Åhh et bliver langt det her

og skriver lige som anonym.

Hvordan formulerer jeg det bedst muligt, tror ikke det kan lade sig gøre men må gøre et forsøg.

 Vi er en sammenbragt familie vi har hver især en søn fra tidligere, min er dog 15 år så han har jo sit eget liv.

Han har en på knap 5 og sammen har vi en dreng på 3 og venter en lille ny til januar.

 Hans dreng har tale/sprogvanskeligheder og det giver naturligvis nogle frustrationer, men helt generelt har drengen det rigtig svært.

Manden og jeg har flere gange snakket om det, jeg synes det er mega synd for drengen og jeg og andre har flere gange opfordret ham til at kontakte børnehaven.

 Drengens mor kan slet ikke acceptere os og har direkte sagt til drengen at ”vi er nogle man ikke kan li” Han er også ”manden i huset” dvs. HAN sætter dagsordenen, bestemmer og hun undskylder hver gang han bliver sur. Hun går i seng samtidig med ham, for han kan/vil ikke sove alene.

 Hos os er der regler, grænser, sengetider, bordskik og alt det som alm. Familier har og det kan han slet ikke håndtere.

Han slår, sparker, skubber, niver, nikker skaller, tager kvælertag når tingene ikke går efter hans hoved og der bliver sagt nej. Når det at tude ikke hjælper bliver han destruktiv og ødelægger bevidst ting.

Fx stod han og kastede med noget legetøj og fik af vide at det skulle han ikke. Han bliver ved og det går i stykker. Han står så og siger at det er lillebror der har ødelagt det, mens far siger at det er ham selv fordi han har kastet med det. Knægten går helt agurk og skriger og begynder at slå og sparke sin far, som sætter ham på værelset. Derinde molesterer han gardinerne, stangen flåes ud og div. Legetøj kastes rundt og andet bliver flået over.

Eller som da han sparkede lillebror ned af en skammel, for den ville han selv have, og jeg der går ind og siger stop og så kan du godt undskylde. Han flejner og kommer igen på sit værelse, men efter 5 min med hylen kommer han ud og der bliver IKKE sagt undskyld! (det tillægger jeg dog ligeså meget hans far)

 Han nægter konsekvent at sige undskyld, for det er endten os der er dumme, os der tager fejl eller os der ikke forstår at hjemme hos mor gør han aldrig noget galt – det er altid hende der siger undskyld.

Når han er her må vi simpelthen mandsopdække børnene for ellers ender det galt. Han hører ikke hvad der bliver sagt, han er fløjtene ligeglad. Han kan kigge lige på en og fortsætte.

Lillebror er en lille kopimaskine og dette gør at HAN får en masse skæld ud for han hører nemlig normalt efter men når storebror ikke gør så aber han efter.

Al snak foregår i råben og skrigen (og ja hans ører er tjekket igfl. Moderen), han formår ikke at vente på hverken svar, mad, drikke eller andet uden han går helt i spåner.

 Jeg har i 3 år forsøgt at få lov til at lære min bonussøn at kende, at få lov til at opleve og have tid alene med ham, men efter en episode hvor jeg igen havde sagt at det faktisk var vigtigt at hans søn og jeg fik tid sammen, og hvor min mand løj og det der kom frem at han i virkeligheden ønskede SELV at klare alt, så har jeg intet positivt med min bonussøn. Jeg siger kun fra overfor ham når det er grelle situationer. (slåen, sparken osv) ellers er det som ”gårdvagt” at jeg er der.

Det går jo primært ud over vores egen søn som derfor hver gang får af vide, ikke råbe, ikke løbe, lad hunden være og i det hele taget jo er som en minikopi af storebror når han er her.

Normalt er vores egen søn, en der kan sidde og lege selv, hygge, hører musik, danser og snakker uden at råbe. Han ved et nej er et nej og når jeg siger stop så skal der stoppes!

Storebror leger kun med lillebrors legetøj, men lillebror må så ikke være med, og samtidig så bliver han kostet rundt med. Sådan er lillebror så ikke, han siger fra og så har vi igen balladen, får så får han et slag, et spark eller bliver skubbet.

