Hvorfor er vi alle så (over)bekymrede

Min mor har ejet en tøjbutik siden 60’erne. Hun har derfor klædt unge/ voksne på igennem flere årtier.

Hun har lagt mærke til, at unge er blevet meget mindre beslutsomme og søger meget sparring. Når de skal vælge en kjole, skal der sendes billeder til kæresten, 3 veninder og forældre og også på Instagram for se om den får likes - før de beslutter sig. .
Jeg tror vi som forældre skal gøre vores børn selvsikre i deres valg og ikke pakke dem ind i vat. Når de bliver selvsikre (køber ind selv, går selv i skole, laver mad og andre selvstændige ting)… så øges følelsen af at mestre. Følelsen af at meste overføres også når man bliver gravid og mor … således at man er mindre usikker. Og følelsen af at mestre starter allerede ved opdragelsen. Så det bedste vi kan gøre er at forsøge at gøre børnene selvstændige. 

Anonym skriver:

lader lige de helt store alvorlige sager ligge for en stund og går i den lettere afdeling.

Mødre der er bange fordi de kom til at spise fisk en uge før de blev gravide eller har spist et stykke ost, bange for bilos og en anden fordi hun tilbragte en aften med parfumeduftende veninde, en der kom til at løfte sin søn tidligt i graviditeten etc.etc..  Kunne nævne mange eksempler men gider ikk. Synes blot det er trist at der er flere der er blevet så bange for småting selvom det ikke er småting i deres øjne og synes det er så synd, men vidner måske også om uvidenhed og biologisk forståelse. Og jeg tror faktisk at den usikkerhed og angst kan smitte af på børnene og gør dem mindre robuste fordi den bekymrede mor har pakket sit barn ind i vat for at beskytte mod alt det farlige.

Men gider ikk skrive mere i denne tråd nu. 

Vores tid på jorden er begrænset, og  vi kan prøve få bare en lillesmule godt ud af den tid vi er her

god aften. 

Nu var mit svar jo også til en anden, som stillede mig et spørgsmål. Eksemplerne med de gravide - og andre “lettere” emner - har jeg til gengæld kommenteret i et indlæg direkte stilet til dig, som du ikke har reageret på. 

Nej, jeg tror ikke, det hænger sammen med trivselsmålinger, når både PPR og psykiatrien melder om et markant øget antal børn og unge med behov for hjælp. Når antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien steg med en tredjedel blot fra 2011-2016, og når  antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser steg med 50 procent over ti år - fra 2009-2019. Og når mere end 1000 PPR-psykologer - senere fulgt op af over 2000 lærere og pædagoger - i et åbent brev til Folketinget sidste år råbte vagt i gevær og efterlyste handling NU. 
Jeg har været lærer i over 25 år og har aldrig oplevet tilnærmelsesvis så mange elever med skolevægring, angst, selvskadende adfærd etc. etc. som nu. Og det er jo desværre ikke bare mig eller mine cirkler - det er et landsdækkende fænomen, som er underbygget i kolde tal. Ikke baseret på trivselsmålinger, men på den virkelighed, vi møder. Og det skræmmer mig reelt, at de mange udsagn fra professionelle - førnævnte opråb fra PPR-psykologerne, psykiatriens gentagne vidnesbyrd om unges mistrivsel, læreres råb om hjælp - ikke har gjort større indtryk på befolkningen i almindelighed og forældre i særdeleshed. 

Mht. krigen i Ukraine, så har vi ikke haft krig i Europa siden krigen på Balkan i 90’erne. Det påvirkede og chokerede mange dengang, mig selv inklusive, at krigen var så tæt på, og det har påvirket og chokeret mange nu. En stormagt er involveret denne gang. Det er i mine øjne ganske naturligt at tage det seriøst og lade sig berøre af den situation. Jeg taler ikke om konkret at frygte krig i DK, men om at bekymre sig om fremtiden for nære dele af vores verden. Og at have sympati for dem, der lever i Ukraine, er da også at lade sig påvirke - ? Ydermere er de familier i DK, som i forvejen er mest udsatte, da konkret berørt af krigens følgevirkninger i form af inflationen. 

 

Du beviser lidt min pointe. Hvor var PPR og psykiatrien for 20-30 år siden? Du tror slet ikke det stigende fokus på mentalt helbred får tallene til at se voldsomme ud? Og som om at det aldrig har været værre? 

