Zafir skriver:
Tak for dit svar... Og ja - det er helt vildt hårdt, men det har virkelig hjulpet at jeg også har fået hjælp til at finde ud af, helt inde i min sjæl at min mor ikke KAN blive anderledes. At hvis jeg vil have hende i mit liv, et eller andet sted, så må JEG gøre noget for at ændre, hvordan jeg føler og agerer omkring hende - og vælge til i de doser jeg kan kapere. Jeg fandt en lille smule ud af det, for nogen år siden, da jeg læste om min mors diagnose, men jeg har først rigtig forstået det, da jeg startede til min psykolog.
Men det er mega hårdt. Det er også hårdt, for det man allerhelst vil koncentrere alt sin energi om, er at gå og være gravid og alle de ting, der følger med det. - Men på en anden side, den måned hvor jeg var gravid og jeg ikke var startet til psykolog endnu og kunnekapere det på den måde, da tog det alt min energi. Så nu har jeg ligesom det nede på et acceptabelt niveau og ved jeg nok skal komme igennem det, før eller siden.
Desuden kommer der nogen rigtig gode ting ud af det. Jeg lærer at føle, mærke og udtrykke mine egne behov mere - hvilket jeg altid har været rigtig dårlig til. Og lærer måske at håndtere konflikter endnu bedre med alle andre, fordi mine reaktionsmønstre har været bygget op gemmen mange år, fra min ageren omkring min mor.
Og ja- så priser jeg mig også RIGTIG lykkelig over resten af min familie, som jeg heldigvis har. Jeg har jo en SKØN og dejlig far, hans kone, min svigermor, min moster også naturligvis alt det selv-valgte-familie, via de tætte venskaber som jeg heldigvis også har en del af. Så det er rart. Jeg lærer, ikke at føle at jeg mangler så meget fordi jeg ikke har en 'mor', men sætte de der mor-ting i stedet hos nogen andre og derved kunne vælge til, de bidder af min mor, som jeg kan kapere.
Også hjælper det også rigtig meget at skrive om det, fx herinde og de ting jeg skriver til min psykolog mellem psykologbehandlingerne 
KRAM i natten, fra Zafir der heller ikke rigitig kan sove i nat... 
Det er jo lige netop dét, at man som velfungerende menneske kan (eller i hvert fald kan lære)... Altså det dér med, at det er os, der skal finde ud af, hvor meget, vi kan klare og vil stå model til.
Det er dig, der bestemmer tempoet mht. din mor og det ved du heldigvis. Men det kan stadig være svært at skulle finde rundt i... Men som du skriver, er der jo også den sidegevinst, at man lærer sig selv at kende. Og det synes jeg bestemt er vigtigt - især når man skal være eller er mor.
Jeg har også gået til psykolog og det har været det bedste, jeg kunne gøre for mig selv!