 Eftersom ”vi ikke er nogle man kan li” og far jo indirekte støtter op om dette så reagerer drengen naturligt nok SLET ikke på noget jeg siger. Så hver gang jeg alligevel siger noget, så sker det ikke en dyt og far må alligevel sige fra. Far vil jo bare gerne have en god tid med sin søn, så han siger ikke fra før end det er strengt nødvendigt.

 Jeg er nu nået dertil hvor jeg synes det er møganstrengende at have bonussønnen og gruer for når den lille kommer…for der bliver ingen ro hver anden weekend! Føler det er en krigszone og det er utrolig stressende og alt andet end hyggeligt.

 Drengen får hver gang han skal herover af vide, at hans mor vil savne ham og kun venter på han kommer igen, hvilket gør drengen ked af at være her og flere gange siger han, at han vil hjem til sin mor for hun er helt alene. (hun arbejder dog i sine friweekender)

Hun spolerer feriesamvær, med undskyldninger som lægeaftale, talepæd eller andet og når manden så siger at han nok selv skal ringe og lave det om, fortæller hun så at hun ”bare” vil have sin dreng hjem…hvorefter hun sender ham i børnehave! Hun misser gang på gang toget over således at han først får sin dreng flere timer senere end aftalt (hun flyttede til sønderjylland efter deres brud)

Drengen må ikke have noget med herfra og han må ikke have haft det godt eller hygget.

 Jeg er kommet dertil hvor jeg ikke har lyst til, at jeg eller mine børn er her når han kommer. Synes prisen for vores fælles barn/børn er for høj. Den opførsel min bonussøn udviser er IKKE en jeg kan acceptere mine børn selv har og jeg må ærligt indrømme at hvis det havde været en børnehave kammerat så havde det været en jeg havde undgået at mine børn kom i kontakt med i fritiden.

 Nu er det ikke fordi jeg selv har haft et englebarn. Jeg har igennem 7 år været enlig mor til en dreng med ADHD. (ja det er ham på 15) Han er i dag en velfungerende umedicineret og boglig stærk sund ung mand og jeg accepterede heller ikke den slags opførsel fra ham. Diagnose eller ej!

 Men her står jeg på sidelinjen og synes det er hamrende synd for min bonusdreng, og det skærer i mit hjerte at ingen lytter til ham.

Jeg er slet ikke i tvivl om at drengen har det utroligt svært, men hvad kan jeg gøre?. Har forgæves forsøgt at få manden til at søge kontakt/hjælp til sin dreng men det gør han ikke. Han ønsker så heller ikke jeg har en direkte kontakt med hans dreng og jeg har derfor mentalt lukket døren.

Synes det er utroligt svært at være vidne til, for i mine øjne råber drengen på hjælp og eftersom hans far SLET ingen kontakt har til børnehaven aner han ikke hvad de mener om hele situationen.

Skal lige siges at far har forsøgt at ringe til børnehaven for at snakke med dem, men det havde de sandelig ikke tid til – han måtte kommer over så de kunne tage den face to face. De nåede dog at give udtryk for at også de, oplever ham som manglende grænser og en meget fysisk reaktion når han får et nej. De har opgivet at få ham til at sidde og lader ham ligge på gulvet. Hans skolestart er udskudt med et år.

Dette er jo kun en lille del af hele historien, men alligevel blev det langt.

 Hvad gør jeg? For familien, for mine børns og for ægteskabets skyld??  

Dette er jo kun en lille del af hele historien, men alligevel blev det langt.

  Hvad gør jeg? For familien, for mine børns og for ægteskabets skyld??

Puhhh..........den er svær. Jeg vil foreslå at du viser din mand denne mail...........for tit er det skrevne ord bedre end at tale, lige i sådanne situationer.

