Jules skriver:
at jeg har fortrængt mine følelser alt for længe....
Det kom så til udtryk igår da jeg igår hang vasketøj op og tårene begyndte at trille..... De forsatte lige så stille da jeg tømte opvaskeren... Så måtte jeg give op og brød sammen i armene på Kristian. Stakkels mand... Jeg hulkede og hulkede. Var helt utrøstelig og kunne slet ikke få fortalt hvad det var jeg var så ked af....
Jeg tror både Kristian og jeg var i tvivl om tårene nogensinde ville stoppe.
Jeg er så bange for at der skal ske min baby noget... Jeg kan slet ikke beskrive hvor magtesløs jeg føler mig når tankerne om at der er noget galt overvælder mig...
Denne gang har jeg ikke mulighed for at sætte mit liv på standby mens jeg forarbejder min sorg... Det kan jeg ikke tillade mig for hverken Viktor eller Kristian.
Jeg ku tage mig selv i at tænke hvorfor det var jeg ville tage den chance at blive gravid igen.... ???
Hvordan kunne jeg tillade mig at blive gravid igen nu når jeg vejer for meget??? Det er jo ikke godt for baby...
Jeg føler mig så egoistisk og dum 
Jeg har altid ønsket mig en stor familie og det har Kristian også.... Jeg burde have sagt at det skulle vente til jeg havde tabt mig eller i det hele taget bare ikke ladet mig tage så mange kilo på!
Alle de tanker jeg havde da jeg mistede Emil.... De vælde da bare op igår... Dem har jeg bare skubbet væk... Langt væk... Det tog godt nok pusten fra mig da jeg lige pludslig ikke kunne holde dem væk....
Ja jeg er vel bare i det hele taget ikke glad for mig selv i disse tider... - Hvilket jo heller ikke er godt for baby
Med dén oplevelse du har i bagagen, er der ikke noget at sige til, at du får sådan en reaktion!
Graviditet gør alle enormt nervøse og usikre ...især i starten, hvor fosteret endnu er meget "skrøbeligt", og man er så angst for, at drømmen vil briste og noget vil gå galt.
Sådan tror jeg faktisk mere eller mindre ALLE gravide har det lidt - men at du så får følelsen mange gange forstærket af dén oplevelse du har haft engang, er jo kun naturligt.
Og hormonerene ræser rundt i ens krop. Det er meget ubarmhjerteligt.
Og man kan meget hurtigt blive meget hård overfor sig selv, og i ens tankegang.
Du skal lade være med, at være så urimelig og streng i dine krav til dig selv!!
Søde Julie. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dine følelser, og synes du er dem meget berettet. BORTSET FRA alle de slag i hovedet du giver dig selv - Lad være med det!
Du er en fantastisk pige. Og da til helvede med de ekstra kilo ....dem kan du altid tænke på BAGEFTER.
Mange overvægtige kan have sværrere ved at BLIVE gravide, eller har større risiko for at udvikle graviditets-betinget sukkersyge. Men når først man ER gravid, så er risikoen for abort altså ikke større, end hos en "mager spinkel pind", som kun spiser meget små portioner, og helst kun salat 
Din baby har det godt!
Jeg var sgu selv meget overvægtig under min graviditet med Celina. Og med Bianca tog jeg 25+ kilo på. Men mine piger har det super!
Så plaf de der grumme mørke, sorte dystre, hårde, triste tanker lidt væk.
Og ellers glæd dig over, at du har en god kæreste, som altid vil trøste dig .....og os herinde 
Jeg har selv været slem til at blive MEGET UTILFREDS, når hormonerne overvældede mig under mine graviditeter, I det hele taget utilfreds med rigtig mange ting, men da ISÆR alt omkring MIG!
Og det er bare ikke særligt fremmende eller positivt - hverken for én selv, for ens omgivelser eller for den lille bebse i maven.
Så giv dig selv en endefuld og et indre knus, for du er en fantastisk pige/veninde/kæreste og mor.
Og den lille i maven har det fint, det er jeg helt overbevist om, søde.
KNUS TIL DIG
