Hvorfor er vi alle så (over)bekymrede

Anonym skriver:

Er nærmest begyndt at få ondt i maven over alle de bekymrede og bange  opslag der er for tiden? Er verden bare af lave eller er det hele ved at bryde sammen i et stort samsurium af bekymringer om ingenting og alting?

Forstår det slet ikke.. vi lever i et forholdsvis trygt land, vi har gode systemer og vi har nærmest alt hvad vi kan ønske os, hvis vi selv griber bolden og kigger lidt på hvad vi selv kan gøre for at smile lidt så det hele ikke er så tungt. Ville ønske at vi alle prøvede at se lidt positivt på tingene og finde glæde og ikke bekymre os så meget.

Det hele føles som om det er en jagt på at finde noget dårligt, finde diagnoser, finde årsager til hvorfor vi kan være så bekymrede og bange.

Det føles som en negativ nedadgående spiral.

Jeg kan enten:

1) slukke min profil

2) gøre mit for at vi smitter hinanden med lidt mere livsglæde i mit netværk og alle gør set samme. Men Hvordan hjælper vi hinanden med det?  

Jeg er én af dem... jeg frygter altid det værste, og tænker mit liv i stykker og uanset hvor meget jeg kæmper, så rammer det mig bare som en hammer når det kommer og jeg kan ikke komme ud af den onde cirkel med at frygte og bekymre mig.

Så sent som med stormen. Jeg var hunde ræd, og bange for om stormen ville blæse vores fuglehus væk. For tænk nu hvis det ville ramme nogen og gøre skade, tænk hvis det ville ramme et barn. Mit hjerte sad i halsen hele aften og jeg sitrede i hele kroppen. Jeg turde ikke være alene, så min mand kunne ikke handle og min store datter, sad i stuen og snakkede med mig, for at få mig til at glemme alle de lyde som det nu kunne lave, men lige lidt hjalp det. 

Jeg er i behandling for angst. Hvad der har skabt det her monster indeni mig, ja det ved jeg ikke. Men nu hvor jeg er ramt af det, kan jeg ikke komme af med det igen. Jeg ville SÅ gerne bare kunne slappe af og være i livet og nuet, men jeg bliver ramt af alle mulige og umulige tanker, og så når jeg mindst venter det. 

Tror man skal passe på med at skrive at vi går rundt og frygter alt og intet, finder diagnoser osv....Angst er reel, og jeg tror ikke at "den almindelige " dansker kan sørge for at folk ikke bliver bange. Det ligger i vores krop og hoved, og hvad der for andre virker som en lille  ting, er bare kæmpe stort for nogle. 

Men med accept, og støtte kommer man langt.

PS. Vores fugle hus står endnu i vores have. Min mand ville have taget det ind, trods han påstod det ikke kunne flyve, for han har sat det fast med hegnspæle, men jeg ved at jeg så bare ville have fundet noget andet og bekymre mig om, så jeg bad ham om at lade det stå....og der står det altså endnu. 

Anonym skriver:

Jeg er én af dem... jeg frygter altid det værste, og tænker mit liv i stykker og uanset hvor meget jeg kæmper, så rammer det mig bare som en hammer når det kommer og jeg kan ikke komme ud af den onde cirkel med at frygte og bekymre mig.

Så sent som med stormen. Jeg var hunde ræd, og bange for om stormen ville blæse vores fuglehus væk. For tænk nu hvis det ville ramme nogen og gøre skade, tænk hvis det ville ramme et barn. Mit hjerte sad i halsen hele aften og jeg sitrede i hele kroppen. Jeg turde ikke være alene, så min mand kunne ikke handle og min store datter, sad i stuen og snakkede med mig, for at få mig til at glemme alle de lyde som det nu kunne lave, men lige lidt hjalp det. 

 

Jeg er i behandling for angst. Hvad der har skabt det her monster indeni mig, ja det ved jeg ikke. Men nu hvor jeg er ramt af det, kan jeg ikke komme af med det igen. Jeg ville SÅ gerne bare kunne slappe af og være i livet og nuet, men jeg bliver ramt af alle mulige og umulige tanker, og så når jeg mindst venter det. 

Tror man skal passe på med at skrive at vi går rundt og frygter alt og intet, finder diagnoser osv....Angst er reel, og jeg tror ikke at "den almindelige " dansker kan sørge for at folk ikke bliver bange. Det ligger i vores krop og hoved, og hvad der for andre virker som en lille  ting, er bare kæmpe stort for nogle. 

