Er det virkelig ok?

Jeg må af med lidt surt opstød.

Min kæreste og jeg er lige blevet færdige med at spise frokost. Under frokosten fortæller han mig at hans ven og kæresten ikke vil se os det næste stykke tid fordi jeg er gravid? 

Her kommer lige en forhistorie: 

Venneparret er 20 og 21 år. Pigen er svensk, fyren dansk. De har været kærester i 7 måneder, og hun bliver gjort gravid ved et tilfælde. De beslutter sig for at beholde barnet, og er glade. Hendes svenske familie raser! Hun får afvide hun er afskåret af familien hvis hun vælger at få barnet. Herefter flytter hun ind hos kæresten (vores ven) og de er nu fast besluttet på at få barnet. Langsomt ændre hun af ukendt grund, sin mening, og ender med at få abort d.21 december 09.

Nu er jeg godt klar over at abort IKKE er specielt sjovt, men jeg føler det bare som en hetz imod vores lykke at vi skal udelukkes fordi hun ikke kunne få det barn. I sidste ende har hun jo selv lagt sig på briksen, og taget et valg - hvor strengt det end må lyde. Jeg bliver personligt rigtig ked af at få afvide "jeg gider ikke se dig, fordi du er gravid og jeg ikke er det mere" - måske jeg er en anelse sensitiv og hormonel pt. men ud over det så koger jeg bare over indeni. 

Jeg kan godt forstå det ikke er sjovt at sætte næsen op efter noget, der pludselig bliver taget fra en. Men de har jo selv valgt det?

Har jeg ret til at være vred, eller skal jeg bare følge med strømmen og vente på hun bliver "klar i hovedet" til at vi og baby igen er acceptable? Og vil hun mon nogensinde synes vi ok igen?

Knus fra,

En anelse triste Zette 

Zette skriver:

Jeg må af med lidt surt opstød.

Min kæreste og jeg er lige blevet færdige med at spise frokost. Under frokosten fortæller han mig at hans ven og kæresten ikke vil se os det næste stykke tid fordi jeg er gravid? 

Her kommer lige en forhistorie: 

Venneparret er 20 og 21 år. Pigen er svensk, fyren dansk. De har været kærester i 7 måneder, og hun bliver gjort gravid ved et tilfælde. De beslutter sig for at beholde barnet, og er glade. Hendes svenske familie raser! Hun får afvide hun er afskåret af familien hvis hun vælger at få barnet. Herefter flytter hun ind hos kæresten (vores ven) og de er nu fast besluttet på at få barnet. Langsomt ændre hun af ukendt grund, sin mening, og ender med at få abort d.21 december 09.

Nu er jeg godt klar over at abort IKKE er specielt sjovt, men jeg føler det bare som en hetz imod vores lykke at vi skal udelukkes fordi hun ikke kunne få det barn. I sidste ende har hun jo selv lagt sig på briksen, og taget et valg - hvor strengt det end må lyde. Jeg bliver personligt rigtig ked af at få afvide "jeg gider ikke se dig, fordi du er gravid og jeg ikke er det mere" - måske jeg er en anelse sensitiv og hormonel pt. men ud over det så koger jeg bare over indeni. 

Jeg kan godt forstå det ikke er sjovt at sætte næsen op efter noget, der pludselig bliver taget fra en. Men de har jo selv valgt det?

Har jeg ret til at være vred, eller skal jeg bare følge med strømmen og vente på hun bliver "klar i hovedet" til at vi og baby igen er acceptable? Og vil hun mon nogensinde synes vi ok igen?

 

Knus fra,

En anelse triste Zette 

Du har da ret til at føle hvad du vil...men altså, en pige på tyve år der får af vide at hele familien vil afskære hende, det er da ikke bare lige og jeg synes nu ikke du kan sætte det op på den måde at hun selv har valgt at lægge sig på briksen.

Det gør ondt i hende at du er gravid, hun er i sorg...prøv at sætte dig i hendes sted...rum at hun har det svært, se tiden an og vis over for din mand og Jeres venner at du har forståelse...det ville jeg gøre...hun har det svært og jeg forstår hende så godt.

Jeg har selv oplevet noget lignende og måtte simpelthen blive hjemme da min mands niece skulle døbes...kunne det bare ikke.

