Kirle skriver:
JA jeg har snakket med manden, og nej han forstår vist ikke alvoren af at deltage /kontakte børnehaven og den vej få nogle redskaber. Som jeg sagde hvad gør de? således at vi på flere fronter gør det samme og giver hans dreng en bedre kontinuitet.
- det er IKKE institutionens ansvar. Det er jeres ansvar også dit! Du er en vigtig voksen i hans liv med en særlig indsigt og mulighed for enten at forværre eller gøre denne situation bedre!
Mandsopdækningen virker til dels...men når den ene er ude og handle og den anden så liiige skal på toilettet så tror far at det nok skal gå og det gør det bare ikke!
- Få jer en fælles front! Bliv enig om tingene, Stå sammen.
Samtidig kan det vel heller ikke være meningen at man er nødt til at mandsopdække et barn for at resten af ungerne ikke liger fysisk overlast.?!
- nej. Den store dreng har alvorlige problemer men han har dem kun pga de voksne der er i hans verden, hans mor og hans far+ny kone.
nr 5 ved jeg ikke om jeg har forstået rigtigt?? mener du når vi har den alle eller sådan helt generelt??
- jeg mener som du selv er inde på at der kommer en lille ny, der skal beskyttes. Og din lille dreng bliver nu overfaldet. Og din mand magter det ikke. Hvordan føler du omkring det? Føler du at din mand burde være bedre/anderledes osv. Bebrejder du din mand at hans store dreng er voldelig? Frygter du det på vegne af dine børn? Det er vigtige spørgsmål at sætte ord på og evt. finde løsninger på, det kan en familierådgiver hjælpe dig med. Ideelt set kunne en parterapeut være inde i det her. For situationen bør slide på jer som par. I skal snart være forældre, i har en dreng i jeres hjem der begår overgreb, i står ikke sammen om denne dreng, men han er et stridspunkt osv.
For generelt har han da lært af sine fejl og har langt nemmere ved at sige fra overfor vores, men han følger også meget min opdragelse idet han er meget væk pga arbejde. Så han har fået af vide at underminering af mig ved IKKE at respektere det, betyder et brud!
Når vi har alle sammen, så bærer han da præg af at ville hygge sig så meget som muligt med sin store søn - forståeligt nok. Han er dog ved at forstå at det er en bjørnetjeneste og han ER blevet både hurtigere og langt mere konsekvent end tidligere. han tager det dog meget personligt når hans søn så reagerer med et "så vil jeg bare ikke hjem til dig mere" eller " så er du ikke min far mere"
Det går det svært for ham at være irettesættende.
- det er et barn. Selvfølgelig vil han sige du er dum eller mor siger i er dumme eller hvad det er, sådan er børn. Det er helt normal adfærd og han skal lære at håndtere det. Børn udtrykker vrede og forsøger at kontrollere situationen når de er usikre. Og den her dreng er dødusikker og ønsker bare accept. Om der er en diagnose i sigte kan jeg ikke vurdere. Men jeg kan sige at han kun bliver mere grænsesøgende og besværlig hvis ikke I handler nu.
Hans ex må han selv klare! Jeg synes hun styrer de weekender vi har alle ungerne og manden lader hende gøre det - men det er jo så hans valg tilgengæld må de selv klare mad osv.
- Godt. Så giv slip på din vrede mod hende.
Jeg og hans ex har ingen kontakt overhovedet! Manden kan være uenig med sin ex men siger det ikke, for det er hende som er primærpersonen. Han forsøgte at snakke med hende efter børnehavens udmelding, fortalte at vi jo oplevede drengen på samme måde, men det faldt ikke i god jord.
- Nej så tag den igennem statsforvaltningen. Men pres ikke din mand til at gøre noget som han ikke kan stå inde for. I to skal få et parforhold til at fungerer. Ikke en slagmark hvor dine og mine børn er brikker der kan flyttes rundt som det passer jer.
Det er helt udelukket at vi alle 3 finder en fælles front. Hun nægter at acceptere os og vil ikke engang have at vores den mindste er tilstede når far henter deres søn. Heller ikke selvom deres dreng faktisk har udtrygt ønske om at vi alle skulle ses. I stedet fik hun ham jo så forklaret at "vi er nogle man ikke kan li"
- Glem hende. HUn er ikke vigtig. Drengen er vigtigt. Og det skal ikke gå ud over drengen at hans mor og far+ny kone ikke kan sammen. Du må se ud over din vrede mod moren og din følelse af uretfærdighed over situationen. Hvis du skal tale med din mand om noget så er det det! At du bringer det op er et klassisk "dårlig forældre" kort. Vær den voksne og spil ikke med. I et sådant spil er der kun tabere, børnene.
Manden forstår godt det jeg siger..men han ønsker ikke at tage snakken/konflikten med sin ex - og ja det bliver en konflikt- hver gang!
