Jeg elsker ikke barnet i maven! :'(

Tusind tak for jeres svar! Det gør mig virkelig mere rolig. Det er første gang jeg skal være mor, og det er en kæmpe stor omvæltning, da hun, desværre, ikke var planlagt, men ja, ønsket er hun nu jo. Så at kunne forberede mig, lige som dem der planlægger, har jeg ikke kunnet.

Hmm. Det skal nok gå alt sammen så. Tusind tak for jeres ord

Hej hej.

Hvor er det flot, du kan sætte ord på de svære og frustrerende følelser, man har under en graviditet. Og det ER svært, når nogle følelser bare ikke er "lovlige" at snakke om. Du burde ikke have været anonym, for dine følelser og tanker er helt og aldeles normale.

Du ved jo slet ikke, hvad der egentlig kommer til at ske... Med måde self  Alle snakker sikkert og den store ubeskrivelig kærlighed til sit barn. Men det kan man af gode grunde ikke have, til noget, man slet ikke hverken har set ell kender noget til det.

Nu har jeg 3 drenge og dine tanker har jeg haft hver gang. Jeg har glædet mig til de kom. Og self meget mere 2 og 3. gang, for der ved man, hvad der venter en. Men jeg ELSKEDE ikke barnet i maven. Kendte det jo ikke engang. Men jeg elskede følelsen af alt det nye, der skulle til at ske. De forandringer og den kærlighed jeg nu skulle til at opleve. Og DEN kan man slet ikke forestille sig, før man har prøvet det

Stort held og lykke. Det hele er helt normalt

Kloster

tror ikke du skal bekymre dig overhovedet, det er svært at elske noget man ikke har set endnu, og md scanningen synes jeg ikke var særlig vild, nf scanningen var sjovere synes jeg.

du ska nok komme til at elske barnet når det kommer ud.

jeg er i uge 38, glæder mig til at hun kommer, og ved jeg kommer tl at elske hende ubetinget, men jeg er nok os sådan en person at jeg synes at folk snakker en masse pjat om babyen i maven, og synger for maven osv, det gør jeg bare ikke. glæder mig til det hele, men tror først man forstår når man har født...

Grunden til, at jeg ønsker at være anonym er for det første at jeg er ung, og nogen måske kigger skævt til mig af den grund (ja man ved jo aldrig) og nok også, at jeg måske er en smule flov over, at jeg ikke elsker hende, at jeg egentlig ikke rigtig har følelser for hende, men følelser for det der skal ske.

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg ikke er gået i seng og tudet som bare fanden, fordi jeg har følt mig så ensom, på trods af at min familie støtter mig helt vildt, og min kæreste selvfølgelig.

Ja, jeg ved sgu snart ikke. Men endnu engang kan jeg kun takke for jeres odr, og det er måske også en bekræftelse fra folk man ikke kender jeg vil have. Fordi at folk omkring mig siger at alt skal nok gå, "vi kender dig jo".

Som i nok kan hører er jeg en smule rundt på gulvet, så undskyld at det måske ikke helt hænger sammen det jeg skriver.

Jeg tror ikke, at du skal tænke så meget om det. Mange bilder sig ind, at de elsker deres barn i maven, nogle andre gør det virkeligt og nogle andre har bare nogle neutrale følelser og sådan er det bare. Jeg har glædet mig meget til barnet, men jeg gik ikke i en lyserød sky, da jeg var gravid. For mig var det sådan, at jeg slet ikke helt kunne forstå, hvad der skete. Det var ligesom en surrealistisk situation. Da jeg skulle ordne tøjet, barnevogn og så nogle ting var der tit en følelse ligesom: hvorfor gør jeg det her? Nåååå ja, jeg er faktisk gravid! Det kunne være, at følelser ville komme til dig stille og rollig efter barnet er blevet født. Og det kunne være, at fordi dine følelser kommer der lidt mere langsomt bliver de faktisk lidt mere nede på jorden og du bliver en mor, som har meget mere styr på tingene end andre som går rundt og tænker at alt er perfekt og så kommer der nogle kæmpe krise en gang i mellem.

jeg synes, at du skal bare slappe af, læse så meget som muligt om nyfødte pasning, amning osv osv så du er forberedt (og self. om fødsel) og tager det stille og rollig. Alt skal nok falde på plads og du vil eventuel blive forelsket i den lille troll der er på vej i dit liv!

Kære sødeste du  Først en stor krammer, for det tror jeg du har brug for!

