Ja, det her billede ser ikke ud af noget særligt, men jeg har valgt det fordi det er taget på en aften hvor jeg tænkte, at jeg vidste hvad jeg havde og det nægtede jeg at give slip på.
Billedet er taget i foråret hvor jeg bare var helt nede i kulkælderen. eller i kulkælderen UNDER kulkælderen, fordi vi har mistet vores drømmebarn og jeg er blevet opereret og jeg syntes bare at det hele er noget værre lort og jeg kunne ikke komme udover den enorme sorg jeg følte hele tiden. og Søren var så helt igennem fantastisk...nu begynder jeg at tude! ... men han læste fx eventyr for mig hver eneste aften i et halvt år fordi jeg ikke kunne falde i søvn af mig selv fordi jeg bare begyndte at græde hver gang jeg havde et øjeblik uden "støj".
en aften hvor jeg bare sidder som en zombie og skiftesvis græder og forsøger at holde op med at eksistere, tager han mig med ud i bilen og kører ned igennem skoven og ud til et vildnis, midt om natten vel at mærke, for at jeg skal høre nattergalen synge. og det gør vi så, og Søren er jo fritidsornitolog, så han kan fortælle alt muligt og i en times tid føles det som om mit hjerte flyver rundt ude i det vildnis hver gang nattergalen synger og jeg ved at han forstår helt præcist hvor ondt det gør det hele og jeg ved at jeg bare elsker ham 
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
