"Der er jo ingen mænd der seriøst vil have børn".

Jeg synes bare at det er så pisse svært at tage så stor en beslutning.

Jeg føler bare slet ikke at det fungere sådan her, men så igen så kunne jeg ikke leve med at Kristopher skal være hos sin far hver anden weekend når jeg ved at det ikke er ham der passer ham.
Jeg ville ikke have noget problem ved at være alene med ham for det er mig der gør alt, køber alt og sørger for alt.

Jeg har bare slet ikke nogle at snakke med andet end jer herinde og ja i kan jo ikke rigtig gøre andet end at sige hvad i selv ville gøre.

Jeg føler mig bare så håbløs lige nu...

hc=k skriver:

Ja sådan lød sætningen der kom ud af munden på Kristophers far!

Jeg blev sur, skuffet og rigtig ked af det.

Vi havde siddet som vi plejer og snakket om fremtiden og i den fremtid ser jeg jo så altså en lillebror eller søster til Kristopher og det troede jeg da sådan set også at min kæreste gjorde, men det ser alligevel ikke ud til at vi er helt enige.
Jeg vil rigtig gerne have en mere ENGANG, det skal jo ikke være llige nu, men engang om et par år synes jeg ar det er passende.
Min siger at vi kan kigge på det om et par år, men at det altså ikke er et ønske han har. Han havde sådan set heller ikke noget ønske om at få Kristopher, men ombestemte sig så da jeg var 4 måneder henne.
Jeg spurgte ham så om han nogensinde troede at han ville være på det sted hvor han ville tænke, " nu vil jeg sgu gerne have en baby mere" og han svarede som overskriften lyder.......
Nu sidder jeg her og tvivler en lille smule på at jeg gør det rigtige...
Jeg ved med mig selv at jeg VIL have én mere, men jeg vil ikke have en ALENE jeg vil have den med en mand der ogsp gerne vil. Jeg vil gerne prøve at dele det med en der synes det er lige så fantastisk som jeg gør.
Jeg kan ikke engang tage nogle steder og lade Kristopher være alene med sin far for han ved ikke hvad han skal gøre.. Han ved ikke når han er træt, sulten osv. Jeg synes det er rigtig grimt at sidde her og føle sig totalt åndsvag fordi man egentlig troede at man havde det rigtig godt og så egentlig føler sig svigtet.

Jeg elsker min kæreste, men jeg kan sagtens undværre ham.......

men det kan du så fortælle din kæreste er løgn og latin.... en af de ting der var meget vigtig for min kæreste da vi fandt sammen, var at jeg ville have børn indenfor den nærmeste fremtid... heldigvis var vi ganske enige...

jeg tror simpelthen han siger sådan, fordi han ikke ønsker at tage stilling til det lige pt... og fred være med det. Det kan man ikke forlange. Til gengæld, så kan man godt forlange at han er der for jeres søn. For at nå dertil hvor du gerne vil hen, så tror jeg dog du skal give ham lidt mere plads, dvs. "lade det ligge" i en periode, og så lade ham gøre tingene på sin egen måde.

et af de store problemer (jeg selv har haft) er at jeg mente at min kæreste ikke havde føling med søvn, sult osv.... men hvordan skulle han også få det når jeg stod som en høeg over ham og hele tiden satte retningslinier op, for hvordan tingene skulle foregå...Hvis du vil at han skal ville gøre tingene, så må du lade ham selv, og derved give ham noget selvtillid....

med andre ord, selvom det man mest har lyst til er, at "hakke"/rette, så tag et skridt tilbage, træk vejret og ros manden for de små ting... Så har du i alt fald gjort alt det du kan for at nå dertil hvor du gerne vil....

hc=k skriver:

Jeg synes bare at det er så pisse svært at tage så stor en beslutning.

Jeg føler bare slet ikke at det fungere sådan her, men så igen så kunne jeg ikke leve med at Kristopher skal være hos sin far hver anden weekend når jeg ved at det ikke er ham der passer ham.
Jeg ville ikke have noget problem ved at være alene med ham for det er mig der gør alt, køber alt og sørger for alt.

Jeg har bare slet ikke nogle at snakke med andet end jer herinde og ja i kan jo ikke rigtig gøre andet end at sige hvad i selv ville gøre.

Jeg føler mig bare så håbløs lige nu...

lige for ikke at lyde som om jeg synes du gør alt forkert..... så forklarer jeg mig lige...

din reaktion på det din kæreste tænker/gør er meget naturlig, du er ked af det og såre, frustreret! og det har du ret til... man føler sig ligesom ført bag lyset... eller som om man levede på en løgn....

jeg tænker også lidt på at din kæreste kan have udviklet en slags fødselsdepression.... (det får mange mænd).... 

Hvis du er indstillet på at jeres forhold skal på rette køl, så må du prøve at lokke ham lidt ind i kampen...

hc=k skriver:

Vi har talt og talt og talt igen, men intet virker åbenbart.