Men med accept, og støtte kommer man langt.

PS. Vores fugle hus står endnu i vores have. Min mand ville have taget det ind, trods han påstod det ikke kunne flyve, for han har sat det fast med hegnspæle, men jeg ved at jeg så bare ville have fundet noget andet og bekymre mig om, så jeg bad ham om at lade det stå....og der står det altså endnu. 

Det er jeg med på og siger ikke der er noget galt med det, men synes bare flere og flere lider af angst. Og det er jo virkelig trist at flere og flere får det dårligt og har det svært. 

Ps godt at fuglehuset holdt

Anonym skriver:

Er nærmest begyndt at få ondt i maven over alle de bekymrede og bange  opslag der er for tiden? Er verden bare af lave eller er det hele ved at bryde sammen i et stort samsurium af bekymringer om ingenting og alting?

Forstår det slet ikke.. vi lever i et forholdsvis trygt land, vi har gode systemer og vi har nærmest alt hvad vi kan ønske os, hvis vi selv griber bolden og kigger lidt på hvad vi selv kan gøre for at smile lidt så det hele ikke er så tungt. Ville ønske at vi alle prøvede at se lidt positivt på tingene og finde glæde og ikke bekymre os så meget.

Det hele føles som om det er en jagt på at finde noget dårligt, finde diagnoser, finde årsager til hvorfor vi kan være så bekymrede og bange.

Det føles som en negativ nedadgående spiral.

Jeg kan enten:

1) slukke min profil

2) gøre mit for at vi smitter hinanden med lidt mere livsglæde i mit netværk og alle gør set samme. Men Hvordan hjælper vi hinanden med det?  

Hvis dine observationer udelukkende er baseret på siden her, så tror jeg, du skal være varsom med at konkludere, at folk generelt er meget bekymrede. Der er jo ikke - eller meget sjældent - folk, der skriver indlæg om, at deres børn er sunde og raske og stortrives, at deres ægteskab er uden problemer, at de/vi selv generelt er ubekymrede. Man skriver, når man har problemer af forskellig art eller er i vildrede om noget. For hver mor, der skriver, fordi hun frygter, at hendes barn har en diagnose, er der markant flere mødre herinde, som IKKE har grund til at skrive sådan et indlæg. 
Jeg har selv bemærket et par indlæg, hvor nygravide bekymredes over noget, der for de fleste virker som bagateller - men reaktionerne viste netop tydeligt, at for hver bekymret var der ti, der svarede “ro på”. Det må da tælle positivt i “statistikken”. 

Når det er sagt, så ER der faktuelt et bekymrende antal børn og unge, som ikke trives. Og hvis ens barn ikke har det godt, så er det altså ikke til nogen trøst, at vi nærmest “har alt, hvad vi kan ønske os” - og nej, så er det ikke bare at “gribe bolden” og “smile lidt mere”. Jeg tror ikke, man jagter en diagnose ud af ingenting. 

Derudover er der en krig, som nu har stået på et år, som naturligt påvirker os - og en klimakrise, som i høj grad vil påvirke vores børns fremtid. Jeg synes egentlig, det er forståeligt, at mange har bekymringer om verdens tilstand. Og igen - ingen skriver jo indlæg om ikke-bekymringer. Til gengæld er der andre medier, fx Instagram, som er fulde af vidnesbyrd om lykke, idyl, tjekkede tilværelser, nuttede babyer etc. og altså fortæller helt andre historier. Mon ikke virkeligheden er både-og? 

Ved ikk om I er for unge herinde til at huske det her,  men jeg er 40  griner stadig over “Tak for i aften” serien “Så dør baby”. Det er Mick øgendahl og Rune klan.

Ved heller ikk om I blir’ fornærmede,  men jeg synes det er mega sjov tv.

Så hvis I alligevel skal på YouTube, så ser I alle dem i kan finde, og så håber jeg at I griner

Hvis dine observationer udelukkende er baseret på siden her, så tror jeg, du skal være varsom med at konkludere, at folk generelt er meget bekymrede. Der er jo ikke - eller meget sjældent - folk, der skriver indlæg om, at deres børn er sunde og raske og stortrives, at deres ægteskab er uden problemer, at de/vi selv generelt er ubekymrede. Man skriver, når man har problemer af forskellig art eller er i vildrede om noget. For hver mor, der skriver, fordi hun frygter, at hendes barn har en diagnose, er der markant flere mødre herinde, som IKKE har grund til at skrive sådan et indlæg. 
Jeg har selv bemærket et par indlæg, hvor nygravide bekymredes over noget, der for de fleste virker som bagateller - men reaktionerne viste netop tydeligt, at for hver bekymret var der ti, der svarede “ro på”. Det må da tælle positivt i “statistikken”. 