Har selv levet i et forhold med bonusbørn, der ikke trivedes hos deres mor. Jeg begyndte at tage alt for stort ansvar i.f.t disse børn, på bekostning af mit eget barn. Faderen tog ikke affære, og det endte med et brud, fordi jeg simpelthen var ved at blive slidt op, af bekymringer for disse børn.

Som bonusmor, har man intet at skulle ha' sagt. Man kan sådan set kun prøve at beskytte sig selv og sine egne børn..............for lysten og behovet for at hjælpe disse fortabte børn, skal komme fra deres forældre................ikke fra andre.

Håber at i får en løsning på problemet.

Mette

Det kan være at det er langt ude, og slet ikke kan bruges til noget, men det slog mig, da jeg læste dit indlæg, at du skrev at jeres børn skulle nærmest være mandsopdækket når bonussønnen var på besøg. Måske er det bonussønen der skulle mandsopdækkes. altså ikke noget med at blive sendt alene ind på værelset, måske skulle far og søn sendes ind på værelset! Dels for at tving far til at tage lidt ansvar, og dels for at give de to lidt tid sammen, og dels for at give din bonussøn muligheden for at lære hvordan man opføre sig. (Det er meget svært at lære noget, når man sidder alene inde på et værelse. Man har brug for at der er nogen der guider en, og fortæller hvad man skulle have gjort istedet for det man gjorde forkert).

Men puha! det lyder godt nok som en hård hverdag når han er der, og det lyder som om han har det rigtig rigtig svært!!! Tror du har ret i at han forsøger at skrige på hjælp, så højt han overhovedet kan, og alligevel bliver han bare ignoreret og sendt ind på værelset (eller som i børnehaven, opgivet, og får lov til at ligge på guvlet)

Anonym skriver:

og skriver lige som anonym.

Hvordan formulerer jeg det bedst muligt, tror ikke det kan lade sig gøre men må gøre et forsøg.

 Vi er en sammenbragt familie vi har hver især en søn fra tidligere, min er dog 15 år så han har jo sit eget liv.

Han har en på knap 5 og sammen har vi en dreng på 3 og venter en lille ny til januar.

 Hans dreng har tale/sprogvanskeligheder og det giver naturligvis nogle frustrationer, men helt generelt har drengen det rigtig svært.

Manden og jeg har flere gange snakket om det, jeg synes det er mega synd for drengen og jeg og andre har flere gange opfordret ham til at kontakte børnehaven.

 Drengens mor kan slet ikke acceptere os og har direkte sagt til drengen at ”vi er nogle man ikke kan li” Han er også ”manden i huset” dvs. HAN sætter dagsordenen, bestemmer og hun undskylder hver gang han bliver sur. Hun går i seng samtidig med ham, for han kan/vil ikke sove alene.

 Hos os er der regler, grænser, sengetider, bordskik og alt det som alm. Familier har og det kan han slet ikke håndtere.

Han slår, sparker, skubber, niver, nikker skaller, tager kvælertag når tingene ikke går efter hans hoved og der bliver sagt nej. Når det at tude ikke hjælper bliver han destruktiv og ødelægger bevidst ting.

Fx stod han og kastede med noget legetøj og fik af vide at det skulle han ikke. Han bliver ved og det går i stykker. Han står så og siger at det er lillebror der har ødelagt det, mens far siger at det er ham selv fordi han har kastet med det. Knægten går helt agurk og skriger og begynder at slå og sparke sin far, som sætter ham på værelset. Derinde molesterer han gardinerne, stangen flåes ud og div. Legetøj kastes rundt og andet bliver flået over.

Eller som da han sparkede lillebror ned af en skammel, for den ville han selv have, og jeg der går ind og siger stop og så kan du godt undskylde. Han flejner og kommer igen på sit værelse, men efter 5 min med hylen kommer han ud og der bliver IKKE sagt undskyld! (det tillægger jeg dog ligeså meget hans far)

 Han nægter konsekvent at sige undskyld, for det er endten os der er dumme, os der tager fejl eller os der ikke forstår at hjemme hos mor gør han aldrig noget galt – det er altid hende der siger undskyld.

