jeg kan simpelthen ikke...

Der er ikke så meget at sige

Det tager tid, og så længe du har brug for at være ked af det over det, så skal du give dig selv lov til det...

Du kommer nok aldrig til at glemme det, men en dag vil det ikke være så svært at leve med det...

Winnie skriver:

Stort  til dig, Jeg håber at du kommer igennem det.

Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, der var ved at slå mig ihjel, da jeg "bare" fik af vide at jeg havde aborteret og sendt hjem. Det var vildt hårdt at komme igennem.

Jeg håber sådan for jer at I for barn i år

puha!! der blev jo heldigvis holdt tæt øje med mig fordi jeg var tilknyttet fertilitetsklinikken, men da de så konstaterede at jeg havde kraftigt blødning i bughulen blev jeg indlagt på hospitalet (gangen ovenpå klinikken, mærkeligt nok) og der var den mest idiotiske læge, der simpelthen NÆGTEDE at der kunne være noget galt med mig, fordi jeg ikke skreg af smerte. hvilket jeg rent faktisk gjorde, jeg sparkede fertilitetslægen over skulderen da hun besluttede at give mig en gynækologisk undersøgelse  så lå jeg der og havde enormt ondt og Søren blev jo sendt hjem, og så var man bare helt alene med en læge der ikke syntes man burde være der og sygeplejersker der gav en en enkelt panodil at sove på næste morgen kom drømmesygeplejersken og jeg brød fuldkommen sammen og så sørgede hun for jeg blev opereret en time senere (søren nåede lige akkurat ind på hospitalet inden).

Det er en skrækkeligt oplevelse i sig selv, men når man så skal behandles skrækkeligt oveni, så blir det bare

men jeg kan læse at du er gravid nu, så det er jo rigtig rigtig dejligt og godt for mig at se

Tjuhl skriver:

puha!! der blev jo heldigvis holdt tæt øje med mig fordi jeg var tilknyttet fertilitetsklinikken, men da de så konstaterede at jeg havde kraftigt blødning i bughulen blev jeg indlagt på hospitalet (gangen ovenpå klinikken, mærkeligt nok) og der var den mest idiotiske læge, der simpelthen NÆGTEDE at der kunne være noget galt med mig, fordi jeg ikke skreg af smerte. hvilket jeg rent faktisk gjorde, jeg sparkede fertilitetslægen over skulderen da hun besluttede at give mig en gynækologisk undersøgelse  så lå jeg der og havde enormt ondt og Søren blev jo sendt hjem, og så var man bare helt alene med en læge der ikke syntes man burde være der og sygeplejersker der gav en en enkelt panodil at sove på næste morgen kom drømmesygeplejersken og jeg brød fuldkommen sammen og så sørgede hun for jeg blev opereret en time senere (søren nåede lige akkurat ind på hospitalet inden).

Det er en skrækkeligt oplevelse i sig selv, men når man så skal behandles skrækkeligt oveni, så blir det bare

men jeg kan læse at du er gravid nu, så det er jo rigtig rigtig dejligt og godt for mig at se

Godt at de holdt øje med dig. Det var også pga blødning i maven at lægen ikke opdagede noget hos mig, før end det næsten var forsent.

Hvor er det dog skrækkeligt at du blev behandlet på den måde, det gør det jo på ingen måde nemmere, når man er skuffet og ligger og har oooondt.

Ja, jeg er gravid og er meget taknemmelig for at jeg kan få børn, for var nærmest sikker på at det blev umuligt med kun en æggeleder.... Men dette er 3. barn på kun 1 æggeleder, så jeg er meget taknemmelig.

Tjuhl skriver:

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

Hej skønne... Jeg skulle lige til at skrive om min tudedag idag... HVad er det med idag?

Du får lige et kram af mig, så vil jeg prøve at tømme min tudedag ud af hjernen, efter jeg har fået Idun til at sove.

STORT KRAM SØDE!!!!!!!!! (og jeg VED godt hvordan det føles at se sin gabende tomme livmoder, helt uden babyer i Det er bare så frygteligt... JEG HÅBER FOR ALT i mit hjerte at der snart flytter en ind hos dig!)

Kære Trine!

Jeg sender dig et kæmpe kram............for det er det eneste jeg kan gøre. Men ville ønske at jeg kunne ta' lidt af al smerten.

Knus Mette

Winnie skriver:

Godt at de holdt øje med dig. Det var også pga blødning i maven at lægen ikke opdagede noget hos mig, før end det næsten var forsent.

Hvor er det dog skrækkeligt at du blev behandlet på den måde, det gør det jo på ingen måde nemmere, når man er skuffet og ligger og har oooondt.

Ja, jeg er gravid og er meget taknemmelig for at jeg kan få børn, for var nærmest sikker på at det blev umuligt med kun en æggeleder.... Men dette er 3. barn på kun 1 æggeleder, så jeg er meget taknemmelig.

fantastisk!

det lykkedes dem at bevare alt mit intakt, så det er jo egentlig fint nok, for vi har jo i forvejen store problemer med reproduktionen

Tjuhl skriver:

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

KÆMPE KRAMMER FRA MIG!!! Jeg ønsker på jeres vegne at det er lykkens gang lige om hjørnet og at i med tiden mærker sorgen trænge i baggrunden..

Tjuhl skriver:

fantastisk!

det lykkedes dem at bevare alt mit intakt, så det er jo egentlig fint nok, for vi har jo i forvejen store problemer med reproduktionen

Ja, jeg har læst lidt om at I har svært ved at blive gravide, også derfor at jeg skrev at jeg håbede at det blev i år for jer.

Har I prøvet noget alternativ? Eller er I slet ikke til den slags?

Winnie skriver:

Ja, jeg har læst lidt om at I har svært ved at blive gravide, også derfor at jeg skrev at jeg håbede at det blev i år for jer.

Har I prøvet noget alternativ? Eller er I slet ikke til den slags?

vi har ikke prøvet noget alternativ - mest fordi min mand slet slet ikke er til den slags. men nu har jeg fået kontakt med en healer, som vi muligvis skal se i næste måned jeg har tidligere brugt healing som behandling af andre ting og haft en rigtig positiv oplevelse med det, så jeg glæder mig til at se hvad det er for noget!

det mest alternative vi har gang i er, at Søren tager zinktabletter

Tjuhl skriver:

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

Jeg har ikke oplevet det du har været igennem så kan ikke vide hvordan det føles, men håber du kommer videre og det snart lykkedes for jer.

sender meget stor kram herfra