Jeg tror dine følelser (og 'manglende' følelser) er HELT normalt og meget mere end man lige umiddelbart går og tror! Jeg tror at forskellen er, at du tør sige det højt, hvilket er super flot! Du tør indrømme det overfor dig selv, og bare det er et rigtig positivt tegn!
Jeg tror de fleste, som føler at de elsker barnet i maven, har det sådan fordi der følger en masse drømme med! Ingen af os kender jo barnet derinde endnu, men mange af os føler at vi elsker det, fordi vi knytter så mange forestillinger til det her barn og vores liv med det! Nogle kvinder har bare ikke denne følelse under graviditeten, og specielt hvis man føler at man SKAL føle sådan, så kan man intet mærke! Sådan har jeg haft det i forhold til kærester tidligere. Nogle gange følte jeg bare at jeg burde føle sådan om sådan og tænke på en bestemt måde osv. Og når først man fokuserer på hvad man BØR og SKAL føle (hvilket udelukkende er et krav man selv skaber, og altså ikke noget som i virkeligheden er et krav for at blive en god og kærlig mor efter fødslen), er det altså rigtig svært at føle noget som helst!
Så mit råd til dig er at du skal prøve at tage det med ro, selvom jeg om nogen ved hvor svært det kan være, og lade din krop og dit sind føle præcis som det føler eller 'ikke føler' uden at påtvinge noget! Jeg har selv meget stærke følelser for mit barn i maven, men havde jeg ikke lært at tackle det med ikke at presse mig selv til at føle en masse, havde jeg intet følt, og jeg havde stadig haft perioder hvor jeg ville være i tvivl om jeg nu også elskede min kæreste nok og på den rigtige måde. Sådan har jeg det ikke længere, fordi jeg har indset den mekanisme som forårsager det! Og så skal du også huske på, at hormoner kan gøre rigtig mange ting ved en når man er gravid.

Prøv om du kan slappe af og nyde de positive ting du føler, også de helt små ting, som at det var dejligt at se at hun havde det godt til MD osv. uden at give dig selv dårlig samvittighed! Og så bare nyd din søde hund, du har helt sikkert kærlighed nok til både den, din kæreste, familie, venner OG din lille pige
Desuden synes jeg du skal snakke med din jordemoder eller sundhedsplejerske om det, for de ved meget mere om sådan noget end vi måske gør herinde og de kan måske berolige dig.

Fortsat god graviditet - knus

Kære du,

Jeg er sikker på at det er helt normalt at have det sådan som du har det! Der er bare ikke så mange der tør fortælle det.

Jeg har en veninde som har 3 børn i alderen 6 mrd til 5 år og hun eeeeelsker dem! Men hun var virkelig ikke vild med at være gravid der var tider hvor hun slet ikke gad at snakke om den der lille inde i mavsen. Graviditeten var målet til midlet hvis man kan sige det sådan. Hun ventede bare på at barnet skulle komme ud til hende!

En anden veninde kunne heller ikke fordrage at være gravid! Hun havde ingen gener men havde en rigtig drømme graviditet men kunne ikke selv forene sig med det! Hun er da også bare dybt forelsket i sit barn.....da det kom ud!

Så op med humøret! Det kan være at du bare ikke kan forene dig med det at være gravid og det er der altså bare nogen der ikke kan:-)

Kh

Sasja

Jeg kan sagtens følge dine tanker og følelser. Jeg elsker heller ikke spiren endnu - jeg er spændt på at finde ud af hvad det er for en dut, der vokser i mig, men jeg har ikke rigtig noget forhold til den endnu.

Jeg kan også godt blive bekymret over min manglende tilknytning - jeg kan endda blive helt bange for, at barnet kan mærke det og jeg måske skader det. Men ved du hvad - jeg tror det er tegn på, at vi bliver nogle rigtig gode mødre, for gode mødre kender den "altid" dårlig samvittighed, der ligger på lur. Det er jo bare et udtryk for, at man ønsker at gøre sit bedste.

Vi skal nok nå i mål - ingen graviditeter er ens!

Kæmpe trøste juleknus!

Sisley
19+5

Endnu engang tak for jeres svar. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, men jeg er super glad for jeres svar.

Jeg har aldrig rigtig tænkt på, om det er fordi jeg ikke kan lide at være gravid, det er det måske nok.
Jeg har heller ikke haft nogen komplikationer, og mange ville nok drømme om at være mig med min graviditet. Måske er det derfor jeg ikke rigtig føler noget? Jeg har ikke kunne forholde mig til min graviditet på samme måde som dem der er dårlig og hvad har vi! Jeg har "kun" kunne mærke hende sparke, hvilket er fuldstændig surealistisk for mig, at det er MIT barn der sparker INDEN I mig.
Men man føler bare sådan et svigt på en måde, overfor det barn man bærer rundt på, når man i hvertfald har det som jeg har det.

Jeg vil bruge jeres svar, og se lidt lysere på tingene. Man tænker jo straks når man, igen, har det som mig, at man er bange for følelsen aldrig kommer, og så er det jo skide synd for den lille.

Kære Ano,

Nu har jeg ikke læst alle svarene, men tillader mig selv at svare alligevel..

Jeg elskede ikke min første søn før han var et par måneder gammel. Jeg havde forventet den store lykke ved første øjekast, som alle havde fortalt mig om. Men det eneste jeg var lykkelig over, var at fødslen endelig var overstået. De første par måneder havde jeg lyst til at tage mig af ham mv., men kærlighed vil jeg ikke sige det var. Men så kom det - og jo frækkere og større han bliver, des mere elsker jeg ham bare. Ubetinget!

Dit barn er ikke født endnu. Jeg kan godt forstå at du er lidt ked af eller frustreret over det. Men kærligheden kommer - det er jeg sikker på.... Giv det tid. Det er ok ikke at have voldsomme følelser fra start. Hvis du forventer at du vil føle enorm kærlighed, så bliver man ked af det, når ikke den er der. Men det er altså helt normalt...