Når han er her må vi simpelthen mandsopdække børnene for ellers ender det galt. Han hører ikke hvad der bliver sagt, han er fløjtene ligeglad. Han kan kigge lige på en og fortsætte.

Lillebror er en lille kopimaskine og dette gør at HAN får en masse skæld ud for han hører nemlig normalt efter men når storebror ikke gør så aber han efter.

Al snak foregår i råben og skrigen (og ja hans ører er tjekket igfl. Moderen), han formår ikke at vente på hverken svar, mad, drikke eller andet uden han går helt i spåner.

 Jeg har i 3 år forsøgt at få lov til at lære min bonussøn at kende, at få lov til at opleve og have tid alene med ham, men efter en episode hvor jeg igen havde sagt at det faktisk var vigtigt at hans søn og jeg fik tid sammen, og hvor min mand løj og det der kom frem at han i virkeligheden ønskede SELV at klare alt, så har jeg intet positivt med min bonussøn. Jeg siger kun fra overfor ham når det er grelle situationer. (slåen, sparken osv) ellers er det som ”gårdvagt” at jeg er der.

Det går jo primært ud over vores egen søn som derfor hver gang får af vide, ikke råbe, ikke løbe, lad hunden være og i det hele taget jo er som en minikopi af storebror når han er her.

Normalt er vores egen søn, en der kan sidde og lege selv, hygge, hører musik, danser og snakker uden at råbe. Han ved et nej er et nej og når jeg siger stop så skal der stoppes!

Storebror leger kun med lillebrors legetøj, men lillebror må så ikke være med, og samtidig så bliver han kostet rundt med. Sådan er lillebror så ikke, han siger fra og så har vi igen balladen, får så får han et slag, et spark eller bliver skubbet.

 Eftersom ”vi ikke er nogle man kan li” og far jo indirekte støtter op om dette så reagerer drengen naturligt nok SLET ikke på noget jeg siger. Så hver gang jeg alligevel siger noget, så sker det ikke en dyt og far må alligevel sige fra. Far vil jo bare gerne have en god tid med sin søn, så han siger ikke fra før end det er strengt nødvendigt.

 Jeg er nu nået dertil hvor jeg synes det er møganstrengende at have bonussønnen og gruer for når den lille kommer…for der bliver ingen ro hver anden weekend! Føler det er en krigszone og det er utrolig stressende og alt andet end hyggeligt.

 Drengen får hver gang han skal herover af vide, at hans mor vil savne ham og kun venter på han kommer igen, hvilket gør drengen ked af at være her og flere gange siger han, at han vil hjem til sin mor for hun er helt alene. (hun arbejder dog i sine friweekender)

Hun spolerer feriesamvær, med undskyldninger som lægeaftale, talepæd eller andet og når manden så siger at han nok selv skal ringe og lave det om, fortæller hun så at hun ”bare” vil have sin dreng hjem…hvorefter hun sender ham i børnehave! Hun misser gang på gang toget over således at han først får sin dreng flere timer senere end aftalt (hun flyttede til sønderjylland efter deres brud)

Drengen må ikke have noget med herfra og han må ikke have haft det godt eller hygget.

 Jeg er kommet dertil hvor jeg ikke har lyst til, at jeg eller mine børn er her når han kommer. Synes prisen for vores fælles barn/børn er for høj. Den opførsel min bonussøn udviser er IKKE en jeg kan acceptere mine børn selv har og jeg må ærligt indrømme at hvis det havde været en børnehave kammerat så havde det været en jeg havde undgået at mine børn kom i kontakt med i fritiden.

 Nu er det ikke fordi jeg selv har haft et englebarn. Jeg har igennem 7 år været enlig mor til en dreng med ADHD. (ja det er ham på 15) Han er i dag en velfungerende umedicineret og boglig stærk sund ung mand og jeg accepterede heller ikke den slags opførsel fra ham. Diagnose eller ej!

 Men her står jeg på sidelinjen og synes det er hamrende synd for min bonusdreng, og det skærer i mit hjerte at ingen lytter til ham.

