Når lægen ikke tager en alvorligt

Sådan havde jeg det ved en læge.

Min søn var syg og jeg kommer til lægen, hun ved jeg er alene mor så hun siger "tror du ikke du gør det værre end det er, fordi du mangler søvn" 

Om aften tager jeg til vagtlægen og der har knægten mellemørebetændelse.

Da jeg så var ved sygeplejersken spurgte jeg hvis jeg skal klage over lægen hvor skal jeg så gøre det henne.

Det blev sagt videre og hun kyssede godt nok mås hver gang vi kom frem over indtil vi flyttede.  

Ja, vi ville gerne skifte læge, men vi bor også i en by med lægemangel - det andet lægehus her i byen har lukket for tilgang.

Heldigvis er den værste af vores læger stoppet! Gudskelov - han var den største sjuske. Når man sad i venteværelset kunne man se, hvor mange patienter han kaldte ind og hvor hurtigt de kom ud igen - han nåede mange flere end de andre og ofte var konsultationerne hos ham blot et par minutter.
Men jeg er glad for at høre, at der findes så gode læger derude!
Vi har også én god læge i lægehuset her - men man skal vente i 1,5 -2 måneder for tid hos hende - netop fordi hun er god...

Og hvis man er hypokonder og ofte kommer derind, så må lægen jo bare være dygtig til at skille fårene fra bukkene - og samtidig se på den samlede sygehistorie. Jeg har f.eks. været til læge mange gange med ryg, knæ- og hoftesmerter samt delte mavemuskler. I stedet for at se det som mange forskellige ting, så hænger det jo nok sammen under én og så kunne det være rart, hvis de sagde: nå, nu finder vi altså grunden til alle de forskellige smerter én gang for alle. Men det gør de ikke, de siger bare alt muligt og sender mig bare til røntgen...

Så måske se på det samlede sygdomsbillede og se, om man kan udlede noget fra det... Og hvis man som praktiserende læge bare lige skal bruge 10 minutter på at berolige en nybagt mor med en skrigende baby, hvad er så problemet?

Syntes kvaliteten i vores lægehus er meget svingende! 

Jeg har kroniske smerter, og har haft det siden 2003, pga vi blev påkørt af en spritbilist, med dertil hørende piskesmæld, føleforstyrrelser osv. 

Det har givet nogen udfordringer osv, på forskellige punkter.

Jeg har fået flere lændeprolapser, hvor lægen ik har ville gøre noget, og først flere uger efter har sendt mig til skanninger, hvor de så har ku konstatere, at jeg efter 7 uger, endelig sku ha været henvist til genoptræning med det samme. 

Jeg styrtede for 3 år siden og ødlage begge knæ, og først efter flere mdr'er blev jeg sendt til scanning, hvor de ku se at jeg bla havde fået en backer cyste, revner i menisken og andre bløddelsskader. Blev endelig sendt til genoptræning efter ca 6 mdr'er, hvor fysens første kommentar var, hvorfor er du ik blevet henvist til genoptræning før? Det ku jeg så ik svare på, hvorefter han fortalte, at de tit oplevede at MIN LÆGE, alt for ofte var tilbageholden med henvisninger. Efter genoptræning, er mine knæ heldigvis blevet mere stabile, men har stadig ondt 24/7.

Jeg har haft nyresten, som de overså, og først flere timer sener, blev det opdaget opdaget, fordi jeg til sidste endte på skadestuen.

Min ældste datter er blevet sendt hjem med lungebetændelse, og tårnhøje infiktionstal. Dagen efter var vi ved en anden læge, som slet ik ku forstå, hvorfor der ik var blevet taget infiktionstal dagen før, og satte hende på pencelin med det samme.

Jeg oplever at turnuslægerne er mere grundige, løsningsorinteret og har bedre tid.

Jeg har fået konstateret forstørret forstørret skjoldbrudskirtel, men ved første tjek, var lægen bare sådan lidt "ja det ka jeg godt se, men tror ik det er noget" 1 mdre efter var den blevet større, og jeg blev tjekket af en anden læge  som med det samme blev sendt til scanning. Her ku de se, at jeg har områder i kirtlen som ik virker, plus nogen hævet lymfe. De blev scannet og tjekket med det samme, og det er heldigvis ik noget. Men fordi den blir ved med at vokse (den er ik kæmpe stor) men den er træls, har jeg været ved en 3 læge, som har videresendt mig til en speciallæge, som jeg ska til her i februar, med henblik på at den måske ska fjernes.

Jeg er blevet opereret for springfinger, men det tog også et par år  at få en henvisning til en speciallæge. Og nu driller det igen, så det ska også tjekkes igen her i feburar, med henblik på endten en blokade eller måske noget helt andet.

