en lille fortælling.... når det aldrig er "godt nok"

Hvor er det bare træls du skal have det sådan sødeste..
Jeg synes det er så flot at du fortæller om det og indser at dette er et problem, det er allerede et stort skridt på vejen .

Tror der er mange i dagens Danmark der går og over analyserer tingene og vil fremstå som den perfekte mor, kone og kvinde. Der er bare Ingen der er perfekte, og det bliver vi aldrig. Men en ting er sikkert at vi alle bestræber os på at være de bedste mødre for vores børn og det klarer vi alle på forskellige måder men på den bedste måde for vores børn. Tænk sig hvor meget nikoline elsket dig for alt du gør og alt du har gjort, hun elsker dig for den du er og ikke for alt det du vil gøre bedre. For det du gør er det bedste for nikoline.
Og en anden ting er St du med god Samvittighed kan udeblive fra arbejdsmarked, for du kan ikke!! Din krop kan ikke. Så bebred ikke dig selv for du ikke bidrager med noget for det er fysisk umuligt og ikke bare fordi du er doven og ikk gider.. Brug hellere tiden på at pleje dig selv og nus om dig selv i hverdagen så du har overskud og energi til at have alt dit fokus på det mest positive i dit liv, dit bånd med Martin og nikoline der begge forguder dig.

Håber inderligt du får det bedre og du kommer ud af denne mølle..
Husk alt det du gør hel hjertet et godt nok og det bedste for dig og dine elskede ...

Søde Karina. Jeg kan jo nok ikke sige noget, som de andre ikke allerede har sagt. Jeg vil dog sige, at jeg godt kan forstå dig, og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke synes, at du er god nok eller at du ikke duer. Jeg kan godt forstå dig, fordi jeg til tider har det ligesådan, især efter jeg er blevet mor. Jeg vil dog sige så meget, at du jo bidrager med så meget, også ting som du slet ikke tænker over. Nå ja, du har ikke været på arbejdsmarkedet i 2 år, men i den tid har du fået lavet en masse andet. Hvis nu du ser på din familie, hvordan ville den nu være uden dig? og noget andet er, hvad ville vi herinde?

Du siger, at du ikke føler, at du bidrager med noget, men så kan jeg fortælle dig, hvor stor en betydning du har haft for mig. Jeg kan huske, da jeg startede som medarbejder på Navlestrengen, og vi begyndte at skrive sammen. Vi skrev sammen om din tidligere arbejdsplads, vi skrev om min. På det tidspunkt vidste jeg intet om, hvorfor jeg ingen børn havde fået endnu, og du var en kæmpe trøst for mig, fordi du lyttede og du trøstede, måske helt uden at vide, hvor meget det rent faktisk betød, for på det tidspunkt var du den eneste udover Per, som jeg havde fortalt det til. Vi kom ind på rigtig mange emner blandt andet heste og min passion for dem, og pludselig en dag beder du om min adresse, og så sender du en masse lækkert rideudstyr til mig. Vi fortsætte det som i mine øjne er et rigtig godt venskab, hvor du har været en fast støtte for mig i min kamp for at få Dicte, og det har været med til at holde min gejst op, hvor jeg nogen gange har været ved at give op. Så i mine øjne har du i mit liv bedraget med noget og rørt mig og givet mig et dejligt venskab, hvori man kan støtte hinanden og lytte, når der er noget, som er svært at få sagt.
Jeg synes ikke, at du skal tænke så meget over tingene, men på den anden side kan jeg godt forstå dig, for jeg gør det selv. Den der tendens til at overanalysere alting er ikke god, og på en eller anden måde, må du prøve at lade være, og sige til dig selv, at selvfølgelig er du god nok. Sig til dig selv, at selvfølgelig duer du, og så selvom den åndsvage ryg driller, og selvom du ikke har arbejdet i et par år, pyt med det. Det som virkelig tæller er din person, og den er ved gud dejlig, og virkelig værdsat mange flere steder end du drømmer om.

Lilletrold skriver:

Søde søde Karina. Det gør ondt at læse at der findes en anden, som slås med de samme ting som mig, for tankespind burde faktisk blive en anerkendt sygdom for det er nærmest det eneste man føler man er god til når man går hjemme og intet kan ændre på sin tilværelse. Jeg har også været ledig, eller væk fra arbejdsmarkedet i over 2 år nu, og det skræmmer mig at tiden bare tæller videre. Jeg har også været ude af drift med alle mulige ting, men jeg har lært mig selv det sidste stykke tid at slippe tankerne lidt. Og den nemmeste måde er faktisk at acceptere de gode dage og de dårlige dage. Når jeg virkelig ryger ned i kælderen, så lader jeg mig ryge ned. Tager den dag eller to det kræver, men når jeg så er ovenpå igen, så husker jeg også på hvad jeg har. Havde en bekendt der spurgte mig forleden:" du hader vel spørgsmålet arbejde, men jeg spørg alligevel til dig" jeg svarede :"Muligheden for at ligge mig til at dø findes bare ikke. For jeg vil kæmpe for August, men også for mig selv og fordi det er min ret at komme tilbage, og jeg er ligeså god som de andre folk der muligvis har flere års arbejdserfaring, men ingen personlig udvikling" Det har du smukke. Og det gør dig til en helt anden person idag. Det er det du/vi/jeg skal huske på når mørket kommer lidt for tæt på. Du har været væk fra arbejde, du har været syg med din ryg, men har du holdt ferie på det grundlag? Har du fravalgt mor-rollen, kæreste-rollen pga det? Nej du har kæmpet som bare helvede (undskyld sproget) og det gør dig så meget værd, når tiden er til at du skal arbejde igen. Jeg har også måtte lære at nyde den her tid med August. tænk sig at vi har været så heldige at kunne være hjemme ved vores børn så længe. Det er en stor gave, som mange andre mødre ville dø for.

