Er vred, gal, sur, frustreret, ked af det, såret, ligeglad og alt muligt andet!
Min svigerfar bor 2 huse fra os (vi har et stykke mellem husene, men det tager ikke mere end 5-10 min at gå op til ham) og vi ser ham aldrig.
Daniels forældre gik fra hinanden 1. april sidste år og kort tid efter fandt Daniels far en ny kæreste (vores allesammens tandlæge, som har været vild med ham længe)... Hun bryder sig tydelig ikke om mig - gætter på det er fordi jeg er meget tæt på min svigermor. Men pyt med hende, det her drejer sig om min svigerfar.
Han er den klassiske hulemand og har altid været det - kvinderne skal blive hjemme og passe børnene og skal ellers bare gøre hvad der bliver sagt (groft sagt). De er 3 brødre og den ældste er FARS DRENG, Daniel er den mellemste og umulige (!???) og den yngste er jo"bare en lille dreng" (han er 18).
Én ting er at Daniel altid er blevet forsømt af sin far - det er vi efterhånden vant til. Men at "farfar" ikke én eneste gang har spurgt til graviditeten, Laura eller har vist bare den mindste smule interesse. 
Jeg er virkelig frustreret og dybt ulykkelig. Mine forældre (og min søster) interesserer sig helt vildt og giver konstant udtryk for hvor meget de glæder sig. Ham der er lige ved siden af (rent fysisk) kan ikke komme længere væk rent emotionelt. 
Jeg kan være skide ligeglad med ham og bare glæde mig over at Daniel og jeg glæder os helt ekstremt!!! (Det siger Daniel også hele tiden til mig). Men jeg kan ikke forstå hvordan man kan vælge sine børn og børnebørn fra på den måde!?
Dengang min svigermor boede i huset sammen med ham var vi ofte deroppe og spise og hygge os... Det er vi aldrig længere. Har spist middag med hans nye kæreste én gang - sidste sommer!!!
De andre brødre har været inviteret ud til hende til både brunch, frokost og middag, men jeg er ikke blevet inviteret en eneste gang! Skal lige siges at Daniels lillebror ikke vil møde hende, men hun forsøger alligevel!
Svigerfar har altid haft meget travlt med sig selv og har ikke meget til overs for andre mennesker, men det virker som om hans "nye" kæreste trækker ham længere og længere væk fra os!?
Jeg kan forstå at de tog lidt afstand til mig og graviditeten da Daniel havde vores problemer, men det er sgu så længe siden nu, at det da umuligt kan være derfor længere!? Der er jo ingen der er i tvivl om hvor meget vi glæder os... Faktisk helt absurd! 
Puha, det er langt det her... tror jeg skal slutte her, selvom jeg kunne blive ved i flere timer!!!
Trængte bare sådan til at komme ud med det - har grædt over det i en time nu, og jeg VIL ikke græde over det! Vi har så meget andet fantastisk familie som glæder sig ligeså meget som os men jeg kan af en eller anden grund ikke affinde mig med hans opførsel! 
Knus Caroline