veninderne forsvinder, hvorfor?

hejsa

ville bare fortælle at det samme skete for mig da jeg ventede den første som 19 årig. men folk ændrer sig og en graviditet gør meget ved ens personlighed. det er hårdt, men så må man ud og finde sig nogle "rigtige" veninder. måske nogle med børn

men føler med dig, og vil sende dig en stor trøste

Hvis jeg må indskyde en kommentar uden at den er personligt rettet mod trådstarter eller andre, så er det min erfaring at når piger bliver gravide har de ofte svært ved at rumme andet end de tanker og følelser og fysiske oplevelser som følger med... Jeg har selv oplevet at føle at der slet ikke var plads til andet i venskabet end min veninde og hendes graviditet. Derfor glider venskabet lidt, fordi man jo også SELV har brug for at læsse af og tale om ens eget liv, men det er svært hvis man føler at alt man siger bliver målt i forhold til vigtigheden af en graviditet...

Jeg gør alt hvad jeg kan for at mine veninder ikke skal føle at fordi jeg er gravid så er deres hverdag, deres problemer, glæder og oplevelser ikke længere ligeså vigtige som mine... Det er bare ikke altid det lykkes... Tit er det ufatteligt for mig at de ikke synes det er MEGAspændende at høre om hvad jeg nu har købt / tænkt / følt / oplevet i forbindelse med min graviditet - i min og Niklas' verden findes der jo intet som er mere spændende!!!

Helt ærligt, så er gravide veninder ikke det mest spændende man kan have sig. Man har en pragtfuld veninde, fuld af liv og sjov, og pludselig er alt liv i hende, det hun har i maven. Intet drejer sig om andet... Og de oplevelser man selv har, når man ex. er på dates/i byen, dem finder den gravide kedelige, måske umodne, og ikke interessante. Derfor er det altså heller ikke nemt at være veninden til den gravide. Man kan nemt som veninde føle at man bliver skubbet ud i kulden, til fordel for hendes nye liv i maven, og at alt det man før havde delt af oplevelser, nu skal redefineres og det er ikke nemt.

Jeg skriver dette, som MIG der var den gravide, der skubbede mine veninder væk, uden at vide hvorfor vi "pludselig" ikke snakkede sammen mere... I dag er jeg VILDT taknemmelig overfor de få veninder der hang i, og gjorde en indsats, selv om jeg var OPSLUGT og forsvundet ind i et graviditets og baby paradis, som de jo af naturlige årsager ikke kunne følge mig ind i.

Først langt senere, da jeg kom ud af amning og barsel og barnet hængende mig om halsen 24-7, kunne jeg se at jeg slet ikke havde mødtes med mine veninder på deres plan. Jeg havde forlangt at de skulle elske at komme søndag formiddag kl. 9.30 inden babys formiddagslur, og så kunne de lige høre om de nye bleer, og første grød, og hvordan det gik i min mødregruppe.

Helt ærligt, det må ALLE da kunne genkende? At før man fik børn/tænkte de tanker, sad overfor en gravid/nybagt mor og DØDKEDEDE sig i deres baby-univers selskab?

Knus Ditte, der i dag er pinlig berørt over min egen selvoptagethed dengang, og som var MANGE år om at opdage at jeg havde levet i en lukket lille baby-bobbel.