At blive mor som ung eller "mindre" ung, let eller svært???

---

Altså jeg har siden min søster som nu er 21 fortalte at hun var gravid og jeg selv blev det kort efter spekuleret på om det er lettere at være gravid når man er omkring de 20 end omkring sidst i 20'erne - først i 30'erne.

Jeg mener som eksempel, jeg bekymrede mig langt mere under graviditeten end min søster, til tros for at vi begge havde masive smerter, og nu efter vi har fået vores dejlige unger er jeg nok mere optaget af hvordan min opdragelse vil påvirke hende osv, om hvilken hverdag hun skal leve i når hun bliver voksen, ikke fordi jeg konstant tænker negativt og fremtid, men gennem mit arbejde og den viden som man jo erhverver sig gennem tiden er der mange flere ting jeg ønsker at tage højde for.. selvfølgelig har min uddannelse spillet en rolle for hvordan jeg tænker omkring disse ting, men min søster virker bare ikke bekymret over NOGET.. INTET, selv når børnene er syge så er jeg mere bekymret.. altså når mit barn er syg, når hendes er, så er jeg det mest retionelle menneske..  tænker også at man som enlig ung mor bare tager det hele lidt som det kommer, og at det er åhh så fantastisk, forstå mig ret, jeg elsker at være mor, men jeg havde defineret hvem jeg var inden og den person savner jeg lidt indimellem, det liv, den frihed, ikke at jeg ville bytte men jeg ved hvad jeg går glip af agtigt.. men det handler nok også om at det ansvar det er at blive mor indimellem overvælder mig, jeg syntes det er et enormt stort og fantastisk ansvar, men igen tænker man overhovedet over det når man er ung/yngre?? eller er det bare mig der er tosset..   

Bliver man bare mere bekymret og måske mere eftertænktsom når man er godt igennem 20'erne end når man er i starten af dem??

Håber I kunne finde hovedet og hale i tråden..

Personligt tror jeg, at de helt unge mødre bekymrer sig mindre og  forholder sig mere afslappet til tingene.

Jeg selv er alt  for bekymret og ville da engang imellem ønske, at jeg evnede bare "at være mor og nyde det"! Men jeg tænker meget over hvordan han oplevet hverdagens imput og hvordan det vil påvirke hans selvudvikling osv osv.

Jeg tror også, at min rolle som enlig mor påvirker mine forventninger til mig selv - det er som om, at fordi jeg er enlig "så skal jeg vise, at jeg kan gøre det ekstra godt og endda endnu bedre". Mit barn skal bare ikke mangle noget.... Jeg shopper og shopper - hele tiden for, at være på forkant med alting fra tøj til legetøj!

Min mor var 24 da hun fik mig og hun har tit fortalt, at hun havde mange flere bekymringer da hun fik min lillebror 5 år senere - det har givet mig en forståelse af min rolle som mor i en alder af 32.

Knus qp

Det tror jeg helt klart man gør..
Jo længre oppe i alderen man er, jo mere bekymret..

Har jeg puttet min datter ud og hun sover en laaang søvn, så render jeg altså ikke og kigger hver 5. minut om hun nu også trækker vejret- men det gør min mor.
Jeg venter da bare til hun vågner, for hun sover da fordi hun er træt..

Dog som livet ved at være ung og alene mor er at mange vender sig om og kigger efter en, og tit VIL finde fejl hos os. Derfor er det vigtigt for mig at min datter altid er ren når vi tager nogen steder (men det er der jo også mange andre mødre der har det sådan) Men tøj- Det vil jeg helst have nyt (det er lige gået op for mig) hvor imod at barnevogn, klapvogn og autostol og disse ting gerne må være brugt, men stadig pænne og præsentable.

Men min mor og jeg snakker faktisk rigtig tit om det med bekymring.
Hun fortæller tit at hun total overvågede os som små og at der stadig er nogle ting hvor hun gør det- Hvor jeg som ung (altså nu) bare tager tingene som de kommer og ja, sådan er det jo. hvorfor være bekymret for noget som ikk er der..

Det er nemlig det jeg tænker, at man bare tænker, bekymrer sig om flere ting når man er lidt "ældre" og er gravid/får barn, men jeg ved ikke om dent hænger lidt sammen med den lidt naive, men fantastiske livsindstilling man har når man er yngre, den der jeg skal redde verden indstilling, eller i mit tilfælde redde alle unge i dk eller hvorfor det er sådan, men jeg ville da også ønske at jeg kunne være mere, go with the flow agtig, men syntes det er rigtig svært at lade være..!!

NikitasMoar skriver:

---

Altså jeg har siden min søster som nu er 21 fortalte at hun var gravid og jeg selv blev det kort efter spekuleret på om det er lettere at være gravid når man er omkring de 20 end omkring sidst i 20'erne - først i 30'erne.

Jeg mener som eksempel, jeg bekymrede mig langt mere under graviditeten end min søster, til tros for at vi begge havde masive smerter, og nu efter vi har fået vores dejlige unger er jeg nok mere optaget af hvordan min opdragelse vil påvirke hende osv, om hvilken hverdag hun skal leve i når hun bliver voksen, ikke fordi jeg konstant tænker negativt og fremtid, men gennem mit arbejde og den viden som man jo erhverver sig gennem tiden er der mange flere ting jeg ønsker at tage højde for.. selvfølgelig har min uddannelse spillet en rolle for hvordan jeg tænker omkring disse ting, men min søster virker bare ikke bekymret over NOGET.. INTET, selv når børnene er syge så er jeg mere bekymret.. altså når mit barn er syg, når hendes er, så er jeg det mest retionelle menneske..  tænker også at man som enlig ung mor bare tager det hele lidt som det kommer, og at det er åhh så fantastisk, forstå mig ret, jeg elsker at være mor, men jeg havde defineret hvem jeg var inden og den person savner jeg lidt indimellem, det liv, den frihed, ikke at jeg ville bytte men jeg ved hvad jeg går glip af agtigt.. men det handler nok også om at det ansvar det er at blive mor indimellem overvælder mig, jeg syntes det er et enormt stort og fantastisk ansvar, men igen tænker man overhovedet over det når man er ung/yngre?? eller er det bare mig der er tosset..  

