gravid, men ikke ret meget længere.. :(

Bella09 skriver:

det var begge dele. men nu har folk i min omgangskreds også nærmest forventet jeg fik abort, fordi jeg er så ung.. føler ikke de støtter mig men jeg mente godt, at jeg selv ville kunne klare det, altså med støtte fra manden, men han er bakket ud nu.. og så er jeg kommet i tvivl, især når omgivelserne sætter spørgsmålstegn ved det.. åh ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er knust, for jeg vil jo virkelig gerne det her barn, men måske er jeg bare lidt for blind og naiv, og måske skulle jeg lytte til mine venner og familie.. hvad er det også jeg giver mit barn, når det skal vokse op uden far..

Den linje siger det hele synes jeg... følg dit hjerte. Livet igennem vil folk tvivle på ens beslutninger, stor som små. Ens vigtigeste opgave når folk er imod en, er at bevise de tog fejl.

Du må ikke gøre noget som du inderst inde ikke ønsker. Dem omkring dig, og som virkelig holder af dig skal nok bakke dig op i din beslutning.

Jo du er ung, men du er jo ik 15 - 16 år, og nærmere voksen end barn. Så derfor synes jeg slet ikke alderen er til overvejelse som en hindring.

Men selvf. skal du gøre det du føler. Jeg er dog helt sikker på, at du sagtens kan klare det. Det synes jeg man kan læse ud fra det du skriver.

Super mange knus og kram

Det er godt nok en svær beslutning du står i .. Men jeg har allermest lyst til at sige, at du skal beholde barnet.. -For det lyder virkelig som om det er det du allerhelst vil...

At du er ung, ja, hvad gør det?? Jeg fylder 19 imorgen og min kæreste 21 i juni, men jeg venter barn om en mdr ca, og havde jeg valgt en abort, som var meget på tale på det tidsounkt, havde jeg SÅ MEGET fortrudt idag... Min familie og venner rådede mig alle sammen til at få en abort, men jeg valgte at beholde det, og nu glæder ALLE sig...

Hvis du ender med at være alenemor, er det da også okay.. Der er jo mange børn der lever uden en far, og de har det vel okay, trods omstændighederne, evt uden far...

I hvertfald skal du have et kæmpe fra mig, og jeg ønsker dig alt held og lykke.. - Du skal ikke vælge en abort, bare fordi dine venner og familie ikke er klar til en lille en.. Det er trods alt dig der skal være mor og dig der skal have en abort hvis det er det du vælger...

først et stort kram

sikke en svær beslutning du er i, men tror det bedste er at du selv tager beslutningen, og ikke lytter hvad andre synes du skal, skriv evt for og imod liste, og du vil måske have det svært med valget  uanset hvad du vælger, men så længe du føler det måske er det rigtige, tror jeg også det er det rigtige.

jeg tror ihvertfald du vil vælge hvad der er bedst for dig, og lyt ihvertfald ikke til din eks eller hvad han er, det er dig der skal leve med beslutningen, som du vælger

held og lykke, og håber du finder den rigtige vej for dig

Har altid hørt mange sige:

Man kan aldrig fortryde at man fik sit barn, men man kan fortryde at man ikke fik det.

Det ved jeg ikke om du kan bruge til noget..??

Men i hvert fald, så vil jeg lige som de fleste andre råder dig til, at lytte til dig selv og dit hjerte, lige meget hvad du vælger, er det en beslutning du skal leve med resten af livet. Mange børn vokser op uden en far, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at de har dårligere liv, og hvis du vælger at beholde barnet, kan det jo godt være din eks-kæreste kommer til fornuft.

Jeg håber du overvejer det rigtig meget igennem, jeg har ikke selv fået foretaget en abort, men jeg kan levende forestille mig, at det er en hård en at skulle komme over..

Held og lykke med det hele, lige meget hvad du vælger, så er jeg sikker på det nok skal gå

hvor er det dejligt, i er en stor hjælp for en forvirret pige som mig, et til jer. Nej heldigvis, er jeg ikke helt ung, 15- 16 år, det er alt for ungt i mine øjne, fordi man ville gå glip af hele sin ungdom. Jeg tænker normalt heller ikke om mig selv, at jeg er meget ung, men i denne sammenhæng er jeg måske, men i forhold til nogen af dem man ser i de unge mødre som er 15-16 år, så har jeg jo alligevel haft lidt mere ungdom hvor jeg har været i byen osv, end de har..

Når det så er sagt, så vil jeg da lige sige tillykke til dig marikka, både med babyen, og med fødselsdagen

Min mor var 22, da hun fik mig.

Min far gad mig ikke. Og på min 5 års fødselsdag, stoppede han helt den smule kontakt han havde med mig.

Jeg har altid været stolt af at have en ung mor, og det har aldrig gjort mig noget at min far ikke var inde i billedet.

Jeg er selv 21 år og venter mit første barn.

Men følg dit hjerte andet er der ikke at gøre.

 

 

Jeg har stået i nøjagtig samme situation som dig, og du er velkommen til at skrive et pb til mig, for jeg ved, hvor svært det er.

K.h. Linda med Laura på nu 5 mdr.