Jeg har pga de kroniske smerter, og føleforstyrrelser mega dårlig søvn. Og til sidst måtte jeg bede om, at få noget at sove på. Dette blev afvist. 14 dage sener følte jeg, at jeg var ved at blive fuldstændig sindsyg. Så fik en ny tid ved lægen, hvor han igen prøvede at afvise mig. Jeg endte med at sige, at jeg nægtede at gå, før han havde fundet en løsning.. Også ku han pludselig godt hjælpe, så jeg nu i flere år, har fået nogen piller mod nervesmerter, med den "bivirkning" at man bliver døsig. Så nu sover jeg i gennemsnit ca 3-4 timer sammenhængende hver nat, fremfor at have afbrudt søvn hver nat, hvor jeg sov højest 1 time ad gangen, efterfulgt af flere vågne timer. 

Vi har kigget på andre lægehuse, men de er lukket for tilgang

Min gamle læge var af "den gamle skole" og troede i høj grad på at kroppen kunne klare det meste selv, at smerter bare skulle gåes væk og at en hvilken som helst form for smerte en kvinde oplever i underlivet bare er pga deres "kvindesager".

Manden er skyld i at min moster nær døde som barn, at min mor lider af adskillelige følgesygdomme som skyldes noget der nemt kunne være ordnet da hun var ung, hvis han bare havde lyttet til hende, at jeg har permanente nerveskader flere steder i kroppen fordi han rådede mig til at gå smerter væk, som skyldes en (til hans forsvar, forholdsvist sjælden) led- og nervesygdom, at min datter har permanente høreskader fordi han mente at hun bare var en pylret baby og at min søn blev født 4 måneder før tid (med dertilhørende senfølger), fordi han ikke troede på mig da jeg sagde at der var noget galt. Så ja, jeg kender det godt.

Min nye læge, derimod, er vidunderlig! Hun lytter, tager én seriøst og sender hellere 10 henvisninger for meget end én for lidt. Hun har løst størstedelen af de problemer den gamle læge var skyld i og gør sit bedste for at dæmpe følgerne der ikke kan "helbredes". Jeg er SÅ glad for at vi fik ny læge. Takket være hende er jeg nu i en alder af 30 år endelig et sted med mine smerter og problemer hvor jeg kan komme i et rigtigt arbejde i stedet for at hoppe imellem forskellige offentlige ydelser.

Jeg er ikke nerotypisk, og har derfor enkelte gange oplevet det, men kun på skadestuen. Fx da jeg havde brækket anklen, og nærmest måtte tigge og bede dem om at tage et røntgenbillede. Fordi jeg insisterede på der var noget galt indeni. Men da jeg ikke "skreg" højt nok, eller viste smerte, når hun rykkede i foden, mente hun der intet var galt, og jeg nok bare skulle være blevet hjemme med is på, og den sikkert bare var forstuvet. Hun kom dog og undskyldte bagefter, med undskyldning om de bare sjældent oplever folk ikke føler smerte. Jo jo, men jeg prøvede virkelig at forklare dem at der var noget helt galt, sgu da ikke min skyld jeg ikke føler på samme måde som størstedelen, havde jeg prøvet at forklare dem .. 

Anonym skriver:

Min gamle læge var af "den gamle skole" og troede i høj grad på at kroppen kunne klare det meste selv, at smerter bare skulle gåes væk og at en hvilken som helst form for smerte en kvinde oplever i underlivet bare er pga deres "kvindesager".

Manden er skyld i at min moster nær døde som barn, at min mor lider af adskillelige følgesygdomme som skyldes noget der nemt kunne være ordnet da hun var ung, hvis han bare havde lyttet til hende, at jeg har permanente nerveskader flere steder i kroppen fordi han rådede mig til at gå smerter væk, som skyldes en (til hans forsvar, forholdsvist sjælden) led- og nervesygdom, at min datter har permanente høreskader fordi han mente at hun bare var en pylret baby og at min søn blev født 4 måneder før tid (med dertilhørende senfølger), fordi han ikke troede på mig da jeg sagde at der var noget galt. Så ja, jeg kender det godt.

Min nye læge, derimod, er vidunderlig! Hun lytter, tager én seriøst og sender hellere 10 henvisninger for meget end én for lidt. Hun har løst størstedelen af de problemer den gamle læge var skyld i og gør sit bedste for at dæmpe følgerne der ikke kan "helbredes". Jeg er SÅ glad for at vi fik ny læge. Takket være hende er jeg nu i en alder af 30 år endelig et sted med mine smerter og problemer hvor jeg kan komme i et rigtigt arbejde i stedet for at hoppe imellem forskellige offentlige ydelser.

Jeg kan slet ikke forstå det - hvorfor beholdt I den gamle læge i tre generationer? Jeres tillid til ham må da have været ikke-eksisterende. 

Anonym skriver:

 

Hvor er det tit, jeg går fra lægen med følelsen af, at lægen egentlig bare prøvede at tale mine symptomer ned og bare fortsætte som før.

