.

Jeg synes det er helt ok at adoptere, tænk at der er så mange børn derude, der mangler forældre og man kan gøre livet meget bedre for dem.

Vi snakkede ganske lidt om det, da vi stod i behandlingerne. For mig er det ikke en mulighed at adoptere, så vi havde også valgt at så var vi barnløse hvis det ikke lykkedes.

men som du skriver Mia Maia så er der nogle rigtig strenge krav. Søren lider også af en kronisk sygdom og udover det er vi begge overvægtige, hvilket også er grund til afslag på adoption. så jeg tror slet ikke det ville være en reel mulighed for os, selv hvis vi ville.

Jeg må sige at vi slet slet ikke har haft de tanker endnu. Vi lever stadig i boblen "selvfølgelig sker det!!".. Nu har vi taget næste skridt, og håber at behandlingen bliver vores mulighed for at blive forældre. Men jeg føler, hvis jeg mister troen på behandlingen og det biologiske barn, og "accepterer" adoption, så giver jeg op.. Jeg ved ikke om det giver nogen mening? Jeg forsøger at lægge hele mit hjerte og fokus i dét som er nu.. Det betyder ikke jeg afviser adoption på nogen måde, jeg er bare ikke kommet dertil endnu...

Med Mia Maia's informationer kan jeg se at vi også vil være dårligt stillede, da kæresten har gigt...

Vi har selvfølgelig også været inde omkring emnet og har snakket en del om adoption og det ville ikke være det store problem for os. Vi vil jo selvfølgelig helst have et naturligt barn og der går nok mange år inden vi opgiver håbet, så det ligger et sted langt ude i fremtiden.

Derudover har vi snakket MEGET om at undersøge muligheden for at købe både doneræg og donersæd og få lagt det befrugtede æg op. Altså sådan så man bare selv fungerede som rugemor. Jeg ANER ikke om det er lovligt. Men vi har bare snakket om at hvis nu det er donersæd vil det altid føles som om det er mere mit barn og omvendt ved doneræg, men hvis nu begge dele er doner, så vil det jo være næsten ligesom at få et adoptiv barn man bare selv føder Vil så gerne prøve at være gravid.

Tjuhl skriver:

Vi snakkede ganske lidt om det, da vi stod i behandlingerne. For mig er det ikke en mulighed at adoptere, så vi havde også valgt at så var vi barnløse hvis det ikke lykkedes.

men som du skriver Mia Maia så er der nogle rigtig strenge krav. Søren lider også af en kronisk sygdom og udover det er vi begge overvægtige, hvilket også er grund til afslag på adoption. så jeg tror slet ikke det ville være en reel mulighed for os, selv hvis vi ville.

 

Ja det kan nogen gange være svært at forstå at det skal være SÅ svært...

Jeg forstår godt de psykiske krav da det er vigtigt for de børn at de får nogen forældre der kan give dem de resourcer de har brug for til at tackle det at være adopteret...

Men behandlingen skal bare lykkedes...