Knus Eva

Jeg synes personligt, at det er en mærkelig holdning at have, at man pludselig ikke vil se et hold venner længere fordi, at de venter sig. Hun har åbenbart ikke været 100% afklaret med aborten, men mener under ingen omstændigheder, at det skal gå ud over jer.

Hvis det havde været mig selv der stod i samme situation som dig, så ville jeg nok lige overveje en ekstra gang hvor GODE venner de i grunden er.....???

Eva skriver:

 

Du har da ret til at føle hvad du vil...men altså, en pige på tyve år der får af vide at hele familien vil afskære hende, det er da ikke bare lige og jeg synes nu ikke du kan sætte det op på den måde at hun selv har valgt at lægge sig på briksen.

Det gør ondt i hende at du er gravid, hun er i sorg...prøv at sætte dig i hendes sted...rum at hun har det svært, se tiden an og vis over for din mand og Jeres venner at du har forståelse...det ville jeg gøre...hun har det svært og jeg forstår hende så godt.

Jeg har selv oplevet noget lignende og måtte simpelthen blive hjemme da min mands niece skulle døbes...kunne det bare ikke.

Knus Eva

Jeg kan til dels forstå hvad du skriver. MEN. Som jeg også skrev, at det lyder strengt - men INGEN i min familie skulle bestemme om jeg skulle have et barn, hvornår jeg skulle have det, eller med HVEM jeg skulle have det. Og så kan vi snakke om bånd osv familien imellem.

Jeg forstår godt hun er ked af det, jeg har selv fået en abort for nogle år tilbage og havde det slemt længe, men jeg tog tyren ved hornene og kom ud og så baby og gravide - hvordan skulle jeg ellers ku komme videre?

Jeg har da ikke tænkt mig at gnide min graviditet i fjæset på hende, men den er jo omvendt også lidt svær at gemme efterhånden. Jeg har ikke behov for at tale om graviditet, hvis vi skulle være sammen, da jeg jo kan gøre det med så mange andre. Og ville da helt sikkert slet ikke bringe det på banen, når hun nu har det sådan. 

Jeg er ikke bare en dum stædig ko, der sidder hjemme og tænker at de kan rende mig, men ligeså vel som hun har følelser, så har jeg det rent faktisk også.

Vi taler ikke om en hvilken som helst ven til min kæreste, men en af de ældste han har haft i mange mange år. Længe før han kendte denne pige, har jeg kendt og været meget sammen med og min kæreste.

Jeg bliver uhyggeligt stødt af at blive fravalgt på det grundlag, og synes det er tarveligt. 

Og jeg tænker på hvornår det så er ok, for mig, at nævne baby, graviditet, barnedåb eller hvad det nu kan være UDEN at jeg skal bekymre mig om, om hun mon får det skidt af det. Jeg gider sku ikke støde folk med vilje.

Mathildesmor skriver:

Jeg synes personligt, at det er en mærkelig holdning at have, at man pludselig ikke vil se et hold venner længere fordi, at de venter sig. Hun har åbenbart ikke været 100% afklaret med aborten, men mener under ingen omstændigheder, at det skal gå ud over jer.

Hvis det havde været mig selv der stod i samme situation som dig, så ville jeg nok lige overveje en ekstra gang hvor GODE venner de i grunden er.....???

Jeg bliver bare rigtig ked af at blive fravalgt, og det fik mig præcis til at tænke om de så overhovedet var vores venner - når de ikke engang kunne anerkende vores lykke, ligeså vel som jeg anerkender deres sorg. De vil ikke snakke om aborten og det respekterer både min kæreste og jeg fuldt ud. 

Men nej jeg tror hun gerne ville have haft barnet, men ikke kunne se sig afskåret fra familien, som de 100% ville gøre, hvis hun valgte at få barnet. 

Jeg har den holdning, at man skal bære over med den person der har det sværest...i det her tilfælde er det din veninde  Hun har ikke været 100 % afklaret med den abort og nu kan det ikke gøres om. Vi vælger ikke selv vores familie og der er familier derude som er specielle og som har magt til at bestemme over vores liv..desværre. Og det kan være svært at forstå for andre.

Slug den kamel, glæd dig over DIN lykke sammen med din kæreste og vær parat når hun er klar igen.