Jeg er slet ikke i tvivl om at drengen har det utroligt svært, men hvad kan jeg gøre?. Har forgæves forsøgt at få manden til at søge kontakt/hjælp til sin dreng men det gør han ikke. Han ønsker så heller ikke jeg har en direkte kontakt med hans dreng og jeg har derfor mentalt lukket døren.

Synes det er utroligt svært at være vidne til, for i mine øjne råber drengen på hjælp og eftersom hans far SLET ingen kontakt har til børnehaven aner han ikke hvad de mener om hele situationen.

Skal lige siges at far har forsøgt at ringe til børnehaven for at snakke med dem, men det havde de sandelig ikke tid til – han måtte kommer over så de kunne tage den face to face. De nåede dog at give udtryk for at også de, oplever ham som manglende grænser og en meget fysisk reaktion når han får et nej. De har opgivet at få ham til at sidde og lader ham ligge på gulvet. Hans skolestart er udskudt med et år.

Dette er jo kun en lille del af hele historien, men alligevel blev det langt.

 Hvad gør jeg? For familien, for mine børns og for ægteskabets skyld??  

Dette er jo kun en lille del af hele historien, men alligevel blev det langt.

  Hvad gør jeg? For familien, for mine børns og for ægteskabets skyld??

Ja, undskyld mig men jeg kan altså ikke lade være med at tænke om din mands søn mon kunne havde ADHD ? Og der er derfor at tingene er som de er ? For mange af de ting du fortælle kunne være kommet ud af min mands mund, da han i den første tid oplevede min søn.. Altså bortset fra han voldige adfærd overfor hans lillebror.

Han din mand og hans x fælles forældremyndighed ? for hvis de har, vil din mand have krav på at få alt de parpier der bliver skrever om din bonus søn, fra Børnehave, talepædagog, kommune m.m
Og i ville på den måde kunne finde ud af hvordan drengen endligt har det og hvordan hans hverdag er i børnehaven og deres opservationer af ham... For jeg ville næste bande på at din mands x ikke fortælle det hele, der må ligger mere bag.. Og i sidste ende kan i eller du jo sende en underretning til kommunen.. Annonymt, hvis ikke din mand må vide noget om det også skal kommunen undersøge sagen.

Det var bare lidt tanker her fra..

Jeg sidder og tænker at nu må din mand F****** komme på banen.

Hvis han vil selv vil alt overfor bonussønnen, må han sq også tage et ansvar og begynde at opdrage på drengen. Børn kan godt forstå at der er forskellige grænser forskellige steder - det kræver bare at man er konsekvent og at både du og sin mand sætter grænser, og din mand er nødt til at forstå at det er HAM der er primær forælder overfor knægten.

Som jeg ser det, kan du ikke gøre noget ved moderen, og ikke så meget ved knægten, men du KAN opdrage på din mand.

Jeg ville sætte ham ned en stille aften og forklare ham at du ikke kan/vil tolerere knægtens opførsel og at det er synd for jeres andre børn at de skal tyranniseres af ham hver anden weekend og deres hhv far & bonusfar er totalt ligeglad med den situation DE står i hver weekend. De har ikke selv valgt det. Og hvad tror du der sker når den lille ny kommer?

Hvis han ikke har tænkt sig at komme mere på banen og tage ansvar for knægten må konsekvensen jo være at du må tage de andre unger med et andet sted hver anden weekend - de skal ihvertfald ikke lide under at han er konfliktsky... og så gøre alvor af det, hvis han stadig bare lader stå til. Tag på weekend hos dine forældre, en veninde eller lign... bare du får ungerne ud af huset.

Held og lykke med det hele...

