Hele verdenen er tåget...

åh for fanden, Zafir! jeg håber virkelig at torsdag får lettet sin røv og kommer snart, det er så trist at du ikke skriver om jeres store lykke og at I ikke kan dele det med Idun og ja ALT (nu ved jeg pludselig selv hvordan hele ens liv forandres med et lille fnug i maven)! jeg kan virkelig godt forstå dig, men jeg håber at når du ikke selv kan finde håbet, så lader du os om at håbe for jer? og krydse ben og arme og fingre og tæer og TRO på at jeres lille Fnug har det fremragende inde i din mave? Ellers gør jeg det i smug jeg ønsker det allerallerbedste for jeres familie og hvor jeg glæder mig til at høre at alt er godt på torsdag...sccch!....jeg sender dig mange mange kram, selvom der jo ikke er ret meget der hjælper lige nu

Zafir skriver:

Da vi lavede Spunken, var jeg fuldstændig naiv. Jeg havde aldrig drømt om at der overhovedet kunne være noget galt. Idun er verdens mest perfekte barn og jeg tænkte: Godtnok er der så meget andet jeg ikke kan, men det med at lave perfekte børn, DET KAN JEG...

Så kom chokket og alt denneher tid bagefter. Så jeg har ikke noget håb mere... Det er skidesvært, fordi jeg normalt er en rigtig positiv person... mmm...

Dagene går LANGSOMT...

Jeg kan sagens følge dig. Alt krakelerede den dag. Jeg tror du kan føde 10 raske børn, og du vil stadig været rystet og håbløs til den 11. nf. Det traume var alt ødelæggende og har brændt sig ind i jer. Bare jeg læste det, fik jeg mareridt om natten. Kunne godt ha' ønsket for dig, at du havde fået akutscanning af samme læge som mig i onsdags. Hun sagde ud i den blå luft: flotte nakkefolde. Stor bonus, men var stadig angst, da jeg havde oplevet en mindre styrtblødning tirsdag. Til min nf er jeg bange for at de er misdannet i maven, som jeg var. Det er mit traume. Dog knap så virkeligt som jeres!

Jeg skal jo scannes torsdag for at se om Jonathan har taget på som han skal, og jeg har det faktisk lidt ligesom dig... Alt efter torsdag er "måske" og "hvis ellers..." og "nu må vi se"... Jeg ved først da om han er OK, eller jeg skal begynde at være virkelig bange, om jeg kan forsætte med specialet eller jeg skal indlægges, om jeg får lov at beholde ham i maven eller - det utænkelige - at han skal ud med en fart og have noget mad i sig - med alle de konsekvenser det kan få for en lille ufærdig baby. Jeg aner ikke om jeg kommer til at bo hjemme og skrive på min opgave og glæde mig, eller om jeg fra på torsdag skal bo og leve på hospitalet med ellr uden Jonathan i min mave...

Det er sgu svært at være rationel når ALT bare står og falder med noget man har så lidt kontrol over og jeg mærker hvordan frygten tager over af og til... Jeg har lige vejet mig, og i går vejede jeg 56,5kg men her til morgen siger vægten 55,8kg - og jeg bliver bare så møghamrendes bange...

Så hvad med om vi "følges ad" på torsdag og aftaler at vi kommer hjem til os selv med de bedste nyheder overhovedet? Et styks rask baby til dig og et styks rask (og tyk) baby til mig!!!

Kh

Rosa

Kære Zafir

Det gør ondt inden i mig over at du skal have det sådan og ikke "bare" kan glæde dig over at være gravid igen...jeg ved godt, at det ikke hjælper, men jeg er HELT sikker på, at alt er som det skal være fordi det føles helt anderledes dennegang. Jeg holder fast i dét du sagde til mig i starten af min graviditet...omkring træthed og kvalme: kvalme betyder en sund graviditet...ihvertfald i vores familie

Men jeg siger, som Karina, at de to tidligere graviditeter har efterladt et traume hos dig som ikke bare går væk og jeg håber at din psykolog kan hjælpe dig med at få bearbejdet de forfærdelige oplevelser.

Jeg  alt hvad jeg kan og hepper på at tiden kommer til at gå hurtigt i den kommende uge.

moster, der tænker MEGET på dig

Rosa skriver:

Jeg skal jo scannes torsdag for at se om Jonathan har taget på som han skal, og jeg har det faktisk lidt ligesom dig... Alt efter torsdag er "måske" og "hvis ellers..." og "nu må vi se"... Jeg ved først da om han er OK, eller jeg skal begynde at være virkelig bange, om jeg kan forsætte med specialet eller jeg skal indlægges, om jeg får lov at beholde ham i maven eller - det utænkelige - at han skal ud med en fart og have noget mad i sig - med alle de konsekvenser det kan få for en lille ufærdig baby. Jeg aner ikke om jeg kommer til at bo hjemme og skrive på min opgave og glæde mig, eller om jeg fra på torsdag skal bo og leve på hospitalet med ellr uden Jonathan i min mave...

Det er sgu svært at være rationel når ALT bare står og falder med noget man har så lidt kontrol over og jeg mærker hvordan frygten tager over af og til... Jeg har lige vejet mig, og i går vejede jeg 56,5kg men her til morgen siger vægten 55,8kg - og jeg bliver bare så møghamrendes bange...

