Jeg elsker ikke barnet i maven! :'(

Jeg kan kun sige som de andre at det er sandsynligvis helt normalt. Jeg havde selv en hård graviditet, og kunne ikke rigtigt forholde mig til at det var et barn derinde - det blev mere og mere virkeligt med tiden, men følelserne blev aldrig til mere end at glæde mig til min datter kom og spænding over at skulle være mor.

Et andet tabu er tiden efter fødslen. Jeg følte heller ikke nogen speciel kærlighed til min datter da hun kom ud. Jeg fik ikke det der "forældre-sus" som folk snakkede om. For mig kom det gradvist over et par uger... Min teori er at hvis du føder naturligt bliver du belønnet i form af hormoner mv, der giver det sus folk havde travlt med at fortælle mig om, hvorimod hvis du som jeg får KS tager det bare lidt tid. Misforstå mig ikke - jeg synes det var stort at se hende og holde hende og jeg kunne slet ikke forstå at hun nu endelig var kommet ud til mig... men den der dybe kærlighed kom først til senere.

Det bedste råd jeg kan give dig er at lære at lytte til dig selv og dine instinkter, istedet for at slå dig selv oveni hovedet med hvordan det burde være og hvordan du burde føle.

Ja, jeg må vente til følelserne kommer, for lige nu kan jeg nok ikke gøre så fandens meget.

Hvis jeg ikke svarer er det ikke fordi jeg ikke gider svarer jer mere, men så er det fordi jeg lytter - bare så der ikke er nogen der bliver stødt over det

Kloster skriver:

Hej hej.

Hvor er det flot, du kan sætte ord på de svære og frustrerende følelser, man har under en graviditet. Og det ER svært, når nogle følelser bare ikke er "lovlige" at snakke om. Du burde ikke have været anonym, for dine følelser og tanker er helt og aldeles normale.

Du ved jo slet ikke, hvad der egentlig kommer til at ske... Med måde self  Alle snakker sikkert og den store ubeskrivelig kærlighed til sit barn. Men det kan man af gode grunde ikke have, til noget, man slet ikke hverken har set ell kender noget til det.

Nu har jeg 3 drenge og dine tanker har jeg haft hver gang. Jeg har glædet mig til de kom. Og self meget mere 2 og 3. gang, for der ved man, hvad der venter en. Men jeg ELSKEDE ikke barnet i maven. Kendte det jo ikke engang. Men jeg elskede følelsen af alt det nye, der skulle til at ske. De forandringer og den kærlighed jeg nu skulle til at opleve. Og DEN kan man slet ikke forestille sig, før man har prøvet det

Stort held og lykke. Det hele er helt normalt

Kloster

Helt og aldeles enig med Kloster

Anonym skriver:

Hej piger.

Ja det lyder måske lidt hårdt, men jeg har bare ikke den der fornemmelse der siger "Ej hvor jeg bare elsker den!". Jeg glæder mig enormt meget til den kommer, men jeg føler ikke den der følelse af at jeg elsker den. Hvilket frustrerer mig enormt meget.

At jeg skal være mor glæder jeg mig super meget til, men det der  stærke bånd alle snakker om med deres barn i maven, er der bare ikke.! Hmm. Tænk hvis den følelse ikke kommer!=?

Nogen der har det som mig? Eller er jeg bare helt på herrens mark!?

Hilsen den møg frustrerede, der ca er halvvejs.

Uha det er altså så svært at være førstegangsfødende og skulle forholde sig til alle de nyé ting der skal ske og skulle leve op til alle forventningerne og ikke mindst reagere rigtigt!

Men det er altså et meget forkert billede der er om det at blive gravid og mor, ihvertfald for mange. Det er ikke altid lyserødt og fantastisk, jo man glæder sig til at blive mor og alt det der, men helt inde kan man ikke mærke det.

Og når baby kommer op på maven er det et vildt øjeblik, man har været igennem flere timers arbejde og får en varm klistret klump op på maven, det ER stort, men det føles bare ikke altid så WAUW i øjeblikket. Der kan gå dage og uger inden man virkelig føler kærligheden og å er det som en lille forelskelse, men jeg vil sige til dig:

Vær ikke bange for at du ikke føler rigtigt, det skal nok komme. og når man sidder og kigger tilbage på fødaslen var det jo fantastisk, men i sekundet var de store følser der nok ikke.

Held og lykke

Jeg tror først båndet og moderfølelsen kom 3 mdr efter jeg havde født. Også denne gang har jeg ingen følelser for den spirer jeg har i maven. Ting tager tid, men når først du lærer dit barn at kende, skal det hele nok komme