Jeg er her helt enig med Skouboe, jeg ville også tage en snak med din mand, og er han ikke villig til at begynde at tage lidt ansvar, så simpelthen sige at så kan I ikke være der når hans søn kommer, fordi den adfærd smitter af og gavner ingen.. Tror ikke der er nogen forældre der bryder sig om at få kritiseret deres børn eller deres opdragelse, men det er jo heller ikke fordi du ikke vil ham.. ville hans far ikke lytte overhovedet, så ville jeg nok også spekulere i om du er sammen med den rette mand, måske skal du genoverveje hvad du forventer af jeres familieliv og så fortælle din mand det, så I kan blive enige om nogle grundregler.. det lyder fuldstændig uholdbart i min ører..  

vil give flere af de andre ret. det er på tide at din mand træder i karakter som den far han vitterligt er.

det sagt så kan jeg godt forstå du synes det er en hård situation du er i, og den med at din mand ikke vil ha dig til at opdrage hans søn....ja den holder simpelthen bare ikke. når i bor sammen, og drengen kommer i jeres fælles hjem....ja så er det jeres fælles ansvar at få dagligdagen til at fungere. ved at dele det op i dine og mine børn....sætter i en uholdbar grænse for hvad i begge to må deltage med.

her i huset er det både dine, mine og vores børn....og vi har fra starten aftalt at det den ene siger....det laver den anden ikke om. altså, hvis min mand går ind og opdrager på en af mine børn....ja så er det ham der har det sidste ord i den sag. og det samme overfor hans søn. han har en søn som har haft store problemer overfor mig....han brød sig simpelthen ikke om mig....og moderen gav ham ret.... men det fungere bare ikke.

jeg tror (som en anden skriver) at den med at sende på værelset er uholdbar. sæt ham ned, snak med ham, og be ham fortælle hvad der gik galt, hvorfor han blev vred, sparkede, slog osv. det lyder håbløst, men det virker.

nå...ville gerne fortsætte...for har prøvet meget der minder om.... men baby græder...

Mumto3 skriver:

Det kan være at det er langt ude, og slet ikke kan bruges til noget, men det slog mig, da jeg læste dit indlæg, at du skrev at jeres børn skulle nærmest være mandsopdækket når bonussønnen var på besøg. Måske er det bonussønen der skulle mandsopdækkes. altså ikke noget med at blive sendt alene ind på værelset, måske skulle far og søn sendes ind på værelset! Dels for at tving far til at tage lidt ansvar, og dels for at give de to lidt tid sammen, og dels for at give din bonussøn muligheden for at lære hvordan man opføre sig. (Det er meget svært at lære noget, når man sidder alene inde på et værelse. Man har brug for at der er nogen der guider en, og fortæller hvad man skulle have gjort istedet for det man gjorde forkert).

Men puha! det lyder godt nok som en hård hverdag når han er der, og det lyder som om han har det rigtig rigtig svært!!! Tror du har ret i at han forsøger at skrige på hjælp, så højt han overhovedet kan, og alligevel bliver han bare ignoreret og sendt ind på værelset (eller som i børnehaven, opgivet, og får lov til at ligge på guvlet)

 

Det ER også bonussønnen som bliver mandsopdækket, for ellers har han slået, sparket, revet, nevet, skubbet eller andet.

Sidst han var her stod jeg i bryggerset og kunne høre klasket indefra stuen. JAA lillebror havde sagt noget og det ville han ikke ha!

Hans far går gerne ind for at snakke med ham, men knægten vil ikke høre - han er jo vant til at det er mor der siger undskyld - så pr. definition gør han ikke noget galt, så hvorfor lytte??

Mor.sander skriver:

Ja, undskyld mig men jeg kan altså ikke lade være med at tænke om din mands søn mon kunne havde ADHD ? Og der er derfor at tingene er som de er ? For mange af de ting du fortælle kunne være kommet ud af min mands mund, da han i den første tid oplevede min søn.. Altså bortset fra han voldige adfærd overfor hans lillebror.

Han din mand og hans x fælles forældremyndighed ? for hvis de har, vil din mand have krav på at få alt de parpier der bliver skrever om din bonus søn, fra Børnehave, talepædagog, kommune m.m
Og i ville på den måde kunne finde ud af hvordan drengen endligt har det og hvordan hans hverdag er i børnehaven og deres opservationer af ham... For jeg ville næste bande på at din mands x ikke fortælle det hele, der må ligger mere bag.. Og i sidste ende kan i eller du jo sende en underretning til kommunen.. Annonymt, hvis ikke din mand må vide noget om det også skal kommunen undersøge sagen.

