jeg kan simpelthen ikke...

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

stoort til dig.. du skal nok komme igennem, for du er en stærk kvinde

Jeg kan godt forstå at du er ked af det på sådan en svær årsdag. Livet viser sig nogle gange fra sin værste side og det kan være svært at se lyset for enden af tunellen...men jeg tror på, at det nok skal lykkes for jer at få et barn

Indtil da skal du vide, at vi er mange der tænker på dig og Søren og jeg skynder mig at sende dig et stort og håber, at det hjælper lidt på denne dag.

Dorthe

Tjuhl skriver:

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

Man kan ikke fjerne sorgen, men man kan lære at leve med den 

TbCp skriver:

Man kan ikke fjerne sorgen, men man kan lære at leve med den 

ja, du har ret. det kan jeg jo sagtens se når jeg sammenligner med min tilstand for et år siden og så nu. men har du det ikke sådan når du nærmer dig årsdage med din søster, at det bare begynder at fylde i hele kroppen...der mangler noget, der mangler en...?

Tjuhl skriver:

 

ja, du har ret. det kan jeg jo sagtens se når jeg sammenligner med min tilstand for et år siden og så nu. men har du det ikke sådan når du nærmer dig årsdage med din søster, at det bare begynder at fylde i hele kroppen...der mangler noget, der mangler en...?

 

Jo lige præcis. om 8 dage er det 4 år siden hun døde og jeg er er allerede nu begyndte at frygte selve dagen.
Bare af at sidde og skrive den sætning til dig før fik jeg en kæmpe klump i halsen, for jeg ved præcis hvordan det føles at have det hul inde i hjertet som bare aldrig bliver fyldt ud. 

Søde Trine. Hvor er det bare rørende at læse, og jeg tror det er ganske naturligt at græde på selve dagen, da det er noget der fylder så meget som det selvfølgelig gør

Jeg er overbevist om, at 2010 er året, hvor Søren og dig bliver beriget med en lille spunk i maven, for jeg er sikker på, I bliver helt fantastiske som forældre

Kan kun sende etfor at lindre sorgen vil være umuligt...

K.h. Linda

TbCp skriver:

Jo lige præcis. om 8 dage er det 4 år siden hun døde og jeg er er allerede nu begyndte at frygte selve dagen.
Bare af at sidde og skrive den sætning til dig før fik jeg en kæmpe klump i halsen, for jeg ved præcis hvordan det føles at have det hul inde i hjertet som bare aldrig bliver fyldt ud. 

åååh er det så snart! puha, jeg er bare glad for at der er andre der ved hvordan det føles, for det er jo ikke til at forklare! og samtidig så ville man jo ønske man var det eneste menneske der vidste det, for det er simpelthen ikke en sorg man ønsker for sin værste fjende.

Tjuhl skriver:

 

åååh er det så snart! puha, jeg er bare glad for at der er andre der ved hvordan det føles, for det er jo ikke til at forklare! og samtidig så ville man jo ønske man var det eneste menneske der vidste det, for det er simpelthen ikke en sorg man ønsker for sin værste fjende.

Nej det har du ret i.

Stort  til dig, Jeg håber at du kommer igennem det.

Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, der var ved at slå mig ihjel, da jeg "bare" fik af vide at jeg havde aborteret og sendt hjem. Det var vildt hårdt at komme igennem.

Jeg håber sådan for jer at I for barn i år