Hjemme hos os var far rigtigt meget på banen fra dag 1. Jeg havde fået AKS efter 4 døgn med igangsættelse og mere end 12 timers ve-storm og til sidst var jeg så ødelagt at jeg dårligt kunne huske mit eget navn og bare lå og græd og rystede...
Oveni det ville amningen på ingen måde samarbejde, og Freja er blevet suppleret med flaske siden hun var 1 døgn gammel.
Min krop var så ødelagt efter fødslen og KS at jeg ikke kunne vende mig selv i sengen (bogstaveligt talt - min mand måtte ud af sengen og hjælpe) i de første 14 dage, så han lavede flasker, skiftede bleer, badede hende, madede hende, gik med hende på armen når hun skreg (hun havde kolik), masserede hendes mave, kørte til kiropraktor med hende og 7000 andre ting.
Det betød ikke at jeg ikke lavede noget af ovenstående (bortset fra at bade hende - jeg kunne ikke komme ned og op igen med hende på armen) men vi delte arbejdet meget ligeligt mellem os.
For mig var det hårdeste faktisk at give plads til far. Nu havde hun været "min" i maven i 9 måneder, og jeg vidste hvordan man gjorde en masse ting, og det var svært at give far plads og lade ham selv finde ud af at trøste mv. og acceptere at han altså gjorde tingene på en anden måde end jeg selv ville have gjort, men det var klart det værd i det lange løb.
Freja og hendes far har et helt fantastisk forhold til hinanden i dag, og har haft det lige fra starten. Hjemme hos os har far hele vejen igennem været lige så god som mor - faktisk nogle gange bedre, fordi det er ham der giver flyveture med hovedet nedad og kører ræs med barnevognen (nu klapvognen) så hele kvarteret giver genlyd af begejstrede hvin, og ham der sniger hende et stykke hindbærsnitte, når de er alene ude og handle, og så påstår med totalt pokerface overfor mor at glasuren i datterens ansigt bare er noget mor bilder sig ind... Ham der gider at gå en tur med hende langs vejen BARE fordi hun så kan komme ud og vinke til bilerne, der kører forbi...
Jeg tror at deres forhold i dag - og nok også en del af alle de tossestreger de finder på - stammer fra at far har fået lov og plads til at finde sin egen rolle som far fra dag 1. Han har fået lov til selv at finde ud af tingene - jeg har så vidt som muligt prøvet at blande mig uden om, også da han begyndte at give hende flyveture med hovedet nedad væsentligt før hendes mor synes hun var klar til det (det kan godt være at alle bøgerne var enige med ham, men det var svært for mig i starten alligevel)...
Hjemme fra os lyder rådet "Far, kom på banen med det samme og mor, giv ham plads og acceptér at selvom han gør tingene anderledes end dig, betyder det ikke at det er forkert..."