NATO var involveret i krigen på Balkan i 1999. Ikke en stormagt i nationalstat forstand - men vel repræsenteret af stormagter. Og Rusland spillede jo da også en gigantisk rolle diplomatisk. Ja, det er naturligt at lade sig berøre af krig i Europa - men de tråde der omhandler krig i Ukraine jeg har set her har udelukkende handlet om angst for egen situation - og ikke om de mennesker, der rent faktisk bliver påvirket dagligt. Og inflationen er jo ikke kun på grund af Ukraine. 

Anonym skriver:

Du beviser lidt min pointe. Hvor var PPR og psykiatrien for 20-30 år siden? Du tror slet ikke det stigende fokus på mentalt helbred får tallene til at se voldsomme ud? Og som om at det aldrig har været værre? 

NATO var involveret i krigen på Balkan i 1999. Ikke en stormagt i nationalstat forstand - men vel repræsenteret af stormagter. Og Rusland spillede jo da også en gigantisk rolle diplomatisk. Ja, det er naturligt at lade sig berøre af krig i Europa - men de tråde der omhandler krig i Ukraine jeg har set her har udelukkende handlet om angst for egen situation - og ikke om de mennesker, der rent faktisk bliver påvirket dagligt. Og inflationen er jo ikke kun på grund af Ukraine. 

Jeg ved ikke, hvad du mener med, hvor PPR og psykiatrien var for 20-30 år siden. Begge instanser havde samme funktioner som nu, men var ikke tilnærmelsesvis så belastede. Tror du oprigtigt, at psykiatrien lader flere indlægge nu, fordi befolkningen generelt har større fokus på mentalt helbred? Eller at deres professionelle vurderinger for, hvornår der er behov for akut hjælp, har ændret sig? Der skal virkelig, virkelig meget til, før man lader nogen indlægge - og ikke mindst forblive indlagte - på en psykiatrisk afdeling, og vi hører jo igen og igen tragiske beretninger om unge svingdørspatienter, der udskrives og indlægges igen og igen - udskrives trods suicidalfare og i nogle tilfælde tager deres liv umiddelbart efter. Om psykiatere, der har hjertet i halsen, når de pga. pres på afdelingen er nødt til at udskrive patienter og håbe på det bedste. 
Har du ikke tiltro til deres udsagn? Eller PPR’s? Og hvad baserer du i givet fald din mistillid på? Forholder du dig lige så skeptisk, hvis læger fra fx cancerafsnit melder om et boom i antallet af patienter med lungecancer? 
Alle, jeg kender inden for såvel psykiatri og PPR ville give deres højre arm for at kunne udføre deres arbejde tilfredsstillende og have langt færre af alle de tunge sager. Alle lærere, jeg kender, drømmer om at møde markant færre elever i mistrivsel. Osv. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg ved ikke, hvad du mener med, hvor PPR og psykiatrien var for 20-30 år siden. Begge instanser havde samme funktioner som nu, men var ikke tilnærmelsesvis så belastede. Tror du oprigtigt, at psykiatrien lader flere indlægge nu, fordi befolkningen generelt har større fokus på mentalt helbred? Eller at deres professionelle vurderinger for, hvornår der er behov for akut hjælp, har ændret sig? Der skal virkelig, virkelig meget til, før man lader nogen indlægge - og ikke mindst forblive indlagte - på en psykiatrisk afdeling, og vi hører jo igen og igen tragiske beretninger om unge svingdørspatienter, der udskrives og indlægges igen og igen - udskrives trods suicidalfare og i nogle tilfælde tager deres liv umiddelbart efter. Om psykiatere, der har hjertet i halsen, når de pga. pres på afdelingen er nødt til at udskrive patienter og håbe på det bedste. 
Har du ikke tiltro til deres udsagn? Eller PPR’s? Og hvad baserer du i givet fald din mistillid på? Forholder du dig lige så skeptisk, hvis læger fra fx cancerafsnit melder om et boom i antallet af patienter med lungecancer? 
Alle, jeg kender inden for såvel psykiatri og PPR ville give deres højre arm for at kunne udføre deres arbejde tilfredsstillende og have langt færre af alle de tunge sager. Alle lærere, jeg kender, drømmer om at møde markant færre elever i mistrivsel. Osv. 