Når det er sagt, så ER der faktuelt et bekymrende antal børn og unge, som ikke trives. Og hvis ens barn ikke har det godt, så er det altså ikke til nogen trøst, at vi nærmest “har alt, hvad vi kan ønske os” - og nej, så er det ikke bare at “gribe bolden” og “smile lidt mere”. Jeg tror ikke, man jagter en diagnose ud af ingenting. 

Derudover er der en krig, som nu har stået på et år, som naturligt påvirker os - og en klimakrise, som i høj grad vil påvirke vores børns fremtid. Jeg synes egentlig, det er forståeligt, at mange har bekymringer om verdens tilstand. Og igen - ingen skriver jo indlæg om ikke-bekymringer. Til gengæld er der andre medier, fx Instagram, som er fulde af vidnesbyrd om lykke, idyl, tjekkede tilværelser, nuttede babyer etc. og altså fortæller helt andre historier. Mon ikke virkeligheden er både-og? 

 

Men når du siger, der faktuelt er mange børn der ikke trives tror du så ikke det handler mere om, at vi tester vores børn og unge i skolen for trivsel? Da jeg var barn gjorde man ikke det. Derfor har vi ikke data at vurdere det ud fra. Og kan derfor ikke sammenligne med, hvor mange børn der havde dårlig trivsel for 10-20-30 år siden.

Krig i Ukraine - undskyld jeg har altså lidt svært ved at tage det seriøst når voksne mennesker i Danmark, hvor krigen IKKE påvirker dem kan føle det går ud over dem. Det går ud over SÅ mange uskyldige mennesker i Ukraine - men da ikke i Danmark. Så ha endelig sympati for dem, det går ud over. Det er bestemt på sin plads. 

Og selvfølgelig bør man da være bekymret for verdens tilstand. Det har man vel altid skullet være. Vi er ikke unikke i vores generation. Der har ALTID været noget at bekymre sig for i verden. Og det stopper ikke....  

Anonym skriver:

Men når du siger, der faktuelt er mange børn der ikke trives tror du så ikke det handler mere om, at vi tester vores børn og unge i skolen for trivsel? Da jeg var barn gjorde man ikke det. Derfor har vi ikke data at vurdere det ud fra. Og kan derfor ikke sammenligne med, hvor mange børn der havde dårlig trivsel for 10-20-30 år siden.

Krig i Ukraine - undskyld jeg har altså lidt svært ved at tage det seriøst når voksne mennesker i Danmark, hvor krigen IKKE påvirker dem kan føle det går ud over dem. Det går ud over SÅ mange uskyldige mennesker i Ukraine - men da ikke i Danmark. Så ha endelig sympati for dem, det går ud over. Det er bestemt på sin plads. 

Og selvfølgelig bør man da være bekymret for verdens tilstand. Det har man vel altid skullet være. Vi er ikke unikke i vores generation. Der har ALTID været noget at bekymre sig for i verden. Og det stopper ikke....  

Helt enig med meget af det du skriver. 
Vi har på forældre møder og med samtaler med personale altid fået at vide at min yngstes klasse bare var så god og harmonisk og de var den klasse hvor alle legede med alle. Nu har de så lavet en trivselsanalyse på børnene og nu kan de se at der er nogen af børnene, som føler at de ikke har venner nok og ikke har nok legeaftaler og en masse andre ting. Selve resultatet af analysen har skolen så valgt at tage udgangspunkt i og nu skal der laves alle mulige tiltag.
Det skræmmende er at jeg ved at min søn har svaret Negativt på testen fordi han føler at han ikke har venner nok og at han ikke har legeaftaler nok. Sandheden er at han har minimum ti venner i klassen og at han har legeaftaler mange gange om ugen. Men personligt vil han jo gerne have flere venner og legeaftaler og derfor har han svaret negativt på spørgsmålene. 
så nogen af de test de laver, burde de nok tage med et gram salt. Når de kan se at virkeligheden er noget andet. 
forældrene i klassen var chokeret over resultatet og det har desværre skabt noget uro i en forældre gruppe som ellers fungerede godt. 

