Anonym skriver:
Jeg er i tvivl om jeg læser dit svar til mig korrekt, undrer mig lidt over at blive puttet i boksen "den ældre generation" - jeg har børn på 7 & 10, og synes ikke umiddelbart jeg tilhører den gruppe, men ok.
Lige i vores tilfælde er de ting du beskriver ikke relevante, der er lavere normering end i en almindelig folkeskole, ingen elendige fysiske rammer, de samme trygge voksne i SFOen i mange år - så de ting kan ikke ligge til årsag for det skete.
Både forældre og skole har da bestemt også reflekteret masser over situationen, vi har haft en del infomøder osv, men hvis de involverede forældre ikke vil samarbejde, er den jo svær. Men jeg er noget i tvivl over hvor din info og efterfølgende fortolkning kommer fra....
Min hensigt med indlægget var at sige, at børn kan være nok så søde og velopdragne til daglig, men i klassen opfører de sig bare ofte anderledes end hvad forældrene lige tror. Og vi har så altså i vores skole et problem med forældre der nægter at indse at deres guld også kan være en del af problemet. Jeg tror personligt så ikke det problem begrænser sig til vores skole.
Du tilhører i sagens natur en ældre generation end dine børn - og din formulering “hvordan børn opfører sig i dag” markerer et tydeligt skel i din opfattelse af din egen generations og dine børns generations adfærd. Og de ældre generationer - inkl. dem, der nu er forældre til skolebørn - har nu engang alle dage rummet mange eksempler på mennesker, som er overbeviste om, at “sådan var det ikke, da vi var børn/unge”, og som generaliserer om “hvordan børn opfører sig i dag”.
Jeg gik i skole i 80’erne - også på en pæn privatskole. Min klasse var en prøvelse for lærerne; vi var larmende, vi mobbede hinanden og var respektløse over for “svage” lærere. Også vores forældre var overbeviste om, at det ikke var deres søde, velopdragne poder, der trådte forkert.
Jeg har været lærer i over 25 år, og der har i hele mit arbejdsliv været klasser og enkeltelever, som opførte sig kritisabelt. Og der har i lige så mange år været forældre, som ikke kunne begribe, at deres barn var en del af problemet. Men at gøre det til en tendens, der er mere udbredt nu end tidligere, kan jeg simpelthen ikke finde belæg for.
Min oplevelse er, at jo mere, nogle sætter prædikater som “curlingbørn”, “nutidens uopdragne børn”, “MIG-generationen” osv. osv. på en hel generation af børn - samt deres forældre - jo mere breder opfattelsen sig af, at det er sandhedEN, og at alt står værre til, end da vi selv var børn. Det bliver sådan en selvforstærkende, indiskutabel sandhed. Men det var det også for 20, 40, 60 år siden.