"Der er jo ingen mænd der seriøst vil have børn".

ct skriver:

Åh ha, han lyder nøjagtigt lige som min "kæreste". - Dvs. I lørdags skulle han til sin kammerats fødselsdag, vi skulle være sammen hele  søndagen, men kom han hjem?? - Nej! Nu har jeg så lige idag hentet ham hjem, men kun fordi jeg tog ind på hans arbejde, fik et telefonnummer udleveret, som han havde ringet fra igår og meldt sig syg fra, og så kommer i kontakt med nogle meget mærkelige venner, han åbenbart har. Det skal lige siges, at jeg har ringet til ham mindst 100 gange i går og i dag, og at han ikke tog den på trods af, at han havde telefonen på sig. Det værste er: Vi var ikke engang sure på hinanden, da han tog afsted lørdag.

Ellers har han meget samme indstilling til tingene som din kæreste, lyder det til. Jeg har i dag bedt ham pakke sine ting og smutte ud af mit liv, for det der vil jeg simpelthen ikke finde sig i. Så bare så du ved det, er du altså ikke den eneste. 

Det var lige en meget lang smører, men jeg er bare temmelig indebrændt! 

Vi skal ikke finde os i alt det der, når vi kan få så meget bedre. 

Du skal være velkommen til at skrive pb til mig, hvis du skulle få brug for noget. 

Knus

Du er f***** en handlekraftig kvinde. Dig tager jeg s** hatten af for!! Sådan!!!

Til trådstarter: Jeg havde heller ikke fundet mig i det hvis det er sådan det er. Nogle gange kan mænd jo godt sige det ene og mene noget andet. Men hvis du overhovedet ikke føler noget positivt fra ham så er det nok svært at se en fremtid sammen med ham...

Anita

ka-ri-na skriver:

lige for ikke at lyde som om jeg synes du gør alt forkert..... så forklarer jeg mig lige...

din reaktion på det din kæreste tænker/gør er meget naturlig, du er ked af det og såre, frustreret! og det har du ret til... man føler sig ligesom ført bag lyset... eller som om man levede på en løgn....

jeg tænker også lidt på at din kæreste kan have udviklet en slags fødselsdepression.... (det får mange mænd).... 

Hvis du er indstillet på at jeres forhold skal på rette køl, så må du prøve at lokke ham lidt ind i kampen...

Det er desværre helt umuligt at rokke ham..

Jeg har mange tænkt om det var det med fødselsdeprassion der var galt, men han er ikke villig til at få det undersøgt. Derfor jo heller ikke villig til at få det bedre,

karina1980 skriver:

min mand ville nok kunne have sagt det samme

men det gør ikke at han elsker sine børn mindre,

han kunne hellere ikke se deres behov da de var små og de var hellere ikke *spændende* før de var ca 1 år.

ikke alle mænd synes børn er fantastiske som små, min mand ville nok gerne have dem i en alder af 3 år så de både kan spise selv og gå på toilet

 

Hehe Det kunne jeg have skrevet

*Ja den er ret svær.

Men hvis du ved at han mener det, må du jo gøre op med dig selv hvad du vil og ikk vil finde dig i.

Jeg ved bare at min kæreste vil gerne ha børn og massere. Selvom vi har 2 den ene 19 mdr og den anden 9 dage, snakker han allerede om den næste vi skal ha om 3 år. Min skøre kæreste.

Far er desværre ikke en kvalitetsbetegnelse....

Det må være væmmeligt og stå i dine sko ligenu. Du er jo den eneste der kan afgøre om du er der i dit liv hvor du vil være ligenu og måske om du har de rette omgivelser, hvis dit forhold emmer af ligegyldighed og pligtfølelse ...Ja du skriver ikke om noget positivt i forholdet kun at du troede det var godt.

Det lyder ærlig talt heller ikke som om det er noget i kan løse sammen, en beslutning du tager om det er sådan du vil leve og håbe på at han bliver mere interesseret i jer.
Husk du har kun følelsen af at han ikke er der , du skriver jo at du selv søger for alt, hvordan ville det være hvis han blev deltagende er det det du ønsker.
Du kender allerede følelsen af at han ikke er der, så om i bor sammen eller ej er jo ikke den store forskel for dig eller din dreng.
Måske det er på tide du tænker på dine egne behov frem for hvad du tror han vil eller ikke vil.
Magen til vatarm skal man lede længe efter heldigvis
Selv om han sikkert har været en dejlig mand behøver han ikke være det mere.