Jeg håber mit pludder kunne hjælpe dig lidt smukke. For første gang igår slap jeg tankerne om at rydde op i køkkenet. August faldt første i søvn kl 20.30, og da jeg kom ned i køkkenet tænkte jeg fandme nej. Vasketøj og oprydning må vente til i morgen, og det var faktisk en dejlig følelse. Og når du kritiserer din mad, så tænk heller at du KAN lave mad, dejligt mad ikke hvad der også kunne være i. Så lad dig inspirerer til næste gang du laver retten. Tror sjældent at når folk laver mad at det smager ens hver eneste gang

Mange mange knus til dig smukke Karina

 

hi hi.... jeg tror godt man kan få nogle piller mog tankemylder......;=)

du har helt ret, det er lettets når man lærer at acceptere... det kan være hylende svært... men det er det bedste! :0)

sarahb skriver:

Hvor er det bare træls du skal have det sådan sødeste..
Jeg synes det er så flot at du fortæller om det og indser at dette er et problem, det er allerede et stort skridt på vejen .

Tror der er mange i dagens Danmark der går og over analyserer tingene og vil fremstå som den perfekte mor, kone og kvinde. Der er bare Ingen der er perfekte, og det bliver vi aldrig. Men en ting er sikkert at vi alle bestræber os på at være de bedste mødre for vores børn og det klarer vi alle på forskellige måder men på den bedste måde for vores børn. Tænk sig hvor meget nikoline elsket dig for alt du gør og alt du har gjort, hun elsker dig for den du er og ikke for alt det du vil gøre bedre. For det du gør er det bedste for nikoline.
Og en anden ting er St du med god Samvittighed kan udeblive fra arbejdsmarked, for du kan ikke!! Din krop kan ikke. Så bebred ikke dig selv for du ikke bidrager med noget for det er fysisk umuligt og ikke bare fordi du er doven og ikk gider.. Brug hellere tiden på at pleje dig selv og nus om dig selv i hverdagen så du har overskud og energi til at have alt dit fokus på det mest positive i dit liv, dit bånd med Martin og nikoline der begge forguder dig.

Håber inderligt du får det bedre og du kommer ud af denne mølle..
Husk alt det du gør hel hjertet et godt nok og det bedste for dig og dine elskede ...

det er i alt fald noget mange mennesker kan relatere til, det med at ville være perfekte.... og nej, som du siger så er der jo ingen som er perfekte... vi gør det bedste vi kan. ud fra de vilkår vi har:0) det ved jeg, jeg skal så bare lære at acceptere og forstå det:0)

Majastina skriver:

Søde Karina. Jeg kan jo nok ikke sige noget, som de andre ikke allerede har sagt. Jeg vil dog sige, at jeg godt kan forstå dig, og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke synes, at du er god nok eller at du ikke duer. Jeg kan godt forstå dig, fordi jeg til tider har det ligesådan, især efter jeg er blevet mor. Jeg vil dog sige så meget, at du jo bidrager med så meget, også ting som du slet ikke tænker over. Nå ja, du har ikke været på arbejdsmarkedet i 2 år, men i den tid har du fået lavet en masse andet. Hvis nu du ser på din familie, hvordan ville den nu være uden dig? og noget andet er, hvad ville vi herinde?

Du siger, at du ikke føler, at du bidrager med noget, men så kan jeg fortælle dig, hvor stor en betydning du har haft for mig. Jeg kan huske, da jeg startede som medarbejder på Navlestrengen, og vi begyndte at skrive sammen. Vi skrev sammen om din tidligere arbejdsplads, vi skrev om min. På det tidspunkt vidste jeg intet om, hvorfor jeg ingen børn havde fået endnu, og du var en kæmpe trøst for mig, fordi du lyttede og du trøstede, måske helt uden at vide, hvor meget det rent faktisk betød, for på det tidspunkt var du den eneste udover Per, som jeg havde fortalt det til. Vi kom ind på rigtig mange emner blandt andet heste og min passion for dem, og pludselig en dag beder du om min adresse, og så sender du en masse lækkert rideudstyr til mig. Vi fortsætte det som i mine øjne er et rigtig godt venskab, hvor du har været en fast støtte for mig i min kamp for at få Dicte, og det har været med til at holde min gejst op, hvor jeg nogen gange har været ved at give op. Så i mine øjne har du i mit liv bedraget med noget og rørt mig og givet mig et dejligt venskab, hvori man kan støtte hinanden og lytte, når der er noget, som er svært at få sagt.
Jeg synes ikke, at du skal tænke så meget over tingene, men på den anden side kan jeg godt forstå dig, for jeg gør det selv. Den der tendens til at overanalysere alting er ikke god, og på en eller anden måde, må du prøve at lade være, og sige til dig selv, at selvfølgelig er du god nok. Sig til dig selv, at selvfølgelig duer du, og så selvom den åndsvage ryg driller, og selvom du ikke har arbejdet i et par år, pyt med det. Det som virkelig tæller er din person, og den er ved gud dejlig, og virkelig værdsat mange flere steder end du drømmer om.