321 skriver:

Helt enig med meget af det du skriver. 
Vi har på forældre møder og med samtaler med personale altid fået at vide at min yngstes klasse bare var så god og harmonisk og de var den klasse hvor alle legede med alle. Nu har de så lavet en trivselsanalyse på børnene og nu kan de se at der er nogen af børnene, som føler at de ikke har venner nok og ikke har nok legeaftaler og en masse andre ting. Selve resultatet af analysen har skolen så valgt at tage udgangspunkt i og nu skal der laves alle mulige tiltag.
Det skræmmende er at jeg ved at min søn har svaret Negativt på testen fordi han føler at han ikke har venner nok og at han ikke har legeaftaler nok. Sandheden er at han har minimum ti venner i klassen og at han har legeaftaler mange gange om ugen. Men personligt vil han jo gerne have flere venner og legeaftaler og derfor har han svaret negativt på spørgsmålene. 
så nogen af de test de laver, burde de nok tage med et gram salt. Når de kan se at virkeligheden er noget andet. 
forældrene i klassen var chokeret over resultatet og det har desværre skabt noget uro i en forældre gruppe som ellers fungerede godt. 

Jeg er virkelig glad for at læse dit svar. Jeg arbejder i Undervisningsministeriet og er med til at pløje de mange og til tider virkeligt ringe trivselsmålinger igennem!! Men synes det er super spændende at høre, hvad der gemmer sig bag de data, jeg kan se. Specielt når det er børn, der besvarer dem.

Kunne det være en ide at stille spørgsmål mundligt til børn i din søns aldersgruppe frem for spørgeskemaer? Eller måske kombinere målingen med et "interview"? 

321 skriver:

Helt enig med meget af det du skriver. 
Vi har på forældre møder og med samtaler med personale altid fået at vide at min yngstes klasse bare var så god og harmonisk og de var den klasse hvor alle legede med alle. Nu har de så lavet en trivselsanalyse på børnene og nu kan de se at der er nogen af børnene, som føler at de ikke har venner nok og ikke har nok legeaftaler og en masse andre ting. Selve resultatet af analysen har skolen så valgt at tage udgangspunkt i og nu skal der laves alle mulige tiltag.
Det skræmmende er at jeg ved at min søn har svaret Negativt på testen fordi han føler at han ikke har venner nok og at han ikke har legeaftaler nok. Sandheden er at han har minimum ti venner i klassen og at han har legeaftaler mange gange om ugen. Men personligt vil han jo gerne have flere venner og legeaftaler og derfor har han svaret negativt på spørgsmålene. 
så nogen af de test de laver, burde de nok tage med et gram salt. Når de kan se at virkeligheden er noget andet. 
forældrene i klassen var chokeret over resultatet og det har desværre skabt noget uro i en forældre gruppe som ellers fungerede godt. 

Kam forældrenes bekymringer, uro, træthed, stress og angst derhjemme være med til at skabe uro hos også børnene mon? Hvis nogle forældre går rundt og er trætte, stressede og bange eller har det skidt, kan det så være med til at smitte af på børnene så de har anden og uhensigtsmæssig adfærd i skolen som skaber dårlig trivsel? 

Anonym skriver:

Men når du siger, der faktuelt er mange børn der ikke trives tror du så ikke det handler mere om, at vi tester vores børn og unge i skolen for trivsel? Da jeg var barn gjorde man ikke det. Derfor har vi ikke data at vurdere det ud fra. Og kan derfor ikke sammenligne med, hvor mange børn der havde dårlig trivsel for 10-20-30 år siden.

Krig i Ukraine - undskyld jeg har altså lidt svært ved at tage det seriøst når voksne mennesker i Danmark, hvor krigen IKKE påvirker dem kan føle det går ud over dem. Det går ud over SÅ mange uskyldige mennesker i Ukraine - men da ikke i Danmark. Så ha endelig sympati for dem, det går ud over. Det er bestemt på sin plads. 

Og selvfølgelig bør man da være bekymret for verdens tilstand. Det har man vel altid skullet være. Vi er ikke unikke i vores generation. Der har ALTID været noget at bekymre sig for i verden. Og det stopper ikke....  