Knus dorthe

Zette skriver:

Jeg må af med lidt surt opstød.

Min kæreste og jeg er lige blevet færdige med at spise frokost. Under frokosten fortæller han mig at hans ven og kæresten ikke vil se os det næste stykke tid fordi jeg er gravid? 

Her kommer lige en forhistorie: 

Venneparret er 20 og 21 år. Pigen er svensk, fyren dansk. De har været kærester i 7 måneder, og hun bliver gjort gravid ved et tilfælde. De beslutter sig for at beholde barnet, og er glade. Hendes svenske familie raser! Hun får afvide hun er afskåret af familien hvis hun vælger at få barnet. Herefter flytter hun ind hos kæresten (vores ven) og de er nu fast besluttet på at få barnet. Langsomt ændre hun af ukendt grund, sin mening, og ender med at få abort d.21 december 09.

Nu er jeg godt klar over at abort IKKE er specielt sjovt, men jeg føler det bare som en hetz imod vores lykke at vi skal udelukkes fordi hun ikke kunne få det barn. I sidste ende har hun jo selv lagt sig på briksen, og taget et valg - hvor strengt det end må lyde. Jeg bliver personligt rigtig ked af at få afvide "jeg gider ikke se dig, fordi du er gravid og jeg ikke er det mere" - måske jeg er en anelse sensitiv og hormonel pt. men ud over det så koger jeg bare over indeni. 

Jeg kan godt forstå det ikke er sjovt at sætte næsen op efter noget, der pludselig bliver taget fra en. Men de har jo selv valgt det?

Har jeg ret til at være vred, eller skal jeg bare følge med strømmen og vente på hun bliver "klar i hovedet" til at vi og baby igen er acceptable? Og vil hun mon nogensinde synes vi ok igen?

 

Knus fra,

En anelse triste Zette 

Jeg tror måske hun/de skal have lidt tid til at vænne sig til at du er gravid!?

Det er ikke sikkert de mener det så slemt som det virker - for jo, det er da ikke så sjovt at de vælger Jer fra på den måde

Det er meget følelsesladet at få foretaget en abort - specielt når en del af hende helt sikkert har villet have det barn. Mon ikke de bare skal bruge noget tid til at finde ud af at I sagtens kan være en del af deres liv selvom du er gravid?

Det er for svært for dem lige nu, og det synes jeg faktisk du skal acceptere. Sig til dem at du godt kan forstå det hele er svært og følelsesladet for dem, men at I naturligvis altid vil være der for dem... Så ved de at de kan stole på Jeres venskab, og så tror jeg faktisk de finder ud af at det er en kæmpe glæde at have Jer og bebs i deres liv, og ikke en sorg..

Jeg håber I finder ud af det hele, men mit råd er at give dem tid, og giv udtryk for, overfor dem, at I nok skal være der for dem.

Knus Caroline, hvis svigerinde fik sin positive graviditetstest den dag jeg fik at vide jeg havde aborteret...

dorthemus skriver:

Jeg har den holdning, at man skal bære over med den person der har det sværest...i det her tilfælde er det din veninde  Hun har ikke været 100 % afklaret med den abort og nu kan det ikke gøres om. Vi vælger ikke selv vores familie og der er familier derude som er specielle og som har magt til at bestemme over vores liv..desværre. Og det kan være svært at forstå for andre.

Slug den kamel, glæd dig over DIN lykke sammen med din kæreste og vær parat når hun er klar igen.

Knus dorthe

helt enig!

giv hende noget tid, det er en stor sorg hun bærer på og i den situation kan andres lykke - især hvis det var en lykke man selv skulle have haft - være svær at være i nærheden af. I får meget mere ud af at være overbærende end ved at hidse jer op

Caroline86 skriver:

 

Jeg tror måske hun/de skal have lidt tid til at vænne sig til at du er gravid!?

Det er ikke sikkert de mener det så slemt som det virker - for jo, det er da ikke så sjovt at de vælger Jer fra på den måde

Det er meget følelsesladet at få foretaget en abort - specielt når en del af hende helt sikkert har villet have det barn. Mon ikke de bare skal bruge noget tid til at finde ud af at I sagtens kan være en del af deres liv selvom du er gravid?