Jeg talte ikke om indlæggelse overhovedet. Det er jeg med på er last resort. Hvorfor skriver du om indlæggelse? Der er dog kommet flere børn og unge med diagnoser og jeg tror - helt oprigtigt - ikke på, at der ikke var samme antal med potentielle diagnoser for 20-30 år siden. Men der blev der ikke taget hånd om det på samme måde som i dag. Men tænker da ikke det er en dårlig ting, at der er kommet mere fokus på det. I min barndom var der mange børn og unge, der ikke fik nogen hjælp

Anonym skriver:

Jeg talte ikke om indlæggelse overhovedet. Det er jeg med på er last resort. Hvorfor skriver du om indlæggelse? Der er dog kommet flere børn og unge med diagnoser og jeg tror - helt oprigtigt - ikke på, at der ikke var samme antal med potentielle diagnoser for 20-30 år siden. Men der blev der ikke taget hånd om det på samme måde som i dag. Men tænker da ikke det er en dårlig ting, at der er kommet mere fokus på det. I min barndom var der mange børn og unge, der ikke fik nogen hjælp

Jeg bliver nysgerrig. Arbejder du med børn og unge?

Anonym skriver:

Jeg talte ikke om indlæggelse overhovedet. Det er jeg med på er last resort. Hvorfor skriver du om indlæggelse? Der er dog kommet flere børn og unge med diagnoser og jeg tror - helt oprigtigt - ikke på, at der ikke var samme antal med potentielle diagnoser for 20-30 år siden. Men der blev der ikke taget hånd om det på samme måde som i dag. Men tænker da ikke det er en dårlig ting, at der er kommet mere fokus på det. I min barndom var der mange børn og unge, der ikke fik nogen hjælp

Hvorfor ikke omtale indlæggelser? Vi drøfter børn og unge i mistrivsel, herunder dem, der er patienter i psykiatrien. Langt flere indlægges. Det er da en relevant del af det samlede billede.
Hvordan tror du, forløbet typisk er FØR en indlæggelse? Når flere indlægges - er det så ikke en indikator for, at flere børn og unge med rette er i kontakt med PPR og psykiatri? 

Jeg ved ikke, om du er samme anonyme, der spurgte, hvor PPR og psykiatri var for 20 og 30 år siden - eller som mente, at trivselsundersøgelser var en del af forklaringen. Jeg forstår mindre og mindre af denne dialog. 

Hvorfor ikke omtale indlæggelser? Vi drøfter børn og unge i mistrivsel, herunder dem, der er patienter i psykiatrien. Langt flere indlægges. Det er da en relevant del af det samlede billede.
Hvordan tror du, forløbet typisk er FØR en indlæggelse? Når flere indlægges - er det så ikke en indikator for, at flere børn og unge med rette er i kontakt med PPR og psykiatri? 

Jeg ved ikke, om du er samme anonyme, der spurgte, hvor PPR og psykiatri var for 20 og 30 år siden - eller som mente, at trivselsundersøgelser var en del af forklaringen. Jeg forstår mindre og mindre af denne dialog. 

Fair nok. Tænker heller ikke vi taler om det samme. Så lad os ende dialogen her

Anonym skriver:

Jeg er virkelig glad for at læse dit svar. Jeg arbejder i Undervisningsministeriet og er med til at pløje de mange og til tider virkeligt ringe trivselsmålinger igennem!! Men synes det er super spændende at høre, hvad der gemmer sig bag de data, jeg kan se. Specielt når det er børn, der besvarer dem.

Kunne det være en ide at stille spørgsmål mundligt til børn i din søns aldersgruppe frem for spørgeskemaer? Eller måske kombinere målingen med et "interview"? 

Jeg tænker at mundtlig er bedre en skriftlig når det er i indskolingen. Jeg synes nogen gange de spørgsmål som er i en trivselsmåling er for uspecifikke. 
f.eks. Spørges der om “ har du nok venner”.
Min den yngste svarer nej selvom han har minimum 10 venner. Min den ældste svarer ja, selvom hun kun har 3 venner. 
Ligeledes med spørgsmålet “har du nok legeaftaler” ? Den yngste har legeaftaler 5 gange om ugen og svarer nej for han vil gerne have lejeaftaler 7 dage om ugen. Den ældste har 1-2 legeaftaler om ugen og synes at det er mere end rigeligt.  
Så jeg undrer mig egentlig om hvad man skal bruge svarene på de trivselsmålinger til.

For hvad er nok legeaftaler og hvad er nok venner osv. ?