Så hvad med om vi "følges ad" på torsdag og aftaler at vi kommer hjem til os selv med de bedste nyheder overhovedet? Et styks rask baby til dig og et styks rask (og tyk) baby til mig!!!

Kh

Rosa

Puha Rosa...sender også dig et stort og  på at lille Jonathan er blevet en lille tyksak inde i din mave OG kan blive der til han er stor nok til at komme ud til sin mor og far.

dorthemus skriver:

Puha Rosa...sender også dig et stort og  på at lille Jonathan er blevet en lille tyksak inde i din mave OG kan blive der til han er stor nok til at komme ud til sin mor og far.

Mange tak - det håber jeg virkelig også - kan bare se det på vægten lige med det samme hvis jeg begynder at stresse - i går og forgårs f.eks. kæmpede jeg med at ringe rundt omkring barsel / supplerende dagpenge osv. og i dag er jeg gået over 1/2 kg ned i vægt - så bliver man sgu forskrækket... Uh hvor er der længe til torsdag...

  Til dig!!

Rosa skriver:

Mange tak - det håber jeg virkelig også - kan bare se det på vægten lige med det samme hvis jeg begynder at stresse - i går og forgårs f.eks. kæmpede jeg med at ringe rundt omkring barsel / supplerende dagpenge osv. og i dag er jeg gået over 1/2 kg ned i vægt - så bliver man sgu forskrækket... Uh hvor er der længe til torsdag...

  Til dig!!

Øv altså..du må lægge praktiske gøremål fra dig når din krop reagerer sådan.

KaMa skriver:

Jeg kan sagens følge dig. Alt krakelerede den dag. Jeg tror du kan føde 10 raske børn, og du vil stadig været rystet og håbløs til den 11. nf. Det traume var alt ødelæggende og har brændt sig ind i jer. Bare jeg læste det, fik jeg mareridt om natten. Kunne godt ha' ønsket for dig, at du havde fået akutscanning af samme læge som mig i onsdags. Hun sagde ud i den blå luft: flotte nakkefolde. Stor bonus, men var stadig angst, da jeg havde oplevet en mindre styrtblødning tirsdag. Til min nf er jeg bange for at de er misdannet i maven, som jeg var. Det er mit traume. Dog knap så virkeligt som jeres!

Kan de se det med maven?? Til Nf?...

ER det noget der kan være arveligt?

Jeg ved ikke om, hvis jeg så fik 10 børn, om det ville blive bedre eller hvad... Jeg har svært ved at se det, men måske fordi jeg ligesom ikke er nået over det punkt igen... Fordi jeg jo aborterede sidst i 8. uge...

Æv pis lort øv.

dorthemus skriver:

Kære Zafir

Det gør ondt inden i mig over at du skal have det sådan og ikke "bare" kan glæde dig over at være gravid igen...jeg ved godt, at det ikke hjælper, men jeg er HELT sikker på, at alt er som det skal være fordi det føles helt anderledes dennegang. Jeg holder fast i dét du sagde til mig i starten af min graviditet...omkring træthed og kvalme: kvalme betyder en sund graviditet...ihvertfald i vores familie

Men jeg siger, som Karina, at de to tidligere graviditeter har efterladt et traume hos dig som ikke bare går væk og jeg håber at din psykolog kan hjælpe dig med at få bearbejdet de forfærdelige oplevelser.

Jeg  alt hvad jeg kan og hepper på at tiden kommer til at gå hurtigt i den kommende uge.

moster, der tænker MEGET på dig

Med spunken havde jeg mega mega meget kvalme... Og den var jo så syg så syg... Nu er min kvalme dampet lidt af og overtaget af ligamentsmerter og kølle-søvn, det er jo fint...

Men jeg kan bare stadig ikke se fremtiden ligenu...

Zafir skriver:

Kan de se det med maven?? Til Nf?...

ER det noget der kan være arveligt?

Jeg ved ikke om, hvis jeg så fik 10 børn, om det ville blive bedre eller hvad... Jeg har svært ved at se det, men måske fordi jeg ligesom ikke er nået over det punkt igen... Fordi jeg jo aborterede sidst i 8. uge...

Æv pis lort øv.

I denne her uge burde indvoldene falde fra navlestrengen ned i maven.

Den gang med mig var det det, der gik galt. maven voksede ikke sammen og indvoldene kom ikke ned i maven.

Jeg håber, at de kan se det til NF. Ellers så kan de se det på Riget senere hen. Skal have et hav af scanninger og undersøgelser. Da jeg er en af de ganske få, der overlevede sådan en voldsom misdannelse. Den er MEGET sjælden. Så ved de ikke rigtig, om det er arveligt. Der er ikke fundet noget i mine kromosomer. Så det er i hvert fald godt.

Ja, det er første gang, at du skal til NF efter sidste NF. Pyhhh, det må være helt specielt og angstprovokerende.

Når jeg tænker på, hvor meget jeg kan psyke mig op til ikke at turde kigge på skærmen, når jeg bliver scannet, så tør jeg slet ikke tænke på jer. Du kan ikke en gang tage en steso eller et par drinks..pyhhh.

Krydser alt for, at den tager fusen på jer, og I får et rigtig højt tal.