Min kæreste var også helt med på ideen, og allerede da vi mødtes ville ha gerne have børn en gang, når tiden var rigtig - hvilket den for os var 2,5 år senere. Han var helt med på den fra starten, selvom han naturligt nok havde svært ved at forholde sig til graviditeten de første måneder, og glæder sig helt vildt!

Det er ikke alle mænd som er sådan, og din lyder lidt umoden, måske?

Kh

Rosa

Ohhh jeg synes det lyder svært.... Jeg mener ikke man skal give op før man VIRKELIG har prøvet at løse problemet. Alt for mange går fra hinanden i dag og det er skide synd for alle parter. Jeg tænker lidt ligesom Ka-ri-na at du måske skal prøve at lade ham tage mere over. Jeg var også meget over min kæreste i starten og mente at jeg var den eneste der kunne finde ud af hvornår min datter var træt, sulten, ked af det osv osv.... Det VAR det også og det var fordi han ikke fik lov at finde ud af det. Hvis man bakker lidt kan det være at far og søn får et tættere forhold til hinanden og glæden fra hans side bliver større. MÅSKE..... Prøv at se om du har nerver til at lade de to være hjemme i et par timer mens du besøger en ven eller noget familie. Det er jo også hans barn og dit han DØR ikke af det. Måske bliver han frusteret fordi far ikke forstår ham så godt som du gør, men det kan være det er det der skal til for at de to får noget sammen. Jeg håber virkelig I kan finde ud af det. Kram til dig....

Nu har jeg ikke læst hele tråden, og ved ikke hvad andre råder dig til, jeg ved ikke hvor gammelt jeres barn er...så jeg kommer med sådan en halvkvalt ide...

Kan det være han siger noget, som du så ikke høre?

Eller du siger noget som han så ikke høre...

det vil sige, det der kommer ud af munden på den ene, opfattes anderledes ag den anden?

Mange mænd har en sjov ambivalent følelse over for deres børn, indtil de når en vis alder, når barnet begynder at kan modtage input, dvs. kan gå med far ud og svinge en hammer, eller har interesse for at makke med en bil eller knallert, så bliver de mere spændene...

nu ved jeg ikke hvor gammelt jeres barn er, men hvis det ikke er gammelt nok, til at kan deltage aktivt med sin far, og du så begynder at komme med forspørgelser på flere børn, ja så kan det jo være det eneste han høre er hyl og skrål, og gråd...og du vil have mer!

Så stejler gutten, og set fra det synspunkt, kan jeg godt følge ham...

Vi kvinder er bare indrettet anderledes, og kan ikke få babyer, og barneskrig nok.

(håber du kan læse ironien)

og et eller andet sted, kan jeg godt se han ikke lytter til dine behov, men omvendt lytter du heller ikke til hans...

Jeg ville i din situation, nok slå koldt vand i blodet, og sige, fair nok, når vores familie harmonere, og han kan se en udgang på babygråd, og evt. har en knægt han har noget modspil fra, så kan det jo være sluserne bliver åbnet fra hans side af.

Jeg har stået i den modsatte situation, jeg ville ikke have flere, baseret på jeg dengang havde været alene med to børn, og fandt så Michael, som aldrig havde haft børn. han ville gerne, menjeg lukkede for det varme vand, og takkede nej.

Det accepterede han så, lod mig være, og levede lykkeligt med mine unger, under sine vinger.

Jeg måtte så krybe til korset efter nogle år, og erkende, at jeg jo gerne ville have efternøleren, og vupti, nu har vi Tif. Men hun blev først planlagt, da vi begge var modne.

Måske er det bare ikke nu, jeres familie kan holde til dit ønske, og måske skal der lidt tid til, før han er moden til at modtage mere børne-input.

Ved ikke om andre har sagt, smut fra manden, han er ikke god nok...jeg vil omvendt sige, lyt på manden, og giv ham tid...

når i i føllesskab ønsker jer et barn mere...så er det ved tiden, ikke før!

bare hvordanjeg ser det, umiddelbart.