Anonym skriver:
Jeg sidder lige nu og føler mig enormt ensom.....jeg har mand og børn, så helt ensom er jeg jo ikke...men....jeg føler bare ikke jeg er god nok her i livet. Jeg har ingen veninder jeg ser mere, jeg har intet liv andet end mine børn, min mand's og mit forholde er nærmest blevet et bror/søster forhold..jeg savner så meget lideskaben og alt det et forhold indebærer..min mand siger det nok skal komme igen, han har nogle personlige problemer som har styret det hele i mange år. Jeg føler mig bare så ensom..jeg er ikke en del af indercirklen hos min bror og svigerinde, vi er nok mere bare bekendte. Ingen spørger til mig eller viser interesse, jeg er bare så ked.
Jeg har prøvet at tale med dem om det, men enten har de for travlt pga job og børn eller osse har de bare nok i dem selv....jeg har osse børn, men savner da stadig et fællesskab ved siden af.
Kender du denne følelse af ensomhed? Jeg ved ikke hvordan jeg skal bryde ud af den og kunne sige: fuck dem, jeg er god nok som jeg er og give mig selv et skulderklap....!
Anonym og trist 
Det kan jeg rigtig godt genkende. Vi er flyttet flere gange de seneste år, og hver gang meget langt fra hvor vi boede før, og det har virkelig været en udfordring at få en ny vennekreds. Jeg savner især at have veninder som jeg ser alene. Vi har efterhånden fået nogle vennepar, som vi ser i fællesskab, men for det første er vi slet ikke tætte med dem på den måde jeg var med mine gamle veninder, og for det andet kan der jo være ting man har lyst til at vende med en veninde uden at mændene og indtil flere børn er til stede.
Faktisk håber jeg lidt at vores kommende barn kommer til at give adgang til nogle fællesskaber, og til at lære andre kvinder at kende. Vi er kommet sent i gang med at få børn, og jeg synes det har været ekstra svært at komme ind i det sociale liv på nye steder, fordi alle andre på vores alder er så optaget med børn og familie og næsten alle sociale forbindelser bliver skabt via børnene. De andre par vi kender, som i nogle tilfælde også har været nytilflyttere, har som regel skaffet sig en vennekreds via folk de kender fra børnehaven/skolen eller børnenes fritidsaktiviteter. Vi har lange uddannelser og arbejder stort set sammen med folk, der også går op i deres arbejde, og dermed lever travle familieliv, hvor de prioriterer deres egen lille kernefamilie, når de først kommer hjem. Det hjælper heller ikke at norsk kultur er om muligt endnu mere hjemme- og privatlivsfokuseret end den danske. Man skal virkelig kende folk godt før man kan gøre sig håb om at blive inviteret indenfor i familiedomicilet.
Jeg savner tit at have nogen at snakke med om de ting som ikke lige interesserer min mand, eller som jeg bare har lyst til at lufte med andre. Vi har et godt parforhold, men man har jo brug for lidt input udefra også. Jeg savner også at have en man bare kan ringe til for at sludre lidt eller gå på cafe med eller se en pigefilm, som manden ikke gider at se osv. Lidt øv at det er så svært at finde, når der faktisk er så mange af os herinde, der gerne vil have flere veninder.
Maria
