en spøjs tid

jeg kan huske jeg kaldte januar sidste år for "en underlig tid" fordi vi blev kastet rundt med først beskeden om, at "JA" vi skulle endelig være forældre til "hov nej, vent der er noget galt", til "vi kan ikke lige finde ud af hvad der er galt", til "du skal have det fjernet NU".

i år er det en spøjs tid. Igår var det et år siden jeg blev insemineret for første gang og det var dermed et år siden vores lille alfebarn blev undfanget. Det er ikke fordi jeg har hjertesmerte i stor stil og sidder og hyler i sofaen eller noget, jeg har det bare lidt som om der er fløjet en jetjager henover mit hoved og jeg ikke kan høre ordentligt. hvis det gir mening?!

jeg tror først der bliver rigtig hjertesmerte omkring nytårsaften, for da havde jeg testet positivt og vi gik og var helt udknaldede i hovederne ved tanken om en rigtig levende baby. Som Søren sagde dengang "tænk, om et år er der et menneske her i verden som vi allerede bare elsker så højt!" - og nu er det år gået og det menneske kom alligevel ikke til verden. Den 27. januar fik jeg bortopereret det lille menneske og mærkeligt nok er det den samme dato Sørens far døde på da Søren var 16, så jeg går rundt og forestiller mig, at dét lille barnebarn var et barnebarn til de bedsteforældre der heller ikke er i verden mere, og en dag kommer der et lille barnebarn til dem der er.

og selvom graviditeten var helt helt forkert, så savner jeg så meget at være gravid

Av mit hjerte...

Jeg håber SÅ meget at 2010 er der hvor vi får nogen dejlige små vingummier i mavsen.

Zafir skriver:

Av mit hjerte...

Jeg håber SÅ meget at 2010 er der hvor vi får nogen dejlige små vingummier i mavsen.

ja det håber jeg altså også, jeg gider rigtig godt at være i mødregruppe herinde med dig

mariamiss6 skriver:

Jeg har ingen kloge ord idag, så du får bare lige

nogle gange er det også det eneste der hjælper

Trine Trille skriver:

ja det håber jeg altså også, jeg gider rigtig godt at være i mødregruppe herinde med dig

Ja, det kunne simpelthen være for hyggeligt

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal svare dig. Du skriver så godt. Dit indlæg kaster mig lige direkte tilbage til dengang jeg selv havde to ufrivillige aborter. Det første år efter var mærkeligt, jeg havde en datter i forvejen og følte skyld over ikke bare at være glad for det. Men jeg var samtidig ked af det jeg mistede. Jeg kiggede på min datter og tænkte at det måske var sådan en dejlig pige som hende jeg havde mistet, og det gjorde ondt. Det er nu 6 år siden og jeg kan stadig tænke på det. Jeg er så heldig at have fået to piger mere siden da, men i mit hjerte dybt inde sidder der en lille plads til de to børn jeg ikke fik.

Jeg trøster mig med at jeg efterfølgende har fået to dejlige børn og at lige netop de børn var de rigtige for vores familie. Måske var det dem jeg ventede på.

Kan ikke sige noget klogt eller trøstende, så du får et i stedet...

finkedinke skriver:

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal svare dig. Du skriver så godt. Dit indlæg kaster mig lige direkte tilbage til dengang jeg selv havde to ufrivillige aborter. Det første år efter var mærkeligt, jeg havde en datter i forvejen og følte skyld over ikke bare at være glad for det. Men jeg var samtidig ked af det jeg mistede. Jeg kiggede på min datter og tænkte at det måske var sådan en dejlig pige som hende jeg havde mistet, og det gjorde ondt. Det er nu 6 år siden og jeg kan stadig tænke på det. Jeg er så heldig at have fået to piger mere siden da, men i mit hjerte dybt inde sidder der en lille plads til de to børn jeg ikke fik.

Jeg trøster mig med at jeg efterfølgende har fået to dejlige børn og at lige netop de børn var de rigtige for vores familie. Måske var det dem jeg ventede på.

 

jeg håber sådan at der kommer flere børn til os, jeg syntes det er en af de svære ting ved det at miste, følelsen af at "måske var det bare det?"

DatterMalou skriver:

Kan ikke sige noget klogt eller trøstende, så du får et i stedet...

tak