Bella09 skriver:

hvor er det dejligt, i er en stor hjælp for en forvirret pige som mig, et til jer. Nej heldigvis, er jeg ikke helt ung, 15- 16 år, det er alt for ungt i mine øjne, fordi man ville gå glip af hele sin ungdom. Jeg tænker normalt heller ikke om mig selv, at jeg er meget ung, men i denne sammenhæng er jeg måske, men i forhold til nogen af dem man ser i de unge mødre som er 15-16 år, så har jeg jo alligevel haft lidt mere ungdom hvor jeg har været i byen osv, end de har..

Når det så er sagt, så vil jeg da lige sige tillykke til dig marikka, både med babyen, og med fødselsdagen

Bella, at du "kun" er 21, ser jeg slet ikke som noget problem!!

Min mor var 17 år, da hun blev gravid med mig. Jeg er velfungerende, bor i hus med min kæreste og vores to hunde. Om 10 uger skal vi have vores første barn. Og jeg er altså lige fyldt 31...

Jeg har nydt godt af, at min mor var ung - selvom jeg umiddelbart synes, at det er lidt for ungt, når man er under 20... MEN jeg synes, at det afhænger meget af ens modenhed, bagland og situation. 
Og kunne jeg vælge, havde vi også fået vores første barn før nu. Men det var ikke muligt...

Jeg synes, at du skal mærke efter - helt indeni. Kun dér ved du, hvad din beslutning skal være. Og er du det mindste i tvivl, så skal du finde nogen, der kan give dig al den info, du skal bruge til at træffe et valg.
Men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke synes, at beslutningen skal tages på baggrund af uafklarede ting, såsom en evt. ubeslutsom kæreste, evt. druktur, din alder osv.

Kan kun sige dig én ting: FØLG DIT HJERTE.
Tænk det hele RIGTIG GODT igennem-så du ikke fortryder.


Min datters far valgt hende fra helt fra start, jeg var skrevet op til abort og mødte op. Jeg vidst allerede dér da jeg fik tiden jeg ikke ville gennemføre. Og det endte da også med at jeg gik fra afdelingen med min lille guldklumpbevaret i maven.
Jeg tror ikke på der er sket din lilel baby noget, så hvis dit hjerte siger du skal beholde baby, skal du gøre det. !

Mange trøste knus til dig. Knus Louise- som selv har været noget lignende igennem.

Bella09 skriver:

Hej piger.. jeg har brug for at dele det her med nogen, da jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre af mig selv længere. Jeg har gået og tænk over om jeg nu kunne være gravid, fordi jeg oplevede en masse underlige ting med min krop og mine sanser.. jeg havde min sidste mens i januar, men stoppede også med pillerne, så jeg tænkte, at det nok var noget rod med pillerne, der var skyld i mens ikke var dukket op, men jeg havde stadig et lille håb i mig. 5 dage efter jeg skulle have haft mens, og den stadig ikke var kommet tog jeg en test, den viste negativ, og jeg tænkte, hm så er det pillerne der har lavet rod i den, og tænkte derfor ikke mere på det, så jeg drak alkohol, røg smøger og tog ihvertfald ikke hensyn til, der kunne være en lille baby i maven. Men der sker så det, at jeg stadig ikke har fået min mens her sidst i marts måned, og så bliver jeg jo meget mistænksom, eftersom jeg har oplevet en masse symptomer, men jeg har også hele tiden tænk - aaarh nu må jeg lige prøve at lade være med at tænke på baby, graviditet osv, så jeg ikke narrer min krop. Men det går så fuldstændig galt med kæresten her for en lille uges tid siden, og vi går fra hinanden/ holder en pause... og jeg tager så næste dag over til nogen veninder, som vil have mig med i byen og drikke sorgerne ud. Jeg tænker så, at jeg lige må teste for en sikkerhedsskyld, og testen er positiv. Jeg får så en tid hos lægen, som tre dage efter fortæller jeg er i 9. eller 10. uge. Jeg fortæller min kæreste det, og han reagerer med at sige, at han ikke vil have noget med det kommende barn at gøre og jeg skal få abort. det sårer mig selvfølgelig og jeg tænker først at jeg beholder mit barn, og det må han selvom, men efterhånden har jeg gået og bekymret mig, om der kunne været sket noget, da jeg jo bare har drukket osv.. og far vil jo ikke have noget med baby at gøre, så nu har jeg fået tid til abort. det er bare virkelig svært, når ens mave er vokset, og man har den der følelse af at der er noget i maven og så alle symptomerne selvfølgelig..

Jeg kan godt fælge din tanke med at have fået noget at drikke. Vi var til en vinsmagningsaften, som endte med os og nogle venner, der fik noget at drikke den aften og dagen efter, det var torsdag og fredag, og mandag fandt jeg ud af, at jeg var gravid. have vildt dårlig samvittighed, men i dag er Sophie 5 år og absolut ikke tabt bag en vogn hun begyndte at stave ord og skrive bogstaver da hun var tre et halvt år gammel, så jeg er ikke tynget af min samvittighed mere. Jeg mener helt klarrt, at de kampagner der er om alkohol, er møntet på dem der drikker  regelmæssigt, så jeg tror ikke, der er sket noget ved dine få ture. Jeg synes så ikke din tidligere kæreste er særligt sød, når han "cutter" med det samme. Det kunne jo være, at han vil have godt af at blive far, det modner mange Håber du finder en løsning på det hele, en efter DIT hjerte. Held og lykke