Det var bare lidt tanker her fra..

Jeg har da også tænkt mit, for jeg har jo selv en søn med ADHD, og jeg kan da sagtens forestille mig en ADHD´er uden grænser og faste rammer slet slet ikke kan finde ud af at håndtere verden omkring.

Ja min mand har del i FM, men han har ALDRIG hørt et pip fra børnehaven, og han forsøgte jo at snakke med dem, hvad hans ex så end har sagt, har hun da ihvertfald ikke oplyst hans navn og adresse. Derudover lider manden af alvorlig fejlprioritering for han mener bestemt hans arbejde er vigtigere end at tage en ½ dag fri fra arbejde og køre til jylland og få alt snakket igennem og få alle papirer på drengen. Han mener det først er når han kommer i skole det er vigtigt at "melde sig på banen"

Jeg har været ualmindeligt tæt på at sende en underretning, men når nu børnehaven ER obs på de synes drengen mangler grænser og at han reagerer for fysisk ved et nej, så burde de jo selv iværksætte nogle tiltag.?!

Skouboe skriver:

Jeg sidder og tænker at nu må din mand F****** komme på banen.

Hvis han vil selv vil alt overfor bonussønnen, må han sq også tage et ansvar og begynde at opdrage på drengen. Børn kan godt forstå at der er forskellige grænser forskellige steder - det kræver bare at man er konsekvent og at både du og sin mand sætter grænser, og din mand er nødt til at forstå at det er HAM der er primær forælder overfor knægten.

Som jeg ser det, kan du ikke gøre noget ved moderen, og ikke så meget ved knægten, men du KAN opdrage på din mand.

Jeg ville sætte ham ned en stille aften og forklare ham at du ikke kan/vil tolerere knægtens opførsel og at det er synd for jeres andre børn at de skal tyranniseres af ham hver anden weekend og deres hhv far & bonusfar er totalt ligeglad med den situation DE står i hver weekend. De har ikke selv valgt det. Og hvad tror du der sker når den lille ny kommer?

Hvis han ikke har tænkt sig at komme mere på banen og tage ansvar for knægten må konsekvensen jo være at du må tage de andre unger med et andet sted hver anden weekend - de skal ihvertfald ikke lide under at han er konfliktsky... og så gøre alvor af det, hvis han stadig bare lader stå til. Tag på weekend hos dine forældre, en veninde eller lign... bare du får ungerne ud af huset.

Held og lykke med det hele...

Ja jeg mangler også at han kommer mere på banen, men snakken har vi haft maaaange gange.

Men manden synes jo det er SÅ synd for drengen - dette bliver han bekræftet af hans mor og hans ex, som bare generelt glemmer at det handler om hendes dreng og ikke med hende. Samtidig har manden stadig skyldfølelse over at HAN gik fra hende i sin tid.

Jeg gentager også at børn sagtens kan kende forskel på forskellige regler forskellige steder og jeg behandler dem ens - for så vidt angår grænserne/reglerne. Eftersom jeg ikke er en del af noget andet, så kan det jo ikke blive ens.

Forrige gang vi havde bonussønnen, tog jeg rent faktisk mine børn under armen og holdt weekend hos min søster. Påskuddet var at han kunne få en far/søn weekend inden vi bliver en mere og så kunne min søster og jeg kigge pigebabytøj. Tror godt han ved det ikke var hele forklaringen, men han har ikke selv bragt noget på banen.

Ja jeg gruer også for når den lille kommer, for så er det jo ikke bare sådan at komme rendende. Men har selv tænkt at så må vi finde en turnusordning der hedder at måske hver anden weekend han er her, så bruger de endten campingvognen (fra foråret og sommeren) og ellers bruger jeg den med ungerne således at de også oplever at være hjemme. Så må manden jo bare komme sig over sin noia over at JEG skal håndtere gassen.