Nej, jeg tror ikke, det hænger sammen med trivselsmålinger, når både PPR og psykiatrien melder om et markant øget antal børn og unge med behov for hjælp. Når antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien steg med en tredjedel blot fra 2011-2016, og når  antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser steg med 50 procent over ti år - fra 2009-2019. Og når mere end 1000 PPR-psykologer - senere fulgt op af over 2000 lærere og pædagoger - i et åbent brev til Folketinget sidste år råbte vagt i gevær og efterlyste handling NU. 
Jeg har været lærer i over 25 år og har aldrig oplevet tilnærmelsesvis så mange elever med skolevægring, angst, selvskadende adfærd etc. etc. som nu. Og det er jo desværre ikke bare mig eller mine cirkler - det er et landsdækkende fænomen, som er underbygget i kolde tal. Ikke baseret på trivselsmålinger, men på den virkelighed, vi møder. Og det skræmmer mig reelt, at de mange udsagn fra professionelle - førnævnte opråb fra PPR-psykologerne, psykiatriens gentagne vidnesbyrd om unges mistrivsel, læreres råb om hjælp - ikke har gjort større indtryk på befolkningen i almindelighed og forældre i særdeleshed. 

Mht. krigen i Ukraine, så har vi ikke haft krig i Europa siden krigen på Balkan i 90’erne. Det påvirkede og chokerede mange dengang, mig selv inklusive, at krigen var så tæt på, og det har påvirket og chokeret mange nu. En stormagt er involveret denne gang. Det er i mine øjne ganske naturligt at tage det seriøst og lade sig berøre af den situation. Jeg taler ikke om konkret at frygte krig i DK, men om at bekymre sig om fremtiden for nære dele af vores verden. Og at have sympati for dem, der lever i Ukraine, er da også at lade sig påvirke - ? Ydermere er de familier i DK, som i forvejen er mest udsatte, da konkret berørt af krigens følgevirkninger i form af inflationen. 

Nej, jeg tror ikke, det hænger sammen med trivselsmålinger, når både PPR og psykiatrien melder om et markant øget antal børn og unge med behov for hjælp. Når antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien steg med en tredjedel blot fra 2011-2016, og når  antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser steg med 50 procent over ti år - fra 2009-2019. Og når mere end 1000 PPR-psykologer - senere fulgt op af over 2000 lærere og pædagoger - i et åbent brev til Folketinget sidste år råbte vagt i gevær og efterlyste handling NU. 
Jeg har været lærer i over 25 år og har aldrig oplevet tilnærmelsesvis så mange elever med skolevægring, angst, selvskadende adfærd etc. etc. som nu. Og det er jo desværre ikke bare mig eller mine cirkler - det er et landsdækkende fænomen, som er underbygget i kolde tal. Ikke baseret på trivselsmålinger, men på den virkelighed, vi møder. Og det skræmmer mig reelt, at de mange udsagn fra professionelle - førnævnte opråb fra PPR-psykologerne, psykiatriens gentagne vidnesbyrd om unges mistrivsel, læreres råb om hjælp - ikke har gjort større indtryk på befolkningen i almindelighed og forældre i særdeleshed. 

Mht. krigen i Ukraine, så har vi ikke haft krig i Europa siden krigen på Balkan i 90’erne. Det påvirkede og chokerede mange dengang, mig selv inklusive, at krigen var så tæt på, og det har påvirket og chokeret mange nu. En stormagt er involveret denne gang. Det er i mine øjne ganske naturligt at tage det seriøst og lade sig berøre af den situation. Jeg taler ikke om konkret at frygte krig i DK, men om at bekymre sig om fremtiden for nære dele af vores verden. Og at have sympati for dem, der lever i Ukraine, er da også at lade sig påvirke - ? Ydermere er de familier i DK, som i forvejen er mest udsatte, da konkret berørt af krigens følgevirkninger i form af inflationen. 

 

lader lige de helt store alvorlige sager ligge for en stund og går i den lettere afdeling.

Mødre der er bange fordi de kom til at spise fisk en uge før de blev gravide eller har spist et stykke ost, bange for bilos og en anden fordi hun tilbragte en aften med parfumeduftende veninde, en der kom til at løfte sin søn tidligt i graviditeten etc.etc..  Kunne nævne mange eksempler men gider ikk. Synes blot det er trist at der er flere der er blevet så bange for småting selvom det ikke er småting i deres øjne og synes det er så synd, men vidner måske også om uvidenhed og biologisk forståelse. Og jeg tror faktisk at den usikkerhed og angst kan smitte af på børnene og gør dem mindre robuste fordi den bekymrede mor har pakket sit barn ind i vat for at beskytte mod alt det farlige.

Men gider ikk skrive mere i denne tråd nu. 

Vores tid på jorden er begrænset, og  vi kan prøve få bare en lillesmule godt ud af den tid vi er her

god aften.