Jeg var der f.eks. med min søn, som havde meget ondt i maven. Lægen begyndte at belære mig om, at når man havde den alder, tænkte man meget og kunne få ondt i maven af bekymringer - men min søn skreg af smerte! Vi endte med et få en henvisning til sygehus og knægten var forstoppet!

Den fortælling er typisk for, hvordan det er at gå til lægen her. Man føler sig syg og har smerter, som man fortæller lægen om, men det er som om de hele tiden vil springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg får ofte beskeder som "du skal bare fortsætte som du plejer", "måske skal du bare strække ud" og så videre - det er som om ingen rigtigt sætter sig ned og siger: nå! Nu må vi én gang for alle finde ud af, hvorfor du har ondt!


Det gør mig så sur, at man nærmest skal kæmpe mod lægen for at blive taget alvorligt. Min kæreste kan det, men jeg kan ikke og ender altid med at tage derfra med nærmest helt uforettet sag.

Det blev faktisk både min morfar, farmor og mors død, at lægerne ikke tog dem alvorligt. Min mor kunne de ikke tage alvorligt, fordi hun var overvægtigt - de gav hendes overvægt skylden for alt og sagde bare, at hun skulle tabe sig. Min morfor blev stemplet som hypokonder og da han endelig fik dem til at lytte til sig, var det fremskreden lungekræft og så døde han. Min farmor havde nok bare astma, fik astmamedicin - men igen: lungekræft og da lægen gad opdage det var det for sent.

Jeg kan bare mærke på vores lægehus, at de vil have så mange patienter igennem som muligt.
Det betyder jo bare, at man går hjem igen med sin sygdom, som så bare forværres.


Er det også sådan hos jeres læger?

Jeg synes det er så ærgeligt! Det må ikke være rart. 
personligt i vores lille familie har vi kun erfaring med at blive hørt. Vi bliver undersøgt ved mistanke. Nogle gange har det endt ud i “se det an”, men der er det så gået som lægen forudsagde og gået væk. Andre gange har der været yderligere udredning, jeg fx var til screening for brystkræft. 
Generelt bliver vi lyttet til og får som regel også en tid til lægen samme dag eller dagen efter hvis der er brug for det. 
hvis jeg var dig ville jeg enten gøre lægen opmærksom på dette, og/eller skifte læge. 

Timf skriver:

Sådan havde jeg det ved en læge.

Min søn var syg og jeg kommer til lægen, hun ved jeg er alene mor så hun siger "tror du ikke du gør det værre end det er, fordi du mangler søvn" 

Om aften tager jeg til vagtlægen og der har knægten mellemørebetændelse.

 

Da jeg så var ved sygeplejersken spurgte jeg hvis jeg skal klage over lægen hvor skal jeg så gøre det henne.

Det blev sagt videre og hun kyssede godt nok mås hver gang vi kom frem over indtil vi flyttede.  

 

 

 

 

 

 

 

 

Men gør man noget ved mellemørebetændelse? Min datter har også haft det. De gjorde ikke noget. Og det gik over af sig selv.

Anonym skriver:

Men gør man noget ved mellemørebetændelse? Min datter har også haft det. De gjorde ikke noget. Og det gik over af sig selv.

Ja altså vi fik medicin for mellemørebetændelse, kan jeg også huske jeg selv fik da jeg var teenager 

Anonym skriver:

Min gamle læge var af "den gamle skole" og troede i høj grad på at kroppen kunne klare det meste selv, at smerter bare skulle gåes væk og at en hvilken som helst form for smerte en kvinde oplever i underlivet bare er pga deres "kvindesager".

Manden er skyld i at min moster nær døde som barn, at min mor lider af adskillelige følgesygdomme som skyldes noget der nemt kunne være ordnet da hun var ung, hvis han bare havde lyttet til hende, at jeg har permanente nerveskader flere steder i kroppen fordi han rådede mig til at gå smerter væk, som skyldes en (til hans forsvar, forholdsvist sjælden) led- og nervesygdom, at min datter har permanente høreskader fordi han mente at hun bare var en pylret baby og at min søn blev født 4 måneder før tid (med dertilhørende senfølger), fordi han ikke troede på mig da jeg sagde at der var noget galt. Så ja, jeg kender det godt.

Min nye læge, derimod, er vidunderlig! Hun lytter, tager én seriøst og sender hellere 10 henvisninger for meget end én for lidt. Hun har løst størstedelen af de problemer den gamle læge var skyld i og gør sit bedste for at dæmpe følgerne der ikke kan "helbredes". Jeg er SÅ glad for at vi fik ny læge. Takket være hende er jeg nu i en alder af 30 år endelig et sted med mine smerter og problemer hvor jeg kan komme i et rigtigt arbejde i stedet for at hoppe imellem forskellige offentlige ydelser.

Hvorfor i al verden har så mange generationer beholdt ham som læge..? Undskyld men det giver ingen mening…?