Jeg forstår ikke hvad det er jeg gør galt, men jeg synes jo bare ikke at det kan være rigtigt at jeg skal "undertrykke" mine følelser fordi han ikke vil blive voksen. Hver gang jeg siger noget til ham bliver han tøsefornærmet og går sin vej. Han kan ikke klare noget stress overhovedet og han blive sur på mig fordi Kristopher græder eller ikke vil sove. Jamen altså det er jo ikke min skyld og sådan er børn.

Det eneste han vil for tiden er at spille på hans latterlige computer og arbejde. Jeg spurgte ham om vi virkelig var i vejen for ham?? om vi var irreterende eller på nogen anden måde gjorde ham utilpas siden han ikke ville være sammen med os og så blev han igen sur..

Jeg tror virkelig nogle gange kun at han er sammen med os fordi han føler at det er hans pligt. Da vi flyttede sammen var det egentlig kun fordi hans forældre tvang ham ( Det fortalte hans mor mig for nogle måneder siden ) jeg synes simpelthen det er så taveligt at behandle mig på den her måde....

Åh ha, han lyder nøjagtigt lige som min "kæreste". - Dvs. I lørdags skulle han til sin kammerats fødselsdag, vi skulle være sammen hele  søndagen, men kom han hjem?? - Nej! Nu har jeg så lige idag hentet ham hjem, men kun fordi jeg tog ind på hans arbejde, fik et telefonnummer udleveret, som han havde ringet fra igår og meldt sig syg fra, og så kommer i kontakt med nogle meget mærkelige venner, han åbenbart har. Det skal lige siges, at jeg har ringet til ham mindst 100 gange i går og i dag, og at han ikke tog den på trods af, at han havde telefonen på sig. Det værste er: Vi var ikke engang sure på hinanden, da han tog afsted lørdag.

Ellers har han meget samme indstilling til tingene som din kæreste, lyder det til. Jeg har i dag bedt ham pakke sine ting og smutte ud af mit liv, for det der vil jeg simpelthen ikke finde sig i. Så bare så du ved det, er du altså ikke den eneste. 

Det var lige en meget lang smører, men jeg er bare temmelig indebrændt! 

Vi skal ikke finde os i alt det der, når vi kan få så meget bedre. 

Du skal være velkommen til at skrive pb til mig, hvis du skulle få brug for noget. 

Knus

ct skriver:

Åh ha, han lyder nøjagtigt lige som min "kæreste". - Dvs. I lørdags skulle han til sin kammerats fødselsdag, vi skulle være sammen hele  søndagen, men kom han hjem?? - Nej! Nu har jeg så lige idag hentet ham hjem, men kun fordi jeg tog ind på hans arbejde, fik et telefonnummer udleveret, som han havde ringet fra igår og meldt sig syg fra, og så kommer i kontakt med nogle meget mærkelige venner, han åbenbart har. Det skal lige siges, at jeg har ringet til ham mindst 100 gange i går og i dag, og at han ikke tog den på trods af, at han havde telefonen på sig. Det værste er: Vi var ikke engang sure på hinanden, da han tog afsted lørdag.

Ellers har han meget samme indstilling til tingene som din kæreste, lyder det til. Jeg har i dag bedt ham pakke sine ting og smutte ud af mit liv, for det der vil jeg simpelthen ikke finde sig i. Så bare så du ved det, er du altså ikke den eneste. 

Det var lige en meget lang smører, men jeg er bare temmelig indebrændt! 

Vi skal ikke finde os i alt det der, når vi kan få så meget bedre. 

Du skal være velkommen til at skrive pb til mig, hvis du skulle få brug for noget. 

Knus

det er sgu også groft bare at blive væk uden at du kan komme i kontakt med ham! der kunne være sket ham noget (man bliver bekymret) og hvad hvis der var sket dig noget?

håber han lærer noget af det ultimatum du har stillet ham!

Uf, den var godt nok ikke nem. Jeg tror ikke på at mænd generelt ikke vil have børn, men nogen vil selvfølgelig ikke, og for nogen tager det lidt tid før de finder ud af at det er det de vil (gælder vel for kvinder også), men jeres tilfælde er jo anderledes fordi I allerede har et barn, og at du ikke føler dig tryg ved at lade jeres søn være alene med sin far. Jeg har ingen børn endnu, så har desværre ingen erfaring at øse af der, men det lyder jo absolut som en følelse I er nødt til at tage seriøst og få snakket om derhjemme.

Det andet med hvorvidt han vil have flere børn eller ej, så er der jo ingen der kan fortælle dig, hvordan det kommer til at gå i fremtiden. Da jeg mødte min mand snakkede vi ret tidligt om børn fordi jeg var fast besluttet på at jeg gerne ville have børn. Han var på det tidspunkt slet ikke sikker på at han ville have børn overhovedet. Jeg bestemte mig alligevel for at det var værd at vente på om han ændrede mening, og det gjorde han faktisk efterhånden, selvom der gik nogle år. De sidste par år har han for alvor været optaget af at stifte familie, mens jeg faktisk i mellemtiden var begyndt at trække lidt på det. Nu venter vi den første og manden er i hvert fald mindst ligeså interesseret i at der skal komme små søskende engang som jeg er. 