Bliver man bare mere bekymret og måske mere eftertænktsom når man er godt igennem 20'erne end når man er i starten af dem??

Håber I kunne finde hovedet og hale i tråden..

Jeg tror der kan være noget om det, men det må jo selvsagt også være undtagelser. Jeg synes selv jeg er rimelig und mor men jeg er ret pylret, render og tjekker konstant om han nu også trækker vejret, og tænker meget over hvordan min opdragelse kommer til at påvirke ham, går helt vildt op i mange ting, men jeg tror jeg har et mere afslappet forhold til det at han skal opleve (jeg tænker han skal kravle højt op og det kan ikke undgås at han kommer til at falde ind imellem, han er ved at lære at spise og han skal lære det så han sidder med noget selv og jeg kan jo ikke gøre andet end at holde øje med om han får noget galt i halsen), men jeg kan godt mærke at mine forældre er blevet mere bekymrede.

Så ja nogle ting tror jeg helt bestemt kommer med alderen, men andre ting er nok også person bestemt.

Så jeg tror nogle gange det kan være nemmere at være ung mor da man er mere i kontakt med sit indre barn, altså det er ikke så længe siden man selv var barn, men det er jo kun en teori og jeg kan jo kun tale for mig selv. På den anden side er der jo andre ting som virker omvendt.... og sådan kan man jo blive ved.

Det tror jeg måske, der kan være noget om. Jeg var 21år, da jeg var gravid og jeg var ikke det mindste bekymret. Ikke engang, da de opdagede, at Mathias var for lille og jeg skulle rende til tjek i tide og utide- jeg kunne jo mærke han havde det fint, så hvorfor rende til tjek hver uge??Jeg har en veninde, som er 28år og gravid nu, og hun (og hendes mand for den sags skyld) er bare helt vildt urolige og pylrede i mine øjne. Det er jo nærmest en fantastisk ting, hvis de ikke har talt med læge/jm/fg mellem hvert planlagt tjek. Og der har nu aldrig været noget galt med hende eller babyen. Men det bliver spændende, hvordan det bliver, når hun føder. De kommer til at klare det super godt, men slet ikke på samme måde som mig

Jeg kan hellere ikke rigtig nikke genkende til det.. Jeg er selv unge (21 år), er gravid med mit første barn, og jeg er da rigtig tit bekymret for om den lille har det godt i min mave, og om vi nu har penge nok når den kommer osv.. Vi var sågar til scanning i uge 8 fordi jeg var nervøs for om der var liv..

Men ellers så har jeg da mange flere bekymringer i daglig dagen, som ikke lige omhandler mit barn, det kan lige så vel være, om min kæreste har det godt når jeg selv er på arbejde, og han går hjemme og skruer i en gammel bil..

Så jeg tror ikke man kan sige at unge er mindre bekymrede, tror mere det er hvordan eller hvilken tilgang vi har til livet..

Jeg kan IKKE nikke genkende til noget, at det I skriver. Jeg er 36 år og har to børn på henholdsvis 2 år og 7 1/2 mdr.

Jeg tager tingene som de kommer og er meget afslappet omkring børnene og om jeg også gør tingene rigtigt. Selvfølgelig kan alle blive usikre, men det er ligegyldig om man er 20 år eller 36 år.

Jeg tror, at det handler om, hvordan at man er som person og ikke, hvor gammel man er. Jeg ser iøvrigt ikke mig selv som gammel. Jeg er i en kvinde i min bedste alder som bare har valgt, at få børn når jeg mødte manden i mit liv (som tilfældigt ikke var der, da jeg var i starten af 20érne).

Selvfølgelig er det personsbestemt også, min uddannelse har da haft en meget stor del af gøre med at jeg tænker meget over hvordan mine handlinger påvirker mit barn, da jeg har set og hørt om mange af de faldgrupper der er, men sådan noget med om hun falder og slår sig osv, det spekulere jeg heller ikke alverden på, men tjekker stadig om hun trækker vejret indimellem, noget min søster aldrig har gjort, og egentlig ville jeg sige at vi er modsat som mødre dem vi var før, jeg var meget den type at alt havde en årsag og alt ville nok gå som det skulle, der var kun en vej, pog det var fremad.. men realiteten har så også fundet vej undervejs, og det passede også med at jeg blev færdig med mit studie og fik prøvet jobbet af i praksis og min, til tider, lidt utopiske tankegang, blev overrumplet af virkeligheden.. ;O)

tror I har ret i at det kommer meget an på hvordan man er som person, men for mig er det nok mere om hvor man er i livet..

men hvor er det dejligt at høre at vi alle uanset alder bekymrer os indimellem og andre bare tager det som det kommer, det betyder vel at det hele kan ændre sig hvis ens omstændigheder ændrer sig og man derfor selv ændre sig.. 

jeg ville mene, som med så meget andet, at det afhænger fuldkommen af personen. Min søster er 23 og har en datter på 2 år og hun tænker rigtig meget over alting lige fra hvilken opdragelse hun giver hende, til hvilken mad hun får, hvordan hun selv lever sit liv og hvordan hun prioriterer tiden med sin datter. Og hun er en fantastisk mor!