Det er for svært for dem lige nu, og det synes jeg faktisk du skal acceptere. Sig til dem at du godt kan forstå det hele er svært og følelsesladet for dem, men at I naturligvis altid vil være der for dem... Så ved de at de kan stole på Jeres venskab, og så tror jeg faktisk de finder ud af at det er en kæmpe glæde at have Jer og bebs i deres liv, og ikke en sorg..

Jeg håber I finder ud af det hele, men mit råd er at give dem tid, og giv udtryk for, overfor dem, at I nok skal være der for dem.

Knus Caroline, hvis svigerinde fik sin positive graviditetstest den dag jeg fik at vide jeg havde aborteret...

 

men Caroline, det er jo to vidt forskellige ting i min verden. Du mistede barnet - hun valgte at få det fjernet. Og selvom det OGSÅ er svært, så skal du stadig huske på at du IKKE havde valget om at beholde babyen, men at det havde hun. 

Jeg har ikke givet udtryk for dem overhovedet om hvor ked af det jeg faktisk er over det, for de har det jo åbenlyst svært nok i forvejen, så behøver jeg da ikke bebrejde dem med mere. Det ville da ikke være særlig pænt af mig som ven. 

Jeg håber og tror også at det nok skal gå over med tiden, og som skrevet tidligere var det også et surt opstød. 

Selvfølgelig vil jeg da give dem tid, jeg forventer da ikke at de står med åbne arme imorgen og "lad os så alle få den graviditetssnak". Jeg bliver stødt over at få det på sms, at man ikke engang har nosser nok til at sige det, og ja så kan jeg da bare makke ret og acceptere - for jeg kan jo alligevel gøre fra eller til. 

Men jeg synes stadig det er to vidt forskellige ting at miste ved abort, og få fortaget en provokeret. Den ene har man et valg ved, men ikke ved den anden.

Men sorg er sorg - og det ved jeg også godt!

Zette skriver:

Jeg kan til dels forstå hvad du skriver. MEN. Som jeg også skrev, at det lyder strengt - men INGEN i min familie skulle bestemme om jeg skulle have et barn, hvornår jeg skulle have det, eller med HVEM jeg skulle have det. Og så kan vi snakke om bånd osv familien imellem.

Jeg forstår godt hun er ked af det, jeg har selv fået en abort for nogle år tilbage og havde det slemt længe, men jeg tog tyren ved hornene og kom ud og så baby og gravide - hvordan skulle jeg ellers ku komme videre?

Jeg har da ikke tænkt mig at gnide min graviditet i fjæset på hende, men den er jo omvendt også lidt svær at gemme efterhånden. Jeg har ikke behov for at tale om graviditet, hvis vi skulle være sammen, da jeg jo kan gøre det med så mange andre. Og ville da helt sikkert slet ikke bringe det på banen, når hun nu har det sådan. 

Jeg er ikke bare en dum stædig ko, der sidder hjemme og tænker at de kan rende mig, men ligeså vel som hun har følelser, så har jeg det rent faktisk også.

Vi taler ikke om en hvilken som helst ven til min kæreste, men en af de ældste han har haft i mange mange år. Længe før han kendte denne pige, har jeg kendt og været meget sammen med og min kæreste.

Jeg bliver uhyggeligt stødt af at blive fravalgt på det grundlag, og synes det er tarveligt. 

Og jeg tænker på hvornår det så er ok, for mig, at nævne baby, graviditet, barnedåb eller hvad det nu kan være UDEN at jeg skal bekymre mig om, om hun mon får det skidt af det. Jeg gider sku ikke støde folk med vilje.

 

Vi er jo alle forskellige og reagerer forskelligt...jueg forstå feks ikke at du ikke giver tid og plads og ser hvad der sker.

Dropper hun Jer virkelig så er Jeres venskab nok ikke stærkt nok...og hvis ikke, så har du intet mistet, men vist at du er forstående og giver hende plads.

Jeg har en veninde som jeg elsker overalt på jorden og hun har droppet kontakten næsten helt i et år nu, men jeg ved der er meget i hendes liv og at det er svært og ikke mindst så VED jeg at det ikke er pga mig hun gør det men fordi hendes overskud er til kun lige at overleve.

Jeg forstår ikke at du ikke kan give plads, og vise du er den med overskud.

Knus Eva