uh Camilla... jeg læste dit svar lige inden jeg skulle til rygtræning i morges... og så hylede jeg bare....

hvor er du sød og hvor er jeg glad for at jeg kunne/kan hjælpe dig! og det rør mig helt vildt meget at vide at jeg har gjort en forskel.....

ka-ri-na skriver:

er der nogen af jer der også har det sådan?

der er sjældent noget af det jeg gør der for mig er "godt nok"... hvis jeg laver mad, og det smager godt, kan jeg altid finde en ting jeg lige skulle have puttet i, eller som også lige kunne have været lækkert eller eller eller.... jeg når aldrig det punkt hvor det er ultimativt, eller "godt nok"...

det samme gælder når jeg skal købe tøj eller udstyr til Nikoline.... Hvis ikke Martin skar igennem, ja så ville jeg sgu aldrig få købt noget... for det er aldrig "godt nok"...

dette indlæg handler om tanker jeg har gået med alt for længe... Jeg tænker ting i stykker, alt bliver liiiige vendt 1000 gange i mit hovede... Og det påvirker min omverden... Jeg tror ikke Nikoline bemærker det men det gør min familie og min kæreste... og jeg bemærker det også selv nu...... for det stresser mig, meget!

det stresser mig at jeg nu snart har været væk fra arb. markedet i 2 år!!! at jeg ikke føler jeg bidrager med noget, jeg føler ikke jeg "virker/dur"... Og disse dekstruktive tanker er jeg nødt til at få væk, for jeg kan mærke jeg har været lige på kanten af en depression, igen!  hvis ikke Martin hiver mig i ørerne er jeg en sortseer uden lige....

Jeg tror det er derfor jeg ikke har været så aktiv herinde en tid....

men piger.... fortæl mig nu hvordan jeg bedst kommer det her til livs? det MÅ ikke smitte af på Nikoline....

Ork ja, det kender jeg til hudløshed!

Jeg føler heller aldrig noget af det jeg gør er godt nok.

Jeg kan forstå i dine senere indlæg, at det meget handler om din fysik...og det kan jeg i hvert fald sagtens relatere til. Det er VIRKELIG frustrerende, når man ikke kan det man gerne vil, og meget svært at acceptere.

Til tider har jeg dog accepteret det, men så stikker afmagten igen sit grimme ansigt frem.

Jeg er meget ked af min socialfobi og min dårlige ryg. Begge dele ting, der gør at jeg ikke kan have et job, som "almindelige" mennesker har.

Det er sørgeligt, for der er mange ting jeg gerne vil.. bl.a. bare det at gå til et eller andet, men der bremser min socialfobi mig, og det er virkeligt noget der kan gøre et ellers meget socialt menneke som mig ked af det.

Og ryggen forhindrer mig osse i at dyrke sport,  og at gå til fysioterapi, for så gør det ondt i et par mdr. efter.  Så lige nu har jeg accepteret, at det eneste jeg kan gøre, er at tage nogle piller som måske tager toppen.

Jeg kan heller ikke holde til at lave særlig meget, så rengøring osv bliver delt op...men DET er ekstremt svært for mig at acceptere, da jeg altid førhen skulle være over alt inden jeg var tilfreds. Og det med at tage et rum ad gangen er bare ikke tilfredsstillende, for jeg kommer aldrig til bunds, når jeg har en mand der bare går og roder (det er jeg dog osse selv lidt med til), så man kan starte lidt fra bunden af igen næste dag...

Det gør osse, at jeg virkelig tænker meget over det med at få nr. 2, hvis man skulle ønske det, og være så heldig. For kan jeg klare det med ryggen, kan jeg OVERHOVEDET tage mig af Emma under en graviditet??? Og det er da nok det allermest frustrerende ved at have det dårligt fysisk, synes jeg.

Men jeg har fået en identitet. Jeg er MOR... og forhåbentlig en god en, og det er du osse...og det er det vigtigste job af ALLE, at være forælder for sit barn!!!

Skidt med job osv. der er jo en grund til at vi ikke er på arbejdsmarkedet... men jeg håber da meget for dig, at du får evnen til at gøre det du gerne vil igen, for det ER ikke det sjoveste, at føle sig utilstrækkelig!

MEN du er noget, du er en god kone, en god mor og en god datter. Det er jeg helt sikker på! Og helt sikkert osse en masse andre ting!!!!