Jeg ved ikke hvor meget du kan bruge det til, ville bare fortælle at også mænd kan ændre mening om deres ønsker om børn/ikke børn. Du ved jo bedst selv om din er værd at vente på, og der må hans deltagelse i jeres søns liv jo også spille ind.

 Knus

Maria

ct skriver:

Åh ha, han lyder nøjagtigt lige som min "kæreste". - Dvs. I lørdags skulle han til sin kammerats fødselsdag, vi skulle være sammen hele  søndagen, men kom han hjem?? - Nej! Nu har jeg så lige idag hentet ham hjem, men kun fordi jeg tog ind på hans arbejde, fik et telefonnummer udleveret, som han havde ringet fra igår og meldt sig syg fra, og så kommer i kontakt med nogle meget mærkelige venner, han åbenbart har. Det skal lige siges, at jeg har ringet til ham mindst 100 gange i går og i dag, og at han ikke tog den på trods af, at han havde telefonen på sig. Det værste er: Vi var ikke engang sure på hinanden, da han tog afsted lørdag.

Ellers har han meget samme indstilling til tingene som din kæreste, lyder det til. Jeg har i dag bedt ham pakke sine ting og smutte ud af mit liv, for det der vil jeg simpelthen ikke finde sig i. Så bare så du ved det, er du altså ikke den eneste. 

Det var lige en meget lang smører, men jeg er bare temmelig indebrændt! 

Vi skal ikke finde os i alt det der, når vi kan få så meget bedre. 

Du skal være velkommen til at skrive pb til mig, hvis du skulle få brug for noget. 

Knus

Hvor er det dog bare barnligt at din "kæreste" kan godt forstå du har bedt ham pakke sine ting jeg hvade nok pakket dem for ham og smidt det ud foran døren eller ud af vinduet...

ka-ri-na skriver:

 

det er sgu også groft bare at blive væk uden at du kan komme i kontakt med ham! der kunne være sket ham noget (man bliver bekymret) og hvad hvis der var sket dig noget?

håber han lærer noget af det ultimatum du har stillet ham!

Jeg har ligget og grædt hele natten. Troede han var kommet meget slemt til skade, og hvis han i værste tilfælde var omkommet, ville ingen kunne identificere ham, da han ikke har noget id med sig, så ja, jeg har ligget urolig lige indtil nu. Det er slet intet ultimatum - Han skal bare ud. Jeg vil ikke byde det lille barn den risiko for at blive svigtet så groft. 

Nu er det selvfølgelig noget lidt andet med trådstarter i og med, at de har en søn sammen. Så er der jo lige lidt flere komplikationer og følger af at gå fra hinanden, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre for både barn og mor at komme mere eller mindre uskadte ud af forholdet, hvis løsningen bliver denne.

Det er da i hvert fald værd at tage op til overvejelse. Barnet kan jo godt mærke, hvis atmosfæren i hjemmet er trykket og måske mere eller mindre deprimerende at færdes i.  

Sanne og Nicklas skriver:

 

Hvor er det dog bare barnligt at din "kæreste" kan godt forstå du har bedt ham pakke sine ting jeg hvade nok pakket dem for ham og smidt det ud foran døren eller ud af vinduet...

Ja, det er fuldstændigt grotesk! 

hc=k skriver:

Ja sådan lød sætningen der kom ud af munden på Kristophers far!

Jeg blev sur, skuffet og rigtig ked af det.

Vi havde siddet som vi plejer og snakket om fremtiden og i den fremtid ser jeg jo så altså en lillebror eller søster til Kristopher og det troede jeg da sådan set også at min kæreste gjorde, men det ser alligevel ikke ud til at vi er helt enige.
Jeg vil rigtig gerne have en mere ENGANG, det skal jo ikke være llige nu, men engang om et par år synes jeg ar det er passende.
Min siger at vi kan kigge på det om et par år, men at det altså ikke er et ønske han har. Han havde sådan set heller ikke noget ønske om at få Kristopher, men ombestemte sig så da jeg var 4 måneder henne.
Jeg spurgte ham så om han nogensinde troede at han ville være på det sted hvor han ville tænke, " nu vil jeg sgu gerne have en baby mere" og han svarede som overskriften lyder.......
Nu sidder jeg her og tvivler en lille smule på at jeg gør det rigtige...
Jeg ved med mig selv at jeg VIL have én mere, men jeg vil ikke have en ALENE jeg vil have den med en mand der ogsp gerne vil. Jeg vil gerne prøve at dele det med en der synes det er lige så fantastisk som jeg gør.
Jeg kan ikke engang tage nogle steder og lade Kristopher være alene med sin far for han ved ikke hvad han skal gøre.. Han ved ikke når han er træt, sulten osv. Jeg synes det er rigtig grimt at sidde her og føle sig totalt åndsvag fordi man egentlig troede at man havde det rigtig godt og så egentlig føler sig svigtet.

Jeg elsker min kæreste, men jeg kan sagtens undværre ham.......

Ja jeg vil bare sige 'har aldrig hørt større nar', og mand - det vil jeg ikke kalde ham. Og han er far? Stakkels dig og dit/dine børn!

Knus