- ja det er det gerne med x-folk. Men nu er det ikke x'en det handler om, det er drengen, og der skal du og din mand - I to - være en fælles front af tryghed og retfærdige konsekvenser, og ja det involverer at I begge tager en lige del af ansvaret og er forældre begge to. Det lyder som om at der er mine/dine børn, det dur ikke i længden, nu kommer der en lille ny som er fælles. Hvad så? Skal der være tre forskellige opdragelsesregler for alle børnene? Undtaget er din store som må menes kunne håndtere en forskelsbehandling.
Nu tog jeg jo væk med mine børn en weekend og bliver det ved med at være så fysisk må jeg jo tage en snak med manden om, at jeg ikke med god samvittighed kan have mine børn bliver udsat for den slags hver anden weekend. Så må vi finde en turnus ordning med at være hjemme og ikke hjemme.
- hvis du mener at det er en fornuftigt måde at gøre tingene på så gør det. Jeg synes det er at problematisere forholdet mellem den store dreng og resten af familien. Dvs. det er en kortvarig løsningsmodel hvor du og de små kunne komme på besøg og derefter tage tilbage til søsteren el.
Vil da lige kigge på det familierådgivning, for det er helt sikkert at manden ikke vil deltage han ser det jo slet ikke som overgreb!
- godt!
Til slut vil jeg understrege at ligenu er drengen et stridsspørgsmål, dig og din mand skal finde en fælles front at befinde jer på.
I skal revurdere dine/mine/vores børn. Ingen kan leve med forskelsbehandling og små børn som den store dreng stadig er kan slet ikke håndtere det.
Find nogle muligheder hvor I mener at på den her måde kan I få det til at fungere. Og det er ligegyldigt hvad moren siger, hun er ikke vigtig i jeres hjem. Her er det jeres regler, jeres konsekvenser der virker. Bliv enige og OVERHOLD det så! Det er lige så meget en alvorlig prøve på jeres parforhold og fremtid som det handler om børneopdragelse.
I skal begge holde op med at tage ting som børn siger så personligt. Det er ikke særligt voksent af jer. Ja han har en dum mor og hvad så? Hun er der ikke. Han er ikke hende. Han er en lille dreng der har så svært ved at fungere i jeres verden. Hjælp ham.
Få hjælp! Få hjælp til jer, få især noget hjælp til din lille dreng der har været udsat for gentagne voldelige overgreb.
Du skal holde op med at fralægge dig ansvaret!
Du er medansvarlig for den her ulykkelige situation, men du er først og fremmest primæransvarlig for at din lille dreng er blevet slået gentagne gange og har lidt overlast!
Du skal ændre på det! NU!
Det siger jeg heller ikke det er! Jeg siger bare at hvis vi ved hvilke tiltag DE gør, kunne vi evt. bruge de samme, således at drengen oplever den samme handlemåde i sin institution og her.
Jamen manden ønsker jo ikke en fælles front! han vil selv! (eller har fået af vide at jeg ikke skal deltage) Drengen er jo også loyal overfor det han direkte og indirekte får af vide..nemlig vi ikke er nogen man kan li..og både far og farmor støter jo op om den holdning når drengen og jeg ikke kan få lov til at gøre nogle ting sammen. JEg indrømmer blankt at jeg nu har lukket den mentale dør, for denne situation har varet i over 3 år.
JEg kan desværre IKKE gøre noget som bonusmor her..jeg har hveren rettigheder og får heller ikke lov - det er skide frustrerende! JEg kan faktisk kun gøre mit til at MINE unger bliver beskyttet og det er jo så den sti jeg er begyndt at bruge.
Nej bebrejder ikke min mand at hans søn har et problem...jeg bebrejder ham at han som foræder ikke gør ALT hvad der står i hans magt til at endten søge alle oplysninger, al rådgivning og al den hjælp der kunne komme hans søn til gode og den passivitet han udøver kan jeg simpelthen ikke forstå.
Jeg frygter hver anden weekend, for det er anstrengene. Han går fra at være enebarn til en af flokken og det kan jeg godt forstå er svært, men det er de samme regler der gælder for dem alle så han bliver behandlet som en del af familien også af resten af familien.
Stridspunkt....nej! vi snakker faktisk ikke om ham. manden kommenterede i sommers min opførsel overfor drengen og da jeg fortalte at det var drengen der styrede det hele og det faktisk gik os andre på nerverne så lyttede han og ændrede også opførsel og nøj det hjalp - det kunne manden da heldigvis selv se.
Sidste episode var der hvor manden meldte helt klart ud at han ville selv! og det var den der gjorde at jeg lukkede den mentale dør. Men nej diskuterer ikke hans søn, jeg siger ikke noget til manden om hvad det gør ved mig, mine følelser og mine tanker om hvad det gør for ungerne. Manden ved jo godt selv at hans søn reagerer for fysisk og at han har andre problemer..men igen han gør ikke noget aktivt for at finde ud af hvilke tiltag der reelt er igang.
Ja jeg ved godt det er en normal reaktion og det har jeg også sagt til ham. Mandens kommentar var " jeg tror slet ikke du er klar over hvor ondt det gør at høre sådan en kommentar"
Jo jo den har jeg da selv fået mange gange med min den store, men jeg ved da godt det ikke handler om at de holder op med at elske en, men at det er en protest mod et nej/en grænse/et krav.
Ja det har jeg også sagt..at han kun bliver værre med mindre der sker noget drastisk..men manden ønsker jo så ikke at gøre noget aktivt og moderen mener hun sætter grænser og børnehaven..jaaa hvad de helt reelt mener og gør ved vi jo heller ikke. og det er ikke kun mig der har sagt til manden at han skal reagere og gøre noget aktivt og den snak har vi haft flere gange, så han kender min og andres holdning, men igen han GØR ikke noget og lige der kan jeg ikke gøre noget.
Hehehehe det er ikke fordi jeg er vred på hende...men ud fra det manden rent faktisk nåede at snakke med bh om i tlf, så er bh af den mening at hun har stor skyld i hans problemer. Kostmæssigt, grænsemangel, ingen konsekvens og for stort ansvar. Da manden også tog snakken med hende begynder hun at græde og sige det er så hårdt at være enlig mor og at det er synd for hende. Nu valgte hun helt selv at flytte til jylland efter deres brud..hendes familie bor ikke i umiddelbar nærhed, så hun har altså selv valgt at flytte SÅ langt væk at der kun er hende selv og far ikke kan have drengen mere.
Jeg synes hun er egoistisk og kun tænker på sig selv og glemmer at det er drengen hun skal tænke på først. Bortset fra at jeg synes det er utroligt synd for drengen og at det er ham der betaler prisen, så er jeg faktisk ret ligeglad med hende. Det er mere manden jeg er vred på, for at han ikke siger fra overfor sin ex - men igen det skaber konflikt og gråd.
Har foreslået statsforvaltningen, men heller ikke her vil han gøre noget aktivt/skabe konflikt.
Hvad skal jeg tage op?? for manden følger sin ex på dette punkt. I sommers skulle vi hente drengen på vej til sommerferie - en tjeneste således hun ikke skulle til sjælland. Hun ville ikke se os andre, så hvad gjorde manden?? Jo han smed os af på en tankstation mens han hentede sin dreng.
Jeg blander mig ikke i noget som helst mere, men gjorde dog fuldstændigt klart at DEN opførsel skulle han ikke udvise overfor mig eller mine unger!
Så nu er der bare kun far der henter sin dreng...for selvom han var glad da han så lillebror var med til at hente, var det kun indtil han så sin mor begynde at græde mens hun sagde " jeg har jo sagt jeg ikke ønsker at møde nogle af dem"
og jo hun ER altså vigtig. Hun er drengens primærperson og så længe hun ikke overfor sin dreng kan acceptere at han faktisk har det godt her og kan lade ham have det med god samvittighed, så er der ikke en jordisk chance for at han også TØR nyde det. Men ja er helt enig med dig i, at den største taber er drengen.
Jamen altså, vi KAN ikke være en fælles front når jeg er lukket ude! Jeg kan kun forsøge at beskytte mine egne børn. For vores børn er vi en fælles front!
Det er nemlig far og hans dreng og mig og min/vores i de weekender og det er jo vildt belastende. At farmand så ovenikøbet gør vild forskel på børnene hjælper ikke just, men det prøver jeg så på at kompensere for.
Næhh synes ikke det er en optimal ordning, men jeg kan heller ikke acceptere dels at skulle mandsopdække ET barn når der snart er 4 børn ialt. Dels ville jeg ikke komme på besøg. De kommer som regl sent fredag aften og så ville vi tage afsted lørdag formiddag og komme igen søndag middag og de tager afsted ca ved 16 tiden for at nå toget til jylland.
Men synes da ikke det er optimalt..og heller ikke let at skulle komme anstigende med 3 børn og mig selv fordi ellers bliver især det ene barn slået, kradset osv. Men jeg ser bare heller ikke så mange muligheder når far ikke ønsker at gøre noget aktivt for at ændre det.
Nej han er ikke et stridsspørgsmål og opdragelsesmæssigt/regler/grænser er det samme
Manden gør moderen vigtig, idet han jo følger hendes "jeg vil ikke have"
Hvornår har jeg overhovedet udtrykt at JEG ikke kan håndtere den slagt udtaleler?? og de ting som drengen i øvrigt har udtalt ER blevet bekræftet af mor, idet manden jo har nævnt det og fået det berigtiget.
Ja det er jo så ikke kun i vores verden han har det svært men helt generelt.
