Han går pt hjemme og er arbejdsløs og mener alt tiden skal gå med at sidde på nettet, spille playstation osv. vi har da haft mange samtaler om hvorvidt man er 2 om tingene, men dagen efter er det somend glemt nok engang.
Og her er det så at jeg har brug for at være tættere familien, jeg får pip af at få dikteret alle de ting jeg skal nå (vaske op, vaske tøj, støvsuge, vaske gulv, lave mad, lægge tøj sammen og på plads, gå med hundene - og så lige varde op samtidig. - og så har jeg jo også Liam), så derfor har jeg ind i mellem brug for at pakke Liam i barnevognen og gå en tur sammen med min mor, eller lige være der en eftermiddag og få lidt fred og ro...
I bund og grund burde man mene at det hele nok ville se anderledes ud hvis han var fremme i skoene, men jeg gider snart ikke tage diskutionen mere eftersom det er lykkelig glemt dagen efter, oftest allerede efter et par timer...
Vi må se om der ikke snart er noget der byder sig, for jeg er efterhånden ved at gå ud af mit gode skind.
Puha den snak gik vi osse igennem tusind gange herhjemme, da Emma var ret ny, men den gik bare ikke ind...
Det endte med at jeg og Emma flyttede hjem til mine forældre i en periode, så hjalp det... men ikke så længe. Så smuttede vi igen, og tredje gang havde jeg bestemt mig for at forlade ham, hvis ikke han tog det til sig.
Det gjorde han heldigvis, men vi måtte da have en tredje person til at hjælpe os med at forstå hinanden. Det var vigtigt for mig, at han vidste jeg elskede ham, og at jeg virkelig ønskede at vi kunne fungere som familie (det kan de godt glemme, når man lige er blevet forældre, da det jo så er nødvendigt at være der for barnet 24-7 og så kan han føle sig tilsidesat).
Det hjalp, og nu sker det da, at jeg bliver nødt til at sige til ham, at han skal deltage noget mere, men slet ikke i den grad. Så jeg vil sige, du skal ikke give op uden kamp. Så hellere flytte hen til dine forældre, som en øjenåbner...
Vil osse sige, at hvis ikke han vil deltage noget mere, så har han slet ikke noget valg med hundene, for du skal altså osse kunne hænge sammen, ellers kan han jo slet ikke forvente, at du har overskud til ham osse....
Håber I finder ud af det!!!
P.S. Jeg er ikke tilhænger af at man bare går fra hinanden indenfor det første år efter man er blevet forældre. For det første år har de fleste altså problemer, men de fleste bliver osse sammen, når de er kommet igennem det år. Hos os blev det bedre omk. den tid hvor Emma var 4 mdr.
