Suk - min mor... Igen...

LadyRanda skriver:

Ja jeg kender jo ikke hele historien om jeres fortid sammen, af mange gode grunde. Men jeg kender det at leve med psykisk syge, min mor har været det under hele min barndom, min mormor ligeså, også min storebror, som døde Juni sidste år.  (Som i øvrigt var min aller bedste ven) Det kan være rigtig hårdt til tider, og ja, tit ser de ikke længere end deres egen næsetip. Og nu i mit eget tilfælde, så har/havde de så mange andre gode egenskaber!  Men jeg forstår godt din fustration!

Det kan være ganske hårdt til tider at leve med psykisksyge mennesker. Og nu er der jo mange lidelser inden for psyken, og ikke alle er ens. Så jeg skal overhovedet ikke komme med råd eller lign. Men man må gi din mor at hun prøvede, også selvom i har en fortid, og fordi at din mor prøvede, behøver du ikke se igennem fingre med tidligere, og stadig være på vagt. Men det er altid godt når et menneske rækker en arm ud..

Håber det bedste for jer..

Kram

Ja, - det er det jeg prøver at grave frem ligenu. Prøve at finde ud af, hvad jeg kan bruge og vil have i mit liv og lære at sætte grænser, så hun ikke sårer mig hele tiden. - Og jeg slipper for at være hendes behandler/psykolog...

Men ligenu, så har jeg det meget svært, med en udstrakt hånd, men det har også noget at gøre med mit forløb ligenu.

Er rigtig ked af at hrøe det med din bror!!!...

Zafir skriver:

Mmm. Det går jo rigtig godt med min terapi og alt det og jeg VED at det jeg skal lære, er at min mor ALDRIG bliver en opmærksom og rummelig mor, som sådan en mor skal være... Og det er grunden til at jeg ligger afstand nu, så jeg kan få tid til at lære det... Og lukke hende ind i det omfang jeg kan.

Men så idag, har hun sendt en gave til Idun. Vi åbnede den, for at se om der var lort i, eller om vi kunne lade hende åbne den i morgen. - Vi har pakket den sammen igen.

Der lå også et kort i den. Hun har været inde og læse på min blog- hvilket jeg vidste at der jo var en risiko for at hun gør, selvom hun ellers aldrig gør det...

Så lå der et kort.: Kære Zafir & Tom. Hjertlig tillykke med Idun idag og ikke mindst graviditeten. De bedste ønsker og lykke til med SPUNKEN...  Mor.

MED FUCKING SPUNKEN!!! - Hvor hjernelam kan man have lov til at være. Jeg bliver SINDSYGT ked af det og det gjorde Tom også da vi læste den.

Spunken er den der døde... Alle steder jeg har skrevet noget om den der bor i min mave nu, har jeg omtalt den som FNUG. Eller Fnugget... Fuck fuck altså...
Jeg bliver altså bare så ked af det, når hun gør de der ting. Hun læser eller hører eller ser ALDRIG noget som helst end sin egen fucking næse... Og hendes egne ting. Hun er pisseligeglad med at den døde, den lille. For hende, var det bare en lettelse... også skriver hun HELD OG LYKKE MED SPUNKEN... Det er bare lavmålet af ubetænktsomhed...

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af det ligenu. Eller hvor jeg skal putte følelsen hen... Men jeg ved at det er sådan noget jeg må lære at skubbe væk, for jeg KAN ikke ændre hende og vil aldrig kunne ændre hende... æv pis og shitfuck...

mmmm.

Nu vil jeg prøve at glemme det og holde en dejlig fødselsdag med Idun i morgen...

herfra.

Nej nej nej. Det er sgu da toppen af ubetænksomhed.

Jeg ved præcist hvor dybt følelsen sætter sig, og hvor svær den er at håndtere. Er selv i MEGA krise pt. omkring noget lignende med en forælder.

Vi var små modelervoksklumper da de mennesker fik lov at præge os, derfor bliver det så møghamrende kompliceret på et meget højt plan, når man som voksen prøver at bearbejde sorgen og svigtet.

Fy for en madpakke, siger jeg bare. Godt terapi hjælper dig - og fantastisk, at du har Tom og Idun - og det lille Fnug i maven.

Zafir skriver:

Mmm. Det går jo rigtig godt med min terapi og alt det og jeg VED at det jeg skal lære, er at min mor ALDRIG bliver en opmærksom og rummelig mor, som sådan en mor skal være... Og det er grunden til at jeg ligger afstand nu, så jeg kan få tid til at lære det... Og lukke hende ind i det omfang jeg kan.

Men så idag, har hun sendt en gave til Idun. Vi åbnede den, for at se om der var lort i, eller om vi kunne lade hende åbne den i morgen. - Vi har pakket den sammen igen.

Der lå også et kort i den. Hun har været inde og læse på min blog- hvilket jeg vidste at der jo var en risiko for at hun gør, selvom hun ellers aldrig gør det...

Så lå der et kort.: Kære Zafir & Tom. Hjertlig tillykke med Idun idag og ikke mindst graviditeten. De bedste ønsker og lykke til med SPUNKEN...  Mor.

MED FUCKING SPUNKEN!!! - Hvor hjernelam kan man have lov til at være. Jeg bliver SINDSYGT ked af det og det gjorde Tom også da vi læste den.

Spunken er den der døde... Alle steder jeg har skrevet noget om den der bor i min mave nu, har jeg omtalt den som FNUG. Eller Fnugget... Fuck fuck altså...
Jeg bliver altså bare så ked af det, når hun gør de der ting. Hun læser eller hører eller ser ALDRIG noget som helst end sin egen fucking næse... Og hendes egne ting. Hun er pisseligeglad med at den døde, den lille. For hende, var det bare en lettelse... også skriver hun HELD OG LYKKE MED SPUNKEN... Det er bare lavmålet af ubetænktsomhed...

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af det ligenu. Eller hvor jeg skal putte følelsen hen... Men jeg ved at det er sådan noget jeg må lære at skubbe væk, for jeg KAN ikke ændre hende og vil aldrig kunne ændre hende... æv pis og shitfuck...

mmmm.

Nu vil jeg prøve at glemme det og holde en dejlig fødselsdag med Idun i morgen...

herfra.

Hvor er det altså ufatteligt så ubetænktsom folk kan være.

Og det værste er bare når det kommer fra ens mor. Hende man egentligt burde kunne regne med.

Jeg har selv en mor der er psykisk syg, som ikke selv vil indrømme det. Jeg har haft store problemer med hende i mange år, og må indrømme at jeg på et tidspunk frygtede for min datters liv. Det gjorde at jeg absolut sagde stop, og helt og aldeles cuttede kontakten med hende.

Det at jeg har gjort det har bare lettet SÅ meget for mig, og gjort at jeg nu kan komme over hende, og få et normalt liv! Det kan virkeligt anbefales.

Pga. det, har jeg taget kontakt til kommunen, hvor jeg til tider (når livet bliver for hårdt), kommer og får en snak hos en psykoteurapeut! Det har hjulpet mig VIRKELIGT meget.  Det tager tid at komme sig over alt det man har været igennem, og jeg tror aldrig man kan komme helt over det!! Men man kan komme videre.

Det skaber dog en del kriser i familien, da de føler at de skal vælge side, og at de kun kan invitere den ene part til fødselsdage osv.

Jeg ved ikke helt hvad jeg ville med dette indlæg! Måske bare fortælle dig at du ikke er alene. Og at du bare skal lukke ud herinde hos os, når der er brug for det

Milla-Victoria's mor skriver:

Hvor er det altså ufatteligt så ubetænktsom folk kan være.

Og det værste er bare når det kommer fra ens mor. Hende man egentligt burde kunne regne med.

Jeg har selv en mor der er psykisk syg, som ikke selv vil indrømme det. Jeg har haft store problemer med hende i mange år, og må indrømme at jeg på et tidspunk frygtede for min datters liv. Det gjorde at jeg absolut sagde stop, og helt og aldeles cuttede kontakten med hende.

Det at jeg har gjort det har bare lettet SÅ meget for mig, og gjort at jeg nu kan komme over hende, og få et normalt liv! Det kan virkeligt anbefales.

Pga. det, har jeg taget kontakt til kommunen, hvor jeg til tider (når livet bliver for hårdt), kommer og får en snak hos en psykoteurapeut! Det har hjulpet mig VIRKELIGT meget.  Det tager tid at komme sig over alt det man har været igennem, og jeg tror aldrig man kan komme helt over det!! Men man kan komme videre.

Det skaber dog en del kriser i familien, da de føler at de skal vælge side, og at de kun kan invitere den ene part til fødselsdage osv.

Jeg ved ikke helt hvad jeg ville med dette indlæg! Måske bare fortælle dig at du ikke er alene. Og at du bare skal lukke ud herinde hos os, når der er brug for det

Tak... Det hjælper faktisk at vide at man ikke er alene. Der er faktisk en del der har fortalt mig at de også har lignene problemer med deres mor og sådan.

Ligenu har jeg det godt med at jeg ikke ser hende, men jeg har også en følelsa af at jeg kan komme tila t have en eller anden form for kontakt når jeg når længere hen i mit psykolog forløb. Jeg er ovre sorgen over at være mor-løs og jeg er faktisk - meget pga det der kort hun skrev, som denneher tråd er skrevet om, kommet igennem vreden. - Det hjælper på en udnerlig måde at få det smasket i hovedet: Hun er BLIND. Hun er handicappet, som hvis man manglede en arm. Hun er ude af stand til at være et normalt menneske. Så skal ejg nu lære at sætte de grænser overfor hende og tilvælge de punkter jeg kan have hende i mit liv og passe på mig selv.

Men jeg har en idé om at jeg skal se hende igen - på et tidspunkt... Bare ikke ligenu

KRAM tilbage

Zafir skriver:

Mmm. Det går jo rigtig godt med min terapi og alt det og jeg VED at det jeg skal lære, er at min mor ALDRIG bliver en opmærksom og rummelig mor, som sådan en mor skal være... Og det er grunden til at jeg ligger afstand nu, så jeg kan få tid til at lære det... Og lukke hende ind i det omfang jeg kan.

Men så idag, har hun sendt en gave til Idun. Vi åbnede den, for at se om der var lort i, eller om vi kunne lade hende åbne den i morgen. - Vi har pakket den sammen igen.

Der lå også et kort i den. Hun har været inde og læse på min blog- hvilket jeg vidste at der jo var en risiko for at hun gør, selvom hun ellers aldrig gør det...

Så lå der et kort.: Kære Zafir & Tom. Hjertlig tillykke med Idun idag og ikke mindst graviditeten. De bedste ønsker og lykke til med SPUNKEN...  Mor.

MED FUCKING SPUNKEN!!! - Hvor hjernelam kan man have lov til at være. Jeg bliver SINDSYGT ked af det og det gjorde Tom også da vi læste den.

Spunken er den der døde... Alle steder jeg har skrevet noget om den der bor i min mave nu, har jeg omtalt den som FNUG. Eller Fnugget... Fuck fuck altså...
Jeg bliver altså bare så ked af det, når hun gør de der ting. Hun læser eller hører eller ser ALDRIG noget som helst end sin egen fucking næse... Og hendes egne ting. Hun er pisseligeglad med at den døde, den lille. For hende, var det bare en lettelse... også skriver hun HELD OG LYKKE MED SPUNKEN... Det er bare lavmålet af ubetænktsomhed...

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af det ligenu. Eller hvor jeg skal putte følelsen hen... Men jeg ved at det er sådan noget jeg må lære at skubbe væk, for jeg KAN ikke ændre hende og vil aldrig kunne ændre hende... æv pis og shitfuck...

mmmm.

Nu vil jeg prøve at glemme det og holde en dejlig fødselsdag med Idun i morgen...

herfra.

Man dejligt at du er den betænksomme mor du aldrig selv har haft tænke et forbillede du er for dine børn og sikke et mønsterbrud du er i gang med. Det kræver mod og styrke, sej kvinde du er

ChristinaS skriver:

Man dejligt at du er den betænksomme mor du aldrig selv har haft tænke et forbillede du er for dine børn og sikke et mønsterbrud du er i gang med. Det kræver mod og styrke, sej kvinde du er

Ja... Desværre så er det jo svært at bryde ud af de ting. heldigvis er min far helt normal og er nok grunden til at jeg er så normal som jeg er. Min psykolog siger at det er et under. Men jeg er i hvertfald også glad for at jeg kan være der for Idun og forstå og imødekomme hendes behov og støtte hende fuldtud resten af hendes liv  (og baby... )

Det er bare så hårdt, det du gennemgår!

Det kan godt være, at din mor ikke prøver at være sød/imødekommende og at hun ikke rigtigt prøver. Men jeg tror, at du skal huske, at hun ikke kender til anden opførsel... 
Altså det er jo svært at udtale sig om, når man ikke kender til hende eller hendes diagnose.
Min far har nogle mildere psykopat-træk (det tror jeg dog ikke, at han på nogen måde selv er vidende om), som kommer til udtryk på en måde, som gør, at jeg har valgt at cutte AL kontakt til ham i januar.
Det har været sindssygt hårdt og er det da stadig. Men det går bare ikke, når man føler, at kontakten til ham føles nedbrydende.

Jeg forstår udmærket, at du ikke kan rumme hende - du har jo også et "ansvar" overfor Idun og Tom... 

At din mor omtaler Fnugget Frigg som Spunken er bare så ødelæggende for dig og Tom! Det ville jeg selv have ekstremt svært ved at tilgive.
Da min far fik at vide, at jeg var gravid, skrev han inde på Facebook, at det havde han ventet længe på. Og det smertede mig vildt og gør det stadig. For hvis han havde tænkt sig om og sådan rigtigt lyttet, så ville han vide, at Nicolai og jeg har prøvet i et godt stykke tid og at vi havde fået at vide, at det var stort set umuligt, som tingene så ud på dét tidspunkt. Og sådan noget gør jo ondt. Ubeskriveligt ondt.
Forældre er desværre nogle, der kan såre én så meget, at det tager tid, blod, sved og tårer at komme bare lidt ovenpå igen.

Men heldigvis har du en far, der er alt det, din mor ikke er. Kender han til alt med din mor? 
Jeg er ked af, at du står i den situation. Men jeg har på fornemmelsen, at du har nogle stabile og kærlige mennesker omkring dig (Tom, din far, din moster osv.)...  Jeg håber, at du kan bruge dem lidt og til sidst vil jeg sige, at jeg er imponeret over, hvordan du selv er endt som en kærlig forælder, der vil Idun (og Frigg) det allerbedste, når nu du ikke selv er vokset op med sådan en moderfigur. Det er sgu da stærkt!

Karina

Ranarupta skriver:

Det er bare så hårdt, det du gennemgår!

Det kan godt være, at din mor ikke prøver at være sød/imødekommende og at hun ikke rigtigt prøver. Men jeg tror, at du skal huske, at hun ikke kender til anden opførsel... 
Altså det er jo svært at udtale sig om, når man ikke kender til hende eller hendes diagnose.
Min far har nogle mildere psykopat-træk (det tror jeg dog ikke, at han på nogen måde selv er vidende om), som kommer til udtryk på en måde, som gør, at jeg har valgt at cutte AL kontakt til ham i januar.
Det har været sindssygt hårdt og er det da stadig. Men det går bare ikke, når man føler, at kontakten til ham føles nedbrydende.

Jeg forstår udmærket, at du ikke kan rumme hende - du har jo også et "ansvar" overfor Idun og Tom... 

At din mor omtaler Fnugget Frigg som Spunken er bare så ødelæggende for dig og Tom! Det ville jeg selv have ekstremt svært ved at tilgive.
Da min far fik at vide, at jeg var gravid, skrev han inde på Facebook, at det havde han ventet længe på. Og det smertede mig vildt og gør det stadig. For hvis han havde tænkt sig om og sådan rigtigt lyttet, så ville han vide, at Nicolai og jeg har prøvet i et godt stykke tid og at vi havde fået at vide, at det var stort set umuligt, som tingene så ud på dét tidspunkt. Og sådan noget gør jo ondt. Ubeskriveligt ondt.
Forældre er desværre nogle, der kan såre én så meget, at det tager tid, blod, sved og tårer at komme bare lidt ovenpå igen.

Men heldigvis har du en far, der er alt det, din mor ikke er. Kender han til alt med din mor? 
Jeg er ked af, at du står i den situation. Men jeg har på fornemmelsen, at du har nogle stabile og kærlige mennesker omkring dig (Tom, din far, din moster osv.)...  Jeg håber, at du kan bruge dem lidt og til sidst vil jeg sige, at jeg er imponeret over, hvordan du selv er endt som en kærlig forælder, der vil Idun (og Frigg) det allerbedste, når nu du ikke selv er vokset op med sådan en moderfigur. Det er sgu da stærkt!

Karina

Tak for dit svar... Og ja - det er helt vildt hårdt, men det har virkelig hjulpet at jeg også har fået hjælp til at finde ud af, helt inde i min sjæl at min mor ikke KAN blive anderledes. At hvis jeg vil have hende i mit liv, et eller andet sted, så må JEG gøre noget for at ændre, hvordan jeg føler og agerer omkring hende - og vælge til i de doser jeg kan kapere. Jeg fandt en lille smule ud af det, for nogen år siden, da jeg læste om min mors diagnose, men jeg har først rigtig forstået det, da jeg startede til min psykolog.

Men det er mega hårdt. Det er også hårdt, for det man allerhelst vil koncentrere alt sin energi om, er at gå og være gravid og alle de ting, der følger med det. - Men på en anden side, den måned hvor jeg var gravid og jeg ikke var startet til psykolog endnu og kunnekapere det på den måde, da tog det alt min energi. Så nu har jeg ligesom det nede på et acceptabelt niveau og ved jeg nok skal komme igennem det, før eller siden.

Desuden kommer der nogen rigtig gode ting ud af det. Jeg lærer at føle, mærke og udtrykke mine egne behov mere - hvilket jeg altid har været rigtig dårlig til. Og lærer måske at håndtere konflikter endnu bedre med alle andre, fordi mine reaktionsmønstre har været bygget op gemmen mange år, fra min ageren omkring min mor.

Og ja- så priser jeg mig også RIGTIG lykkelig over resten af min familie, som jeg heldigvis har. Jeg har jo en SKØN og dejlig far, hans kone, min svigermor, min moster også naturligvis alt det selv-valgte-familie, via de tætte venskaber som jeg heldigvis også har en del af. Så det er rart. Jeg lærer, ikke at føle at jeg mangler så meget fordi jeg ikke har en 'mor', men sætte de der mor-ting i stedet hos nogen andre og derved kunne vælge til, de bidder af min mor, som jeg kan kapere.

Også hjælper det også rigtig meget at skrive om det, fx herinde og de ting jeg skriver til min psykolog mellem psykologbehandlingerne

KRAM i natten, fra Zafir der heller ikke rigitig kan sove i nat...

Zafir skriver:

Ja... Desværre så er det jo svært at bryde ud af de ting. heldigvis er min far helt normal og er nok grunden til at jeg er så normal som jeg er. Min psykolog siger at det er et under. Men jeg er i hvertfald også glad for at jeg kan være der for Idun og forstå og imødekomme hendes behov og støtte hende fuldtud resten af hendes liv  (og baby... )

se så er du allerede bedre stillet end jeg var, med en normal far Det er en ren befrielse ikke længere at skulle tage sin forældres utilstrækkelige ansvarlighed på sig. Men det kan lykkedes og det TAK for det

Ja lige præcis så kan man vælge at give det man aldrig selv fik

Tanker fra en som kender den process du befinder dig i

ChristinaS skriver:

se så er du allerede bedre stillet end jeg var, med en normal far Det er en ren befrielse ikke længere at skulle tage sin forældres utilstrækkelige ansvarlighed på sig. Men det kan lykkedes og det TAK for det

Ja lige præcis så kan man vælge at give det man aldrig selv fik

Tanker fra en som kender den process du befinder dig i

Ja det er jeg også lykkelig for!! - Også i forhold til, at min fars kone også bare er super dejlig. På det punkt føler jeg mig heldigvis rigtig heldig. At hun ikke er den eneste i mit liv.