BlyViol skriver:
må jeg spørge hvordan du fik bugt med den?? jeg har arbejdet med det "alene" (altså uden kæresten) i 7 mdr nu, men nu skal han med i forløbet - for han skal hjælpe og høre om hvad jalousi er for en størrelse...
Han har selv været der men er vokset fra det, det kan jeg bare ikke rigtig vente på.
Jamen faktisk var det også meningen at jeg skulle til psykolog, men jeg fik aldrig taget mig sammen, fordi min jalousi drænede mig for energi. Det lyder næsten umuligt, men jeg kunne ikke gå i skole, og det eneste jeg kunne var at være hjemme og græde og sove! Det tog så meget af min energi...
Men jeg brugte i stedet min mor, som egentlig fungerede på samme måde..
Jeg tror egentlig jeg sådan rigtig fik bugt med den, da jeg mistede min veninde på grund af det.. Simpelthen jalousi, hvis hun var sammen med en anden veninde.. (Totalt latterligt) Jeg var også ved at miste kæresten mange gange, og jeg tror egentlig, at det var det der gjorde jeg kom af med det..
Så altså, desværre, en blanding af at miste min bedste veninde og min kæreste, OG snakke med min mor, som også fungerede som en psykolog...
Jeg skrev som dig et brev, nogenlunde med det samme skrevet, som du har skrevet! Derudover skrev jeg mine tanker ned, om hvad det gjorde ved mig, at jeg havde den her jalousi, og jeg kiggede tit på det.. Det hjalp også rigtig meget!
Jeg kæmper stadig lidt med det, og jeg tror aldrig jeg kommer af med det helt, men jeg er nået meget langt, og det hæmmer ikke længere min hverdag..
Det er en enormt lang proces, og man kan ofte føle, at man ikke kommer nogen vejne, men tro mig, en dag vågner du og du vil føle en form for ny energi, uden du rigtig ved hvad det er der gør det.. En dag kan din kæreste tage i byen eller ud uden dig, og du vil slet ikke tænke over det, men blot sende ham afsted, i håbet om han får en kanon aften! -Hvis det er ham det handler om, og om